Jeg talte lige lidt med min gode ven, Søren "Fut" Lindkilde, og han kom ind på at der fra de to stationer for Nordbanen og Klampenborgbanen ved 2. banegård i Gyldenløvsgade faktisk var 2 enkeltsporede baner ud til Hellerup og altså ikke dobbeltspor til at begynde med, så man i princippet kunne sende 2 tog afsted nogenlunde samtidig og så reducere behovet for at lukke diverse overkørsler i længere tid.
Jeg har prøvet at finde det billede, jeg ved jeg har set her af broen ved Inginiørkasernen ved Svanemøllen med kun en bue og 2 spor under.
Hvis det har været sådan helt tidligt hvor banerne var enkeltsporede, så kan man vel dårligt tale on at Klampenborgbanen startede på Nordbanens spor eller omvendt, da de jo havde hver sit spor ud af byen?
(Nu vil jeg finde bogen om de 3 Hovedbanegårde og læse lidt op på den, for der er der også lidt om byens baner.)
Hejsa,
Jo, det kan man godt, for der var endnu ikke anlagt dobbeltspor, da København - Klampenborg strækningen åbnede for trafik 22. jul. 1863. Man havde mellem København og Hellerup kun nået at fuldføre det østre af de to planlagte hovedspor. For at man både kunne bestride Nordbanens og Klampenborgbanens toggang tilfredsstillende, var der her et dobbeltspor under anlæg, men det blev først taget i brug 1. oktober 1863 sammen med Hellerup - Lyngby strækningen, og da var sommertrafikken overstået. Så din ven Søren "Fut" må sigte til et tidspunkt efter denne dato og sigtet er ret hypotetisk. Der blev ifølge køreplanerne aldrig sendt 2 tog afsted samtidig, og med den meget begrænsede toggang var der endnu intet behov for at "lukke diverse overkørsler i længere tid".
Det ene af de to dobbeltspor blev således ikke meget anvendt det første vinterhalvår, hvor trafikken var minimal. Der kørte på hver af de to baner kun 3 tog i hver retning dagligt. Kun 6 daglige togpar Kh-Hl kunne man snildt klare uden problemer.
Ved udsendelsen af et cirkulære af 14. maj 1864 blev stationerne instrueret om, at fra dagen efter skulle alle tog, som afgik fra København til Hellerup køre på det østlige spor, og alle tog, som afgik fra Hellerup mod København køre på det vestlige spor. Hermed var der i praksis indført højresporskørsel på dobbeltsporede strækninger på de danske jernbaner. Reglerne for kørsel på højre spor var imidlertid allerede foreskrevet i politireglementet af 12. juni 1847 for København - Roskilde banen. Her havde de blot ikke haft nogen praktisk anvendelse, da denne banes dobbeltspor mellem København og Valby var blevet trafikeret som to parallelt løbende enkeltsporede strækninger.
Kjøbenhavns Personstation (internt kaldet Station I) åbnedes for trafik 14. oktober 1864 og benyttedes, som de fleste bekendt, af togene til og fra vest. Frem til 1874 benyttedes den dog i vinterhalvåret af Klampenborg- og Nordbanetog, hvor Station II og Station III var lukket.