Jeg bringer lige hele historien bag dagens billede i et seperat indlæg.

Det glæde jeg mig til.
Hilsner Keld

Her er historien bag kalender-billedet:

Om sommeren er Korsika et meget tørt sted, og maki'en hærges ofte af ildebrande. Jeg spurgte om årsagen dernede og fik alle mulige svar: Selvantændelse, uforsigtige turister, nabostridigheder, men uanset hvad grunden er, så spiller en brand en rolle i det følgende.

Jernbanerne på Korsika er metersporede, og hovedlinjen går fra Ajaccio på sydvestkysten af øen til Bastia på nordøstkysten, og fra mellemstationen Ponte-Leccia går der en sidelinje ud til Calvi på nordvestkysten.

I sommeren 1981 ville jeg taget turen fra Ajaccio til Bastia. Det var højsæson for turisme, og toget var stopfuldt. Rejsen ind gennem de centrale dele af øen er smuk, og selvom jeg kun havde en ståplads med ryggen mod motorrummet, nød jeg turen fuldt ud.

Ved siden af mig stod en ung fransk pige og kiggede gennem et koøje ind i motorrum og førerrum, så hun havde et vist udsyn fremad.

Sent på eftermidagen nærmede vi os Bastia, og pludseligt råbte hun på fransk: ”Pas på! Vi kolliderer!”

Sekundet efter lød der et brag, og forenden af vores motorvogn hoppede af sporet.

Det stod hurtigt klart, hvad der var sket. Vi befandt os i en gennemskæring med dårlige oversigtsforhold, og vi var kørt op bag i et holdende godstog. Det var stoppet, fordi en ildebrand forude havde bredt sig til sporet.

Vores motorfører havde fået en hjernerystelse, og en læge blandt passagererne tog sig af ham. Vi andre slap med knubs og småskrammer.

Her er tre billeder taget før kalenderbilledet:

Vores Renault-motorvogn rangerer i Ajaccio

Klar til afgang fra Ajaccio

Ophold i Ponte-Leccia

Nu er man jo ikke jernbane-entusiast for ingenting. Vores tog var blevet noget forsinket på turen, og for en god ordens skyld kiggede jeg på køreplanen. Det viste sig, at der kort efter ville komme yderligere et tog fra Ajaccio!

”Det vil køre op bag i vores!” tænkte jeg: ”Der kan ske endnu en ulykke!” En ferierende funktionær fra de franske statsbaner havde fået samme tanke, og sammen gik vi bagud ad sporet for at standse det frembrusende tog.

”Ved De, hvordan man standser et tog?” spurgte han, og jeg svarede stolt på mit bedste fransk: ”Man stiller sig ved siden af sporet med armene sådan” - og jeg rakte begge arme i vejret.

Men man havde adviseret den sidste station før ulykkesstedet, så toget var standset der, og jeg blev ikke helt i denne omgang. (Heller ikke... )

Vi kørte i busser til endestationen i Bastia.

Bedste hilsner