Anlægsarbejde med entreprenør ukendt sted

af Kurt D. Jensen, 7/5 2022, 23:52 (923 dage siden)

Kære venner,
Er der nogen som kan hjælpe med at identificere dette foto?
I baggrunden kan man ane en banestrækning med telefonpæle og banehegn.
Fotograf N. Nielsen, Horsens.
[image]
[image]
[image]
[image]
[image]
[image]
[image]

Med venlig hilsen
Kurt D. Jensen

Anlægsarbejde med entreprenør ukendt sted

af Niels Munch, 8/5 2022, 02:18 (923 dage siden) @ Kurt D. Jensen

Entreprenør Carl Nielsens gravemaskine er en Menck & Hambrock M IV, formentlig en "Diesel-Bagger".

Typen blev lanceret i 1923 som en af de første bæltegående gravemaskine-typer i Europa, oprindeligt med dampmaskine, men fra 1925 kunne M IV også leveres med el- eller dieselmotor.

Fotograf N. Nielsen, Horsens, rejste "land & rige" rundt og fotograferede "banebørster" ved de forskellige anlægsarbejder. Billederne blev ofte fremstillet som postkort, på hvilke "børsterne" skrev hjem.

M.v.h.
Niels

Anlægsarbejde med entreprenør ukendt sted

af Jens Bruun-Petersen, 8/5 2022, 09:15 (922 dage siden) @ Niels Munch

Det er igen et billede fra anlægsarbejderne i forbindelse med Storstrømsbroen. I baggrunden til højre anes Kirkeskovspavillonen, og i baggrunden til venstre ses Vordingborg Seminariums bygninger. Optagelsesstedet er Rosenfeldts mark et par hundrede meter vest for den senere Hovedvej 2. Banen i baggrunden er strækningen mellem Vordingborg og Masnedsund. Årstal: Omkring 1934-36.

Venlig hilsen
Jens

Anlægsarbejde med entreprenør ukendt sted

af Niels Munch, 8/5 2022, 09:49 (922 dage siden) @ Jens Bruun-Petersen

Fornemt, Jens!

Så mangler "kun" en bestemmelse af lokomotivet. Entreprenør Carl Nielsen, Fruens Bøge, hvis materiel vi ser på billedet, og som var blandt Storstrømsprojektets entreprenører, beskæftigede dér lokomotiver af fabrikat Henschel, O&K samt Jung, og de havde alle ovalt formede vinduer i førerhusgavlene.

Det, der på billederne er synligt af lokomotivet, får mig til at mene Henschel, men da der var flere Henschel'er at vælge imellem, tør jeg ikke "gætte højt" på f.nr./år.

Bedste hilsener
Niels

Anlægsarbejde med entreprenør, Vordingborg (1 arkivfoto)

af Niels Munch, 8/5 2022, 12:10 (922 dage siden) @ Jens Bruun-Petersen

Kære Jens,

Du får lige et foto med "børster", optaget næsten sammesteds som startbilledet:

[image]Arbejdssjak ved anlæg af ny banelinie i forbindelse med opførelse af Storstrømsbroen. I skovtykningen til højre skimtes Kirkeskovspavillonen. Fotograf: Ukendt. Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv - Nummer: B628.

I Kirkeskovpavillonen spillede "The Clifters" jo til påskeballerne i begyndelsen af tresserne, medens "de blå" fra Flyvestation Stensved sloges med "de grønne" fra FAFR udenfor (ups, soldaterhistorier :-| ).

Og jeg skal lige - for at komme på sporet igen - nævne, at entrp. Carl Nielsen anvendte tipvogne fra V. Spøer i Middelfart.

Bedste hilsener
Niels

Anlægsarbejde med entreprenør ukendt sted LØST

af Kurt D. Jensen, 8/5 2022, 19:34 (922 dage siden) @ Kurt D. Jensen

Hejsa,

Billedet er taget mellem Vordingborg - Masnedsund vedr. Storstrømsbro projektet.
Jeg er virkelig imponeret - Fantastisk at nogen i løbet af natten har været i stand til at komme med så mange nyttige og kvalificerede bud på hvor mit billede er taget.
Tusinde tak til Niels Munch og Jens Bruun-Petersen for den store hjælp.

Med venlig hilsen
Kurt D. Jensen

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak