En del af den danske filmhistorie, Franz Jäger i Gedser idag

af Leif Flensted, 31/7 2022, 16:17 (838 dage siden) @ Claus E. Hansen

På baggrund af de mange kommentarer omkring Franz Jäger vognen og især tagpappen vil jeg her, som ansvarlig for projektet, give en mere uddybende beskrivelse af projektet og historien bag.
Efter at ”Det gule Palæ” var kommet til Gedser, opstod ønsket om at få de øvrige jerbaneeffekter til supplement til udstillingen.
Traktoren stod hos jernbanemuseet, og det var ikke muligt af finde en tilsvarende. Den oprindelige vogn fra filmen var blevet ophugget; men heldigvis lykkedes det at finde 2 tilsvarende vogne hos Lokaltog i Maribo.
HJ 115 tidligere DSB GKlm 371. Vi solgte vognen til en privatmand til opstilling ved Nørre Aaby Station.
HJ 120 tidligere DSB HJ 37065. ( Dette nummer er hugget ind i pufferplanken).
HJ 120 bar præg af, at den havde stået udendørs i mange år, så derfor forestod der et større restaureringsarbejde, og til det blev der udarbejdet en restaureringsplan på 12 sider, der også indbefattede ombygning til Franz Jäger Boksvognen.
Det var vigtigt, at stoppe forfaldet, hvorfor vognen stod indendørs inden vi tog fat på restaureringen; men i Gedser er der mange opgaver både med remisen og den 27 km lange bane, så vi må hele tiden prioritere opgaverne; men det blev til udskiftning af en del tagbrædder og nyt tagpap.
Tagpappen blev med vilje ikke tilpasset på siderne, da dette først skulle ske efter pladebeklædning og maling.
Den 7. februar i år fik vi en henvendelse fra Havelländische Eisenbahn AG i Berlin, der gerne gratis ville restaurere vognen. De havde 3 lærlinge, der stod for at skulle lave svendeprøve, derfor tilbuddet.
Havelländische Eisenbahn AG er et jernbaneselskab med egne værksteder, hvor de uddanner maskinteknikere som en del af uddannelsen til lokomotivførere.
De havde tidligere lavet tilsvarende arrangement er i 2019 for statsbanerne i Eritrea, og i 2020 for Tessaly Museumsbane i Grækenland.
Efter et planlægmingsmøde marts, hvor lærlingene opmålte vognen, startede de deres arbejde i juni og efer ca. 3 uger var arbejdet, der foregik i remisen, udført.
Den 26. juli blev det udførte arbejde bedømt af 2 skuemestre fra det tyske Industri- og Handelskammer, der roste det udførte arbejde og lærlingene kunne nu gå videre med deres uddannelse som lokomotivførere.
Projektet blev understøttet af Erasmuslegatet, der understøtter praktikophold i udlandet.

Det næste der skal ske er færdiggørelse af tagpappet på siderne og godkendelse af vognen, så den må køre på de danske skinner.
Vi mangler desværre koblinger på vognen, så det vil glæde os, hvis nogle af læserne kan hjælpe os her


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak