Go´formiddag til alle.
Der er p.t. ingen bud, men heldigvis en god henvisning til Ordresamling P m.h.t. revisionsfrister på godsvognsmateriellet, på webmasters spørgsmål, om en definition på udtrykket ”Revisionsdato”.
Da det drejer sig om en definition vedrørende udtrykket ”Revisionsdato”, vil det efter min mening være meningsforstyrrende, at prøve også at indbefatte revisions- og reparationsfrister i denne, da fristerne er blevet ændret hen ad vejen. Disse informationer vil så passende kunne anvendes i ordbogens eventuelle emner vedrørende f. eks. ”Revisions- og reparationsfrister”.
Derfor vil MIT bud være – i mangel på en reglementarisk definition, der ikke kan findes - således:
Ved ”Revisionsdato” forstås normalt den dato angivet på motor- og vognmateriellet, hvor dette er udgået fra værksted efter en periodisk lovmæssig revision (revision = eftersyn, reparation og kontrol).
Dato for revision blev påmalet materiellet, normalt på vangen eller nederst på vognkassen. Der kunne forekomme variationer i opsætning, men som minimum skulle angives dato, måned og år. Yderligere kunne anføres i forkortelse, på hvilket værksted revisionen var udført. På personvognsmateriel anvendtes normalt gul skrift og tal, mens der på godsvognsmateriellet, blev anvendt hvid skrift og tal.
Ved damplokomotiver anvendtes ikke udtrykket Revision, men ”Reparation” og her skelnedes mellem Stor- og Lille reparation. En Lille (L) reparation fandt sted mellem to Store (S) reparationer. Andre reparationer blev betegnet som 0 (nul) reparationer.
Dato for reparation blev påmalet damplokomotivet, normalt helt fremme på barrierepladens underkant i gult med angivelse af dato/måned-år samt type af eftersyn, S eller L. 0 reparationer blev ikke anført. F. eks. 27/5-50 S. Havde en tender også gennemført en S eller L reparation, blev dette påført denne som på lokomotivet, men placeret enten på rammen eller nederst på tenderkassen.
Med hensyn til Revisions- og reparationsintervaller, se under dette.
Billede af Værkstedskort for DSB litra N nr. 205. Bemærk øverst under rubrikken ”Prøve” datoen 14/8 52. Her er lokomotivet prøvekørt og efter STOR reparation.
Foto: DSB
Billede af DSB N 205 netop udgået fra værksted, bemærk reparationsdatoen 14/8 52 S svare til Værkstedskortet.
Foto: Steffen Dresler
Billede af revisionsdato fra 1983 med liggevogn DSB litra Bgc. Gul farve på rød bund.
Foto: Steffen Dresler
Billede af ældre måde at angive revisionsdato på godsvognsmateriel ca. 1944, her litra TD
Foto: DSB.
Billede af mere moderne måde at angive revisionsdato på godsvogn, her Tjvg, ex HD/Gklms. 1982.
Foto: Steffen Dresler
Med venlig hilsen
Steffen Dresler