Chur [CH] 1988 og 2010 (11 fotos)

af Niels Munch, 19/4 2021, 13:42 (1343 dage siden)

Hej i Forum,

Som nævnt i forskellige indlæg gav familiferien i Vorarlberg Østrig 1988 anledning til enkelte commandoraids ind i det nærliggende Schweiz.

Og den 20. juli 1988 gik turen via Feldkirch og ad landevejen (så sparede vi den schweiziske motorvejsafgift) via Liechstenstein (og fyrsteslottet i Vaduz), Landquart (med RhB's værksteder) til Graubündens gamle, maleriske kantonhovedstad Chur.

[image]Chur, St. Martinsplatz med den reformerte Martinskirche, 20.07.1988 (nm).

Churs banegård betjener dels SBB strækningen Chur–Rorschach, dels Rhätische Bahns (RhB) metersporede strækninger Landquart–Thusis og Chur–Arosa, sidstnævnte fra banegårdspladsen. Og inden familien krævede besøg i Altstadt og på konditori, var det togtid på Bahnhofsplatz:

[image]

[image]RhB ABDe 4/4 nr. 485 med pendeltog mod Arosa, Chur 20.07.1988 (nm).

Chur-Arosa Bahn var på det tidspunkt elektrificeret med 2400 V DC, men blev 1997 omstillet til RhB's normalspænding 11 kV AC.

[image]Arosa pendeltoget bagfra med styrevognen ABt 1701, Chur 20.07.1988 (nm).

Det var Chur i 1988, hvor jeg anskaffede bogen "Die Rhätische Bahn" (OrellFüssli 1986 - ISBN 3 280 016 398), men byen besøgtes igen med JeTra (nu IDA Rail) i 2010, og Arosa-banen udgik stadig fra banegårdspladsen (men vejret var ringere):

[image]Arosa-Pendelzug på Bahnhofsplatz i Chur, 08.09.2010 (nm).

Styrevognen er den samme, men ombygget til AC og med ny front og førerrum i f.m. banens "omstrømning" i 1997, og banegårdspladsens bus- og togperroner samt postterminalen og selve banegården er blevet overdækket på forskellig vis, hvorimod en tunnelindføring af Arosabanen til Chur er opgivet.

På dette tidspunkt var togene lokomotivtrukne med Ge 4/4 II-lokomotiver.

[image]RhB Ge II 4/4 nr. 627 med pendeltog til Arosa, toget medfører godsvogn, Bahnhofsforplatz Chur 08.09.2010 (nm).

Naturligvis kørte vi op til kurstedet Arosa ad adhæsionsbanen, hvis stejleste delstrækning er på 60 ‰.

Vejrliget gjorde desværre, at der ikke var meget af banens mange seværdigheder, herunder Langwieser Viadukten at se:

[image]Der Langwieser Viadukt, Arosabahn 08.09.2010 (nm).

Toget er ankommet i Arosa, og godsvognene skal rangeres ned til cementværket:

[image]Arosa, 08.09 2010 (nm).

Vores pendeltog er herefter klar til returløbet:

[image]Arosa, 08.09.2010 (nm).

[image]Arosa-pendeltoget tilbage i Chur ved stop "Altstadt", 08.09.2010 (nm).

List "sært" med 11 kV AC på en slags sporvejsstrækning 1,6 km gennem byen. Nå, men vi hoppede af ved Hp Altstadt og smuttede gennem porten til:

[image]Gansplatz i Chur, 08.09.2010 (nm).

Efter indførelse af Allegra-togene forsvandt de lokomotivtrukne tog fra Arosabahn, og styrevognene blev skrottet.

Og vi fandt i Altstadt en hyggelig restaurant, hvor vi fik hestebøf (jeg skænkede ham en tanke, der blev kvalt i sin hestebøf, fordi postkusken uden for kroen bragte sin ekvipage til standsning med et højlydt "PRRRUHH").

Måske vi kan vende tilbage til RhB Landquart, hvis I gider?


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak