Dansk Jernbane-Klub 1961-15. januar-2021
Ja - det var de år... Jeg startede i DJK med medlemsnummer 267 og var med fra starten i Østerport remise og bankede rust af undervognen på GDS C 40 - og var med i Maribo efter "the very first beginning" som 20 årig og brugte en masse af min ungdom i 1960´erne indtil det gik galt mellem arbejdsholdet i Maribo og bestyrelsen i København. Så en del praktiske folk med Svend Jørgensen i spidsen forsvandt og lagde grunden til Nordsjællands Jernbaneklub og veterantog - uden mig, som i stedet aftjente værnepligt på et andet plan i Royal Danish Air Force og efterfølgende skrev mere end 30 jernbanebøger og fik godt 30 år som trafikjournalist og dermed ret meget at gøre med et utal af mere eller mindre kvalificerede DSB-direktører og ditto skandaler... Det kan der skrives og fortælles meget om.... Har da også været på lidt road-show med mit foredrag "Fem skandaler og en succes" hos lokale jernbaneklubber.... I 1960´erne var vi også et lille hold, som nåede at få gennemfotograferet de mange jernbaner, der blev nedlagt i DK og Sverige - og de grønne damplokomotiver i Finland.
At seriøse jernbaneinteresserede kan undvære at være medlem af DJK og undvære det overordentligt professionelle tidsskrift "Jernbanen"(produceret af amatører) kan jeg ikke begribe...
Men når man ser hvad DJK og aflæggende lokale jernbaneklubber har præsteret - både med bevaring af materiel og etablering af veteranbaner, så tager jeg hatten af og bøjer mig i respekt.
Jeg håber, at der kommer nogle yngre efter nogle af de efterhånden grå- og tyndhårede i denne tråd.
Hold kedeltrykket oppe.
Niels Jensen