https://www.youtube.com/watch?v=gfFDrnZJdd8

Mvh
Claus

Bemærk at de fyrer med en blanding af brunkulsbriketter og stenkul.

Kære Michael ++

Det var jo uanede mængder af kul der skulle anvendes daglig, hvilket jo også vore lokomotivfører bemærker og at meget skulle importeres. De helt store forekomster af kul i Tyskland lå jo i Vesttyskland og derefter øst på først i Polen (det gamle Schlesien). I de mellemliggende områder både Vest (især S for Köln og Achen mod E) og Østtyskland, var der enorme åbne miner (Tagebau) hvor der blev brudt brunkul. Noget af dette blev anvendt direkte, andet som støv og endelig som briketter (hvilket jo også skete med kul).
Derfor var det almindeligt i Østtyskland at iblande brunkul (som vi (DSB og Privatbanerne) jo også i store mængder anvendte i damplokomotiver herhjemme under krigen). Jeg kender ikke lige brændværdien, men stor har den ikke været.

Da jeg i slutningen af 80´erne og op gennem 90´erne var statsbetalt turist i det østlige Europa, glemmer man ikke den sødlige lugt af brunkul, der hang omkring byerne. Man kunne lugte at man kom i nærheden af en by. Det var også imponerende at se de KÆMPEMÆSSIGE roterende skovlhjul (størrelse ballongyngerne i Tivoli) med hundrede meter udliggere, gnave sig gennem landskabet og via km lange transportbælter til læsning af jernbanevogne, enten smalsporede fabriksejede baner eller normalsporede statsbaner.

Så brunkul enten direkte eller briketter, var en almindelig blanding sammen med stenkul i Østeuropa frem til dampens ophør.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Derfor var det almindeligt i Østtyskland at iblande brunkul (som vi (DSB og Privatbanerne) jo også i store mængder anvendte i damplokomotiver herhjemme under krigen). Jeg kender ikke lige brændværdien, men stor har den ikke været.

Briketterne brænder nu ganske fint. De kan stadig købes, og ved særligt festlige lejligheder bliver pejsen fodret med et par stykker.

Da jeg i slutningen af 80´erne og op gennem 90´erne var statsbetalt turist i det østlige Europa, glemmer man ikke den sødlige lugt af brunkul, der hang omkring byerne. Man kunne lugte at man kom i nærheden af en by. Det var også imponerende at se de KÆMPEMÆSSIGE roterende skovlhjul (størrelse ballongyngerne i Tivoli) med hundrede meter udliggere, gnave sig gennem landskabet og via km lange transportbælter til læsning af jernbanevogne, enten smalsporede fabriksejede baner eller normalsporede statsbaner.

Der er stadig ganske meget at se dernede. Jeg har tidligere skrevet lidt om det i denne tråd.

/Carsten Lundsten

Derfor var det almindeligt i Østtyskland at iblande brunkul (som vi (DSB og Privatbanerne) jo også i store mængder anvendte i damplokomotiver herhjemme under krigen). Jeg kender ikke lige brændværdien, men stor har den ikke været.

Brændværdien på brunkul er vanskelig at opgive da den afhænger af gasindhold og vandindhold.
I gode antracitkul vil gasindholdet ofte være en kul-brinte forbindelse og de brænder fint hvorfor det resultere i en øgning af brændværdien.
Da brunkul er den ringeste af alle kun kultyper, så er gassen i brunkul ofte CO2 og det brænder sq ikke særlig godt.....
Hvis der så også er vand i brunkullene, så er der pludselig ikke meget tilbage.....
Men altså, henad 10-20 MJ/Kg er ikke helt skørt for brunkul.
Til sammenligning, så har antracitkul omkring 30-33 MJ/Kg.
Endelig, så ligger diesel/fuel oil omkring 40-42 MJ/Kg.

Det korte af det lange: der skal virkelig skovles nogle flere Kg afsted når du bruger brunkul. Ved at blande lidt "gode kul" i bunken nedsættes skovleriet - der er bare flere KJ/Kg på den led.

Hej,

ved minut 4:36 har der sniget sig nogen Vesttyske 'Silberlinge' ind i filmen og ogsaa perronen ser ud om den er i Vesttyskland.

Ullrich