Næstved - Slagelse set fra luften - del 3
Det Kongelige Bibliotek har stillet mange luftfotos til rådighed via internettet. På strækningen fra Næstved til Slagelse er der mere end 150 stk. En del af disse vil blive præsenteret på disse sider. De originale billeder er blevet behandlet inden de bliver gengivet her, men under hvert billede er billedets navn i DKB’s database. De angivne årstal som der er angivet ved fotografierne skal betragtes med en vis skepsis, da der er en del fejl i databasen.
Bemærk at banens officielle km-tal udgår fra Slagelse, overkørsels numrene starter fra Næstved, men husenes numre starter i Slagelse. I Arkivet for Jernbaner findes flere billeder og tegninger fra banen.
Næste lørdag fortsætter turen til Sandved
Overkørslerne er markeret med røde numre og banehusene med blå numre. Baggrundskortet er det første udgivne lave målebordsblad fra starten af 1900-tallet.
Næste overkørsel på vej mod Hyllinge er nummer 28, der er lukket af et 3,8m led. Lige til venstre er en faldviser placeret. Her skifter banen fra vandret til en stigning på 2,25 ‰. Modsat faldviseren står kilometerstenen 30,8. Billedet er fra 1954 med Hyllinge mod venstre.
Originalens navn: H04324_006
I km 29,8 er vi nået til ovk 34 med tilhørende banehus. I 1991, hvor billedet er optaget er den tidligere bevogtning med bomme/advarselsblink nedtaget. Hyllinge mod venstre.
Originalens navn: A911251_031
Ovk 35 i km 29,5 er her fotograferet på en gråvejrsdag i 1954. Det gav fotografen mulighed for at tage billedet mod syd. Selve overkørslen ligger skjult af de stynede popler. Hyllinge er mod højre.
Originalens navn: H04324_008
Så er vi nået til Hyllinge, der ligger 4,9 km fra Fodby. Desværre eksisterer der kun 2 relativt dårlige billeder fra 1949 af ovk 38 og intet fra selve stationen. Ovk 38 ligger i vestenden af Hyllinge station. Her ses nordsiden af overkørslen med dobbelthus 20 nederst i billedet.
Originalens navn: L04418_034
Sydsiden af overkørsel 38 i km 27,8 optaget i 1949. Nederst til venstre ses stationsforstanderens have.
Originalens navn: L04418_033
--
Michael Karpova Christiansen
Arkivet for Jernbaner