Farvel til KS sporvognslinie 9 (2 fotos m.v.)

af Niels Munch, 4/7 2012, 14:02 (4524 dage siden)

Ved driftsdøgnets ophør lørdag, den 30. april 1966 ophørte sporvognsdriften på KS linie 9, der fra og med søndag, den 1. maj 1966 erstattedes med buslinierne 9 og 18, hvor nye "fremtidsbusser" indsattes.

[image]

For at markere dette "store fremskridt" foranstaltede KS den 1. maj 1966 en kavalkade fra Svanemøllen Remise til Allégade Remise. I spidsen for kavalkaden kørte den 2-etagers Frederiksberg-museumsmotorvogn med bivogn. Heri befordredes indbudte gæster. Derefter fulgte 25 af de gamle, dødsdømte 2-akslede vogntog samt endelig 50 (!) "fremtidsbusser".

I optoget, der satte sig i gang kl. 11:15, havde jeg taget plads i bivogn 1357 i et linie 2-vogntog, og indledningsvis gik det meget fredeligt for sig, trods de mange mennesker. En af KS' "trisser" delte fornøjet ud af små linieskilte, og det igangsatte en veritabel plyndring, hvor overvejende yngre, mandlige passagerer med deres medbragte værktøj forsynede sig med alskens sporvejssouvenirs. Vognene skulle jo alligevel futtes af ude på Pumpehusvej .....

Tumulten eskalerede, og jeg valgte at stå af "på fri bane" lige efter Frederiksberg Station, hvor det lykkedes mig at tage de efterfølgende fotos med min Fars gamle Kodak 6½ x 11 mellemkrigs-bælgkamera, som ikke var særlig egnet til "levende billeder".

[image]
Kavalkade med 2-akslede vogntog på Falkonér Allé 01.05.1966 (nm).

Måske nogle af ungersvendene kan genkende sig selv ;-) ?

Ingen af kavalkadens mange busser medtog passagerer.

[image]
Nogle af de 50 KS "fremtidsbusser" (Leyland-DAB serie-I) på Falkonér Allé, 01.05.1966 (nm).

Den ordinære linie 18 har sine kvaler .....


Bedste hilsener
Niels

PS: Linie 2 destinations-klap-hængeskiltet har jeg endnu :-P .
Mer' PS: Niels af Perth var tillige med sidste ordinære linie 9 sporvogn den 30.04.1966 fra Holmbladsgade, bestående af KS 252 + 1438.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Veterantog kalenderIndsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak