"Standseilbahn" i hjertet af Kbh. (7 arkivfotos m.v.)

af Niels Munch, 17/1 2022, 16:31 (1075 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 17/1 2022, 16:57

God eftermiddag i forum,

Den er go' nok, nærmere betegnet på Slotsholmen.

I 1863-64 blev Christian IVs gamle krigshavn, Tøjhushavnen, tilkastet efter at have ligget ubenyttet hen i en årrække. I årene efter skød en række militære bygninger op på den tilkastede havns område.

I 1898-1906 opførtes tæt ved havnefronten en ny bygning til Det Kongelige Bibliotek efter tegninger af arkitekten Hans J. Holm, og biblioteket flyttede fra sine lokaler i Frederik IIIs gamle biblioteksbygning på nordvestsiden af den tilkastede Tøjhushavn til den nye bygning på sydøstsiden.

Flytningen af bibliotekets bogmasse på ca. 800.000 bind fandt sted over 30 arbejdsdage i sommeren 1906, og den ingeniørmæssige løsning af denne logistiske opgave var etablering af en kabelbane mellem de 2 bygninger. Denne "Standseilbahn" blev anlagt på en 120 m lang træbro ca. 10 m over terræn:

[image]Træbroen og den gamle biblioteksbygning set fra den nye.

[image]
Situationsplan, øverst den gamle, nederst den nye biblioteksbygning.

[image]Træbroen og den nye biblioteksbygning set fra den gamle.

På broen var anlagt 2 kørespor, ét for hver køreretning, samt et "fodgængerspor", og ophængt i galger over køresporene kørte en elektrisk drevet "uendelig" wire:

[image]Tværsnit af træbroen.

Ved den gamle bygnings facade var opstillet et elevatortårn således, at vognene via elevatoren kunne distribueres mellem broen og bygningens etager. Ligeledes fandtes elevator inde i den nye bygning. Ved elevatortårnet var et maskinhus med elektromotorer for såvel elevator som for kabelbanens "uendelige" wire.

Der anvendtes i alt 24 vogne, der hver havde et fast hjul i hver side samt et svingbart hjul placeret i hver ende i vognens midterlinie. De svingbare hjul blev styret af køresporets skinne, der i form af 2 vinkeljern var placeret midt i køresporet. Vognenes hjul var gummibelagte, og hjulenes placering gjorde vognene lette at manøvrere, så de inde i bygningerne fri af sporet kunne køres manuelt rundt, hvorved man slap for omlastning ("Zweiwegefahrzeug").

[image]En vogn i sit kørespor på broen. I baggrunden Frederik IIIs gamle biblioteksbygning.

På vognen ses den "gaffel", der bringes til at gribe den "uendeligt kørende" wire, når vognen skal ud på køresporet og automatisk trækkes over broen. Fremdriftsprincippet er således det samme, som anvendes på San Francisco's kabelsporvogne, der blot har wiren i nede sporet.

[image]En tom vogn i den nye bygning, klar til returkørsel.

70 soldater bistod ved flytteoperationen, der også bl.a. bestod i støvsugning af bøgerne inden disses pakning og transport, hvorimod trækonstruktionen tilskrives tømrermester Kornerup-Koch, som havde forpligtet sig til at tage materialerne tilbage efter endt flytning. Som konduktør for arrangementet stod ingeniør H. Willerup.

[image]

Det nye Kongelige Bibliotek blev royalt indviet 27.11.1906. Foran bygningen var en troppeafdeling fra æreskompagniet af 17. bataljon opstillet flankeret af et musikkorps, og til tonerne af honnørmarchen ankom kl. 12 de kongelige gæster med kejserinde Dagmar, kong Frederik VIII og dronning Lovisa samt kronprins Christian og flere andre royale.

Ingeniør Chr. Ramsing bragte en kort billedreportage fra flytningen i "Ingeniøren" den 01.12.1906: https://www.e-pages.dk/ingarkiv/2418/?page=11&query=bibliotek

samt en meget grundig beskrivelse af hele operationen i "Den tekniske Forenings Tidsskrift" af 31.12.1906: https://www.e-pages.dk/ingarkiv/10779/?page=203&query=bibliotek .

Det er morsomt at læse disse artikler, som de er affattet i den tidstypiske, grundige og nærmest "floromvundne" sprogbrug. Og skulle I savne noget i min beskrivelse ovenfor, finder I det med garanti hos Chr. Ramsing.

Den gamle biblioteksbygning blev i 1910 taget i brug af Rigsarkivet, og den tilkastede Tøjhushavn blev i 1920 til Det Kongelige Biblioteks have med bassin og springvand etc. I 1999 udvidedes biblioteket med Den Sorte Diamant.

Illustrationerne til nærværende indlæg er alle fundet i Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.


Bedste hilsener
Niels

"Standseilbahn" i hjertet af Kbh. (7 arkivfotos m.v.)

af Niels Munch, 17/1 2022, 20:11 (1075 dage siden) @ re20000

Hej Nold,

Tak for henvisningen; mon ikke mit indlæg kan tjene som supplement til Steen's?

Jeg vil især gerne gøre opmærksom på mine henvisninger til de interessante, samtidige artikler i "Ingeniørens" on-line arkiv.

Bedste hilsener
Niels

"Standseilbahn" i hjertet af Kbh. (7 arkivfotos m.v.)

af Krabsen, 17/1 2022, 20:17 (1075 dage siden) @ Niels Munch

Jeg har i al fald overset den første, så godt at Niels bragte det op igen.

Det minder mest af alt om et bjergværksanlæg - "lige til modelbanen"? :-P

"Standseilbahn" i hjertet af Kbh. (7 arkivfotos m.v.)

af Niels Munch, 17/1 2022, 21:30 (1075 dage siden) @ Krabsen

Det minder mest af alt om et bjergværksanlæg - "lige til modelbanen"? :-P

..... et vandret bjergværksanlæg, med et "trestlework" - tæt på magtens centrum :-D .

Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak