Kære Leif

I damptiden – for SFJ vedkommende frem til DSB overtagelse af banerne pr. 1. APR 1949 – var arbejdet i remiserne og på de store værksteder inddelt i forskellige arbejdssjak, hver med deres speciale. Det være sig bremsesjak, kedelsjak, hjulsjak, malersjak, ventil- og hanesjak, røgkammersjak, stangsjak, tendersjak og pudsersjak med fl.

Som ufaglært arbejdsdreng startede man ofte i Pudsersjakket og når man havde gået der og var blevet ”set an”, kunne man eventuelt komme i lære i et af de fagområder der, nu var på værkstederne. I England startede med altid som pudser, hvis man ville være lokomotivfører!

Det at være pudser var skam en vigtig del af værkstedets opgaver, for ud over at holde materiellet velholdt, var ”pudserne” også med til at kunne opdage fejl, brud, rustdannelser, tæring, slidtage og utætheder mv. på lokomotivmateriellet. Altså en velholdt og pudset (ren) maskine holdt længere og det var nemmere at opdage fejl. Sidst men ikke mindst satte banerne en ære i at materiellet så velholdt ud, skinnede hvor det skulle skinne (plane førerhussider og tendere), var mat hvor det skulle (kedel og røgkammer) og blank hvor det var muligt/ønsket (kedelbånd og rørforbindelser etc.).

Altså fik maskinen en ind- som udvendig rengøring, normalt i forbindelse med den ugentlige (sådan ca.) udvask af lokomotivet. Var Lokomotivmesteren sur eller var der gået for meget ”kit” i den, kunne man altid pudse de hjemmeværende lokomotiver i en gang petroleum iblandet smøreolie. Det fik maskinerne til at skinne og samtidig præserverede det metallet.

Altså blev maskinerne (renholdt) pudset af pudsersjakket, men skulle lokomotivet bruges til et specielt særtog eller trække vigtige personer eller vises frem i anledning af ”fint besøg”, blev maskinen ”Strampudset”. Det vil sige den fik en ordentlig omgang og det der kunne pudses blank, messing- og kobberrør forbindelser, fik en ordentlig omgang, ofte af ”Ekstrapudserne”, der normalt var løsarbejdere.

Det var et hårdt arbejde og tiden var en anden og specielt ”pudsersjakket”, der jo havde adgang til sprit i.f.m. pudsningen, havde ry for dagligt at indtage lidt større mængder spiritus end de andre sjak. Men ALLE havde en helt anden omgang med øl og spiritus på arbejdspladsen end i dag. Pudserne havde bare lettere ved at få fat i disse sager, da de jo anvendte alkohol i.f.m. deres arbejde.

Håber du har fået lidt svar på dit spørgsmål. Og her til sidst, selvom der var let adgang til spiritus, var det jo ikke ensbetydende med at folk var alkoholikere, for det blev IKKE tolereret.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler