Munkedals Jernväg [S] (5 fotos)

af Niels Munch, 8/2 2021, 11:47 (1393 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 8/2 2021, 12:38

God formiddag i Forum,

Hvis man kører til Norge langs den svenske vestkyst, kan man passende indlægge en pause i Åtorp ca. midtvejs mellem Göteborg og grænsen. Her har den i 1983 stiftede Munkedals Jernvägsklubb indrettet "hovedstation" for sin 600 mm museumsbane, der forløber ca. 3 km til Munkedals Hamn.

I sommeren 1985, da vi kom forbi på vej til Norges-ferien, havde man netop indledt museumsdriften. Da det overlevende materiel fra den oprindelige Munkedals Jernväg var havnet ved Östra Södermanlands Järnväg, havde man skaffet sig et polsk damplokomotiv samt bygget "sommervogne":

[image]Ex PKP T49-111 (Chrzanów 1901/1949) med sommervogn i Åtorp, 27.07.1985 (nm).

Lokomotivet, der findes endnu, fik "Nr. 7 MUNKEDAL", og kan anses som en polsk version af Henschel's industrilok "Type RIESA".

[image]Museiföreningen Munkedals Jernväg, MJ lok 7 "Munkedal" o.1990. Fotograf ukendt. www.digitaltmuseum.se - ID: JvmKDAJ05620.

I Polen kørte lokomotivet med tender (der ikke kom med til Sverige), som f.eks. sin søstermaskine T49-114, der er bevaret ved samlingen i Wenecja, Wielkopolska.

Som blikfang i Åtorp havde foreningen opstillet dette lokomotiv:

[image]O&K 13088/1937 (891 mm sporvidde) som blikfang i Åtorp, 27.07.1985 (nm).

Et opslag hos IndustriBaneFöreningen giver dette levnedsløb:

Orenstein & Koppel 13088/1937 891 mm B, Granit AB C.A. Kullgrens Enka (via Carl Ström), Bohus-Malmön
1962 skrotfirma A.Jansson & Co
c1964 uppställt Uddevalla kommuns trafiklekskola
1984 MJ järnvägsklubb Munkedal (MJK)
1995 Hjo (musei), hamnpiren

I Hjo på vestsiden af Vättern kom maskinen måske mere til sin ret, idet Hjo betjentes af 891 mm banen Hjo–Stenstorps Järnväg (nedlagt 1967), som via dampskibet S/S TRAFIK skaffede forbindelse med Hästholmen på søens østside og sparede en omvej på ca. 140 km.

[image]O&K 13088/1938 opstillet med godsvogne på 891 mm spor med S/S TRAFIK i baggrunden, Hjo Hamn 2003.
Foto: Fredh, Terje. www.digitaltmuseum.se - ID: Fo170201AF.

Om det er lykkedes kræfter på Bohus-Malmön at få O&K-maskinen "hjem igen", aner jeg ikke i skrivende stund.

Da familien atter var på vej til Norge i 1991, var der jo blevet "tradition" for pause i Åtorp ved Munkedal:

[image]Munkedals Jernväg, Åtorp med ex London Transport Route Master RM699 samt lok 7 med tog i baggrunden, 07.1991 (nm).

Om bussen blot var blikfang, aner jeg ikke; men jeg traf den i 2013 som rullende iskagebod på Fisktorget i Karlskrona. Bussens data kan faktisk findes her: https://www.svenskbusshistoria.se/asp/search/bdata.asp?id=60357&omni= . Den havnede som blikfang hos en Morgan-forhandler.

Lidt historik: Munkedals Jernväg blev anlagt i 1895 som personførende 600 mm bruksbana på 5,6 km mellem Munkedals Pappersbruk (benævnt Munkedal Övre) og den nyanlagte Munkedals Hamn, hvorfra der med S/S MUNKEDAL var forbindelse til Göteborg. Med tilkomsten af Bohusbanan flyttedes omladningen til Munkedals nye station (benævnt Munkedal Nedre), og havnens betydning svandt med tiden. Endelig omsporedes bruksbanan til 1435 mm i 1954. Trafik Munkedals Nedre - Hamnen ophørte i begyndelsen af 1970'erne. Munkedals Jernvägsklubb (stiftet 1983) ilagde 3. skinne mellem Åtorp, hvor der ikke tidligere havde været station, og havnen, og påbegyndte som nævnt museumstrafik i sommeren 1985. I 2005 kunne klubben ibrugtage sporet til Munkedal Nedre og opnåede derved en strækningslængde på 3,3 km smalspor. Når det nu og da kniber med trækkraft, låner man hos Ohs Bruks Järnväg.

Så på denne måde fik jeg lidt styr på, hvad jeg fotograferede i forbifarten (læs "tissepausen") i Åtorp undervejs til Norge i 1985 hhv. 1991, og håber, andre også har fornøjelse af indslaget.


Bedste hilsener
Niels

Munkedals Jernväg [S] (5 fotos)

af re20000, 8/2 2021, 22:56 (1392 dage siden) @ Niels Munch


Så på denne måde fik jeg lidt styr på, hvad jeg fotograferede i forbifarten (læs "tissepausen") i Åtorp undervejs til Norge i 1985 hhv. 1991, og håber, andre også har fornøjelse af indslaget.


Bedste hilsener
Niels

I den grad, tak for atter at udvide vores horisont, Niels. Det grønne lokomotiv lever da virkelig op til formålet som blikfang, var der mon udsalg hos den lokale farvehandler?

Nold

Munkedals Jernväg [S] (5 fotos)

af Niels Munch, 8/2 2021, 23:17 (1392 dage siden) @ re20000

Det grønne lokomotiv lever da virkelig op til formålet som blikfang, var der mon udsalg hos den lokale farvehandler?

Hej Nold,

Det er nok en "pædagogisk farve", loket har fået, mens det stod hos Uddevalla kommuns trafiklekskola.

M.v.h.

[image]Niels

Munkedals Jernväg [S] (5 fotos)

af K564, 9/2 2021, 10:21 (1392 dage siden) @ Niels Munch

Herligt, så lærte vi noget nyt om broderlandets jernbaner. Der er da byttet lidt rundt på farverne.
Hilsner Keld

Munkedals Jernväg [S] (kuriosa m. 2 fotos)

af Niels Munch, 9/2 2021, 09:41 (1392 dage siden) @ re20000

Apropos farver på Orenstein 13088/1937, så faldt det mig pludselig ind at gurgle på "Uddevalla kommuns trafiklekskola", hvorefter digitaltmuseum.se straks hostede op med denne ca. 10 min. smalfilm: https://digitaltmuseum.se/021116107631/dokumentarfilm-uddevalla-1965-1968 .

Fra min. 2:16 besøges byens "trafiklekskola", hvor de små svenske lærer venstrekørsel (så sekvensen må være fra før "H-dag" den 3. september 1967). I min. 3:16 dukker "vores" lokomotiv op, idet det er med til at illudere 'overkørsel':

[image]Screendump fra "Dokumentärfilm Uddevalla 1965 - 1968".

..... og er iført ganske andre farver end den vegetargrønne fra Munkedal.

PS: Husk i øvrigt, at Museiföreningen Munkedals Jernväg renoverer på "vores bulgarske brigadelok" fra julekalenderen 2020.

Apropos lokomotiver på Munkedals Jernväg, så anskaffede bruksbanan dette normalsporlok, da den i 1954-55 var omsporet til 1435 mm:

[image]MJ dieselhydraulisk lokomotiv V3 nr. 1, Esslingen 5104/1953, foto okt. 1954. Ukendt fotograf. Billed ID: JvmKDAJ05626.

Jeg har taget dette med, fordi lokomotivet ikke figurerer på https://www.svenska-lok.se/ - oversigten over SJ V3; det blev nemlig overtaget af SJ og videreført som SJ V3 nr. 1, da SJ i 1965 overtog betjeningen på Munkedals Jernväg. Udrangeret 1982.

Den normalsporede persontrafik, der ophørte 1965, blev i øvrigt varetaget af en brugt, 2-akslet Hilding Carlsson skinnebus (ex SJ Y 355 fra 1937, købt 1954 og oph. 1965 i Munkedal).

Denne tysksprogede wiki om MJ er ret grundig: https://de.wikipedia.org/wiki/Bahnstrecke_Munkedals_%C3%B6vre%E2%80%93Munkedals_hamn - ligesom der er rigtig mange fotos fra smalsportiden på www.digitaltmuseum.se.


Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak