Hundested Havn

af Jørgen Pagh Jensen, 29/1 2022, 19:51 (1061 dage siden)

En gang i mellem går søndagsturen forbi Hundested havn - en gang i timen kører Lokaltoget fra Hillerød ned til havnen i korrespondance med færgen til Rørvig. Som regel passer det fint, nogle passagerer fra toget bliver dog pressede, idet de ofte kun har tre minutter til skiftet. Især hvis de skal løse billet først - de løber som regel lige forbi den lidt gemte billetautomat tæt på perronen og ned til den fjernere automat ved bilernes indkørsel. I virkeligheden kan man godt købe billetten ombord, men det ved mange ikke, nogle gange råber jeg det til dem.
Sidste søndag var jeg på sporjagt efter rester fra de spor, som engang førte tog helt ned til færgen. Det var ikke svært.
Her ses skinner titte frem under bane 1, tæt på reservefærgen, som ligger i vinterhi i det gamle leje. Dengang skulle passagerne ikke krydse en vej for at komme til færgen, til gengæld skulle bilerne krydse jernbanespor.
[image]


Her anes skinnerne gennem asfalten - og i baggrunden, lidt gemt bag den sølvgrå bil, ses den gule sporstopper, som nu benyttes.
[image]


Her anes skinnner over til den gamle færgeleje, som Hundested-Grenå færgerne brugte indtil 1969. Grenåfærgen lå omtrent der, hvor marinehjemmeværnets grå miljøskib ligger.
[image]


Selv man har lappet asfalten, kan man stadig se rester af sporet fra Grenåfærgen i 2022 - 53 år efter det blev nedlagt.
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak