Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Peter Andersen, Hedehusene, 4/2 2013, 21:03 (4339 dage siden)

[image]

Udover de 3 diesellokomotiver, der senere blev DSB traktor 1, 2 og 3, har der været yderligere mindst et motorlokomotiv i Danmark efter befrielsen i 1945.
Et par km nord for Hjøllund på Funder-Brande banen lå et af Luftwaffes ammunitionsdepoter, et større anlæg med 132 bygninger, sidespor fra DSB og smalspor internt. Ligesom flyvepladserne blev det i 1945 overtaget af RAF i, som skulle stå for oprydningen og bl.a. sprænge ammunitionen. 1-4-1946 rømmede RAF området og i den forbindelse var der pressebesøg på stedet. Både af avisomtalen og avisfoto fremgår det, at der på depotet bl.a. var et tyskbygget diesellokomotiv. Ud fra foto kan ses, at der må være tale om et type WR200B14, som er en lillesøster til DSB Traktor 1, og som blev leveret i større antal til Luftwaffe.
Der fremgår ikke noget om, hvad der senere skete med lokomotivet, men det er nok gået retur til Tyskland sammmen med andet gods, som englænderne tog med i 1946.
Billedet er kopieret ud fra en avismikrofilm, så det er desværre alt andet end fremragende.

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Steffen Dresler, 5/2 2013, 19:38 (4338 dage siden) @ Peter Andersen

Go´aften til alle.

Peter skriver bl.a. (forkortet):

”Udover de 3 diesellokomotiver, der senere blev DSB traktor 1, 2 og 3, har der været yderligere mindst et motorlokomotiv i Danmark efter befrielsen i 1945.
Ud fra foto kan ses, at der må være tale om en type WR200B14, som er en lillesøster til DSB Traktor 1, og som blev leveret i større antal til Luftwaffe (Lw).
Der fremgår ikke noget om, hvad der senere skete med lokomotivet, men det er nok gået retur til Tyskland sammen med andet gods, som englænderne tog med i 1946”.

Lw modtog 30 stk. WR200B14 af de i alt 75 producerede ”Krigsmotorlokomotiver” af denne lille type. Yderligere blev ca. 3 stk. leverede til civile firmaer. Ser man efter i de tilgængelige lister, synes ikke nogen af de til Lw leverede, at have haft tjenestesteder i nærheden af Danmark, når ses bort fra ”Fligerhorst Schleswig Land”.
Det er muligt, at Lw engang i midten eller slutningen af krigen, har overført et lokomotiv af denne type for tjeneste bl.a. i det nævnte store ”Lw Muni” i nærheden af HJØLLUND, hvad dets tyske navn så end har været. Depotet har med stor sandsynlighed forsynet både VEJLE (Vandel) som GROVE (Karup) samt eventuelle satellitpladser.
At traktoren har tilhørt Lw – eller en civil entreprenør - gør imidlertid, at det skulle have været opført i listerne over tyske efterladenskaber ”Direktoratet for Vareforsyning - Kontoret for tyske Efterladenskaber”, hvilket det ikke gør. Årsagen kan være, at de Britiske myndigheder overtog traktoren sammen med depotet efter den tyske kapitulation. Derfor ikke har været genstand for en senere dansk undersøgelse og indførelse i en fortegnelse.
Af de tilgængelige lister jeg har kunnet se i, fremgår det ikke, at der har været en traktor i Danmark samt ej heller bemærkninger om en traktor, der er blevet tilbageført til Tyskland fra Danmark. Nogle traktorer (tilbageførte som værende i Tyskland ved kapitulationen) overgik til indledningsvis ”Deutsche Reichsbahn West”, fra 1949 Deutsche Bundesbahn, andre til Frankrig, nogle til det nye Østtyskland som krigsskadelokomotiver og endnu et par stykker til nogle privatbaner. Men i hvert tilfælde gjorde tre traktorer type WR200B14 tjeneste ved ”British Army on the Rhine” (BAOR) i lang tid efter krigen.
Men da vi ikke kender traktorens nummer fra Danmark er det kun gætværk, at det kunne have været en af disse. De var DEUTZ 39624 som BAOR N0. 39624, DEUTZ 39662 som BAOR N0. 39662 eller DEUTZ 46515 som BAOR N0 46516. Og sidstnævnte var leveret som tidligere entreprenør traktor til firmaet Wolff & Co. Dette var et kemisk firma, der bl.a. fremstillede sprængstoffer og krudt, HVORFOR det kunne have været anvendt på depotet i HJØLLUND, hvis der også har været en ammunitionsfabrik tilknyttet fra dette firma?
[image]
Fabrikstegning af WR 200 B 14.

Jeg kan for nærværende ikke komme videre, men kan læserne komme med supplerende informationer? Det er jeg sikker på at både Peter, jeg og mange flere vil kunne sætte pris på for at kunne gøre bl.a. besættelsestidens jernbanehistorie så korrekt som muligt.

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Steffen Dresler, 6/2 2013, 08:09 (4337 dage siden) @ Steffen Dresler

Go´morgen!

Faldt lige over en bemærkning i Stefan Lauschers bog "Die Diesellokomotiven der Wehrmacht", EK-Verlag, ISBN 3-88255-236-0, hvor der på side 129 er anført (uhjælpeligt oversat og ændret):
At begge traktorer (Deutz nr. 46516 - 46517) skulle have haft byggenr. 27331 - 27332. Sammen med den første prøvetraktor, udviste disse tre traktorer i forhold til serietraktorerne nogle forskelle, bl.a. fladt tag, større køler overfalde etc.
På side 174 er tre fronttegninger af nr. V20 001, 008 og 023, hvoraf 008 er en af de traktorer, der blev solgt til kemifirmaet Wolff & Co.
Hvis denne tegning står til trone - og hvorfor skulle den ikke det - så er traktoren på avisbilledet en "almindelig" traktor, altså leveret til enten Lw (RLM) eller OKH.
Så nu er vi tilbage i de 30 leverede til RLM (Lw), (bandeord)!

Fortsat god dag til alle.

Steffen

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Niels Munch, 6/2 2013, 08:23 (4337 dage siden) @ Steffen Dresler

Pløjede Lauscher igennem i går aftes og fandt ingen indicier. Og ja, fronten taler for en "seriemodel". Kendte vi blot navnet på den tyske militære myndighed, hvorunder Hjøllund-depotet sorterede, kunne vi evt. komme videre.

M.v.h.
Niels

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Toksvig, 13/8 2013, 23:44 (4149 dage siden) @ Niels Munch

Fantastisk lige at støde på dette emne.. Jeg har en stor interesse i området omkring Hjøllund og anlægget omkring det.
Jeg har forsøgt at finde info omkring materiellet brug derude, og jeg kan supplere med et par ting.
Der har IKKE været fremstilling af ammunition der, udelukkende oplagring af bomber til fly.
De 132 bygninger der er nævnt, er to læsseramper, to murede brændstofbunkere, og derudover en lang række træ barakker til opbevaring af ammo, samt en mindre "by" et stykke væk fra selve anlægget.
I et anlæg nogle km derfra, har der været oplagring af håndvåbenammunition, ligeledes under Luftwaffe.

I Hjøllund anlægget gik der et normaltspor ind fra hovedbanen, men denne har kun været ca 2-3 km lang, og denne gik ind forbi to aflæsseramper, hvor ammunitionen blev omlæsset til smalspor, og derefter kørt til opmagasinering.

Jeg er blevet oplyst at der har været omkring 12 km smalspor i området, men det er meget svært at se hvor disse spor har været, da der efter krigen har været stor aktivitet, da anlægget derefter tjente som NATO ammo lager, og her blev der anlagt veje, hvor de tidligere smalspor lå, og der blev bygget omkring 80 beton ammo bunkere.

At der skulle have været tilknyttet en traktor dertil, har måske været muligt, men omvendt, så ville funktionen have været at transportere ammunitionen videre til fx Ry flyvestation.
Vil det ikke være mere realistisk at traktorerne/de benyttede lokomotiver ville være tilknyttet andre steder?

Hvis der er nogen der ligger inde med info omkring smalsporslokomotiverne, som også var diesellokomotiver, vil jeg da meget gerne høre om det..

Og Peter, hvilken avis og datering har du fundet billedet i?

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Toksvig, 13/8 2013, 23:50 (4149 dage siden) @ Toksvig

..Jeg kan lige supplere med, at hovedbanen først blev brudt op, da den kolde krig var endelig afsluttet, sporene skulle bruges til at transportere NATO ammunition på, hvis dette var blevet nødvendigt.

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Peter Andersen, Hedehusene, 14/8 2013, 14:51 (4148 dage siden) @ Toksvig

Hej.
Billedet er fra Horsens Folkeblad 2-6-1946, som havde en større artikel. En af de andre Horsens-aviser (Horsens Avis eller Horsens Soc.-Dem.) havde en andet billede set forfra. Da jeg i København kun har adgang til mikrofilm, blev de ikke bedre. Hvis man vil se originalaviserne kan det kun lade sig gøre på Statsbiblioteket i Århus eller måske i Horsens?).
Anledningen til artiklerne var, at RAF, som havde besat området ligesom flyvepladserne i 1945), forlod området efter at have anvendt det som sprængningsplads for tysk ammunition. I teorien kan der være tale om et Wehrmacht-lokomotiv, som RAF har medbragt fra Tyskland, men efter oplysninger i artiklen har der været et lokomotiv på pladsen under krigen, og der var også en remise til det.
Der er ingen oplysninger om de to smalsporede lokomtiver. De blev annonceret til salg i 1947 af Straffelejren i Hjøllund (uden data) og solgt til Wright, Thomsen & Kier.
Straffelejren stod for rensning af området for ammunitionsrester og forsagere efter englændernes sprængninger.
Der findes en sag i Rigsarkivet med kort over lejren med spor, bygninger mm. angivet. Den er dog nok stadig underlagt fortrolighedsfristen, så man skal have tilladelse til at se i den.
Søg på Kontoret for tyske efterladenskaber , derpå Politimestrenes . Herunder er der 4 poster fra Horsens, hvor papirerne burde ligge.
De er pakket om siden jeg så dem, så jeg ved ikke hvilken kasse, de ligger i.

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Toksvig, 14/8 2013, 16:38 (4148 dage siden) @ Peter Andersen

hej Peter.
Fantastisk!! Jeg har en kombineret interesse for både jernbanerne men også en militærhistorisk interesse i området, og det undrer mig egentlig hvor lidt området er beskrevet..
Jeg har noteret mig aviserne, så vil jeg have fundet det frem ved lejlighed.
Jeg har søgt i landsarkivet i Viborg, og har fundet en del omkring opbygningen af lejren, samt dets funktion som fangelejr, som jeg skal have kigget på ved lejlighed. (Dog er der også her, noget af materialet som er underlagt fortrolighedsfristen)
Jeg har et kort med skitse over ammoanlægget, med baner, men det er med påtegning af de nuværende bunkere, som efter sigende ikke egner sig til offentliggørelse, desværre er det dog ikke med selve lejren på.
Men igen tusind tak for info, det er yderst brugbart for mig..

Ukendt Luftwaffe-lokomotiv

af Nomisdk ⌂, Skanderborg, 16/1 2018, 21:56 (2532 dage siden) @ Toksvig

Hej

Jeg ved godt det lidt er en gammel tråd, men hvis nogle skulle være mere interesseret i emnet, så har jeg følgende besked fra en ven:

Jeg har mere info om området og er ved at skrive om det, så vil gerne høre mere så skriv til mfo@mf-design.dk

--
Mvh
Simon Mosbjerg Mørch
https://www.simontog.dk
[image]

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak