Næstved - Slagelse set fra luften - del 1
På Facebook laver jeg en serie om Næstved - Slagelse set fra luften. Da en del af "herreværelset" ikke er på Facebook vil jeg parallelt med Facebook offentliggøre billederne, som ganske vist er i en mindre opløsning.
Det Kongelige Bibliotek har stillet mange luftfotos til rådighed via internettet. På strækningen fra Næstved til Slagelse er der mere end 150 stk. En del af disse vil blive præsenteret på disse sider. De originale billeder er blevet behandlet inden de bliver gengivet her, men under hvert billede er billedets navn i DKB’s database. De angivne årstal som der er angivet ved fotografierne skal betragtes med en vis skepsis, da der er en del fejl i databasen.
Bemærk at banens officielle km-tal udgår fra Slagelse, overkørsels numrene starter fra Næstved, men husenes numre starter i Slagelse.
Næstved station set mod nord i 1956.
Originalens navn: B-dia_02118_010
Overkørslerne er markeret med røde numre og banehusene med blå numre. Baggrundskortet er det første udgivne lave målebordsblad fra starten af 1900-tallet.
Nord for Næstved forgrener banerne sig mod 3 destinationer. Til højre drejer banen af mod Køge, i midten er banen mod Ringsted og til venstre drejer banen af mod Dalmose.
Billedet er optaget i 1957. Originalens navn: B02424_018
Banen mod Dalmose drejer her til venstre og føres over Herlufsholms Allé. Selve alléen markerer den nedlagte ovk 4. Længere fremme i svinget ses de sidste dæmningsrester fra militærsporet. Dette spor forbandt Slagelse-Næstved banen med Køge-Næstved banen. Skjult i træerne ligger der først en lille kirkesti og broen over Susåen. Der hvor banen går ind i træbevoksningen ligger ovk 6 som kan ses på det næste billede. Dette billede er fra 1957.
Nord for Herlufsholm kostskole ligger ovk. 6 med et tilhørende banehus. Billedet er fra 1957.
Originalens navn: B02424_022o
Her er vi nået til ovk. 12 med tilhørende banehus. Overkørslen er ved at få opsat automatisk advarselsanlæg (stadig dækket til af plastik). Billedet er angivet til af være optaget i 1959. På det tidspunkt var Ladby Sjælland trinbræt nedlagt. Perronen lå i nederste venstre hjørne af billedet.
Originalens navn: B08843_013
--
Michael Karpova Christiansen
Arkivet for Jernbaner