En rejse fra Dagebûll til Oland og Langeness

af Flemming, 8/12 2020, 17:36 (1447 dage siden)

Vi har to gange i julegætterierne besøgt den spændende Lore-bane fra Dagebûll til Langeness via Oland.

Jeg tillader mig af den årsag at anvende dette forum og fortælle om mit besøg på Oland i juni måned 2017.

Jeg har besøgt banen en del gange siden 1984 og senest i 2017. Mange interesserede besøger og besigtiger banen i den forforståelse, at det alene er beboerne, der må befare banen, men det kan faktisk lade sig gøre som almindelig turist at bruge banen. Man skal bare booke et ophold i et af pensionaterne på Oland. Eventuelt hos Haus Nommensen, som også tilbyder halv- og helpension. Nogle af de øvrige pensionater tilbyder kun overnatning og et lille køkken, hvor man kan forpleje sig selv. Man aftaler at blive hentet med Lore i Dagebûll på et specifikt tidspunkt og kan nyde den fantastiske tur ud over vadehavet med en som oftest hjemmebygget Lore.

Det kan ikke lade sig gøre at bruge Loren helt til Langeness, idet der er færge fra Schlûttsiel, som skal benyttes af turister til Langeness for at mindske færdslen på smalsporsbanen til Dagebûll. Forudsætningen for at bruge Lore er, at man bestiller et ophold på Oland. Praksis hos pensionaterne er, at man skal mindst booke to overnatninger. Dette for at sikre indtægtsgrundlaget, men også for at reducere mængden af transporter til fastlandet, der er tidkrævende for pensionaterne. Jeg har dog erfaring med, at det kan lade sig gøre at forhandle antallet af overnatninger ned.

Indbyggerne på Langeness og Oland kan frit bruge banen i weekender. På hverdage er benyttelsen indskrænket, idet der tyske Landesbetrieb für Küstenschutz disponerer banen på hverdage fra kl. 8 – 16, hvor der arbejdes med kystsikring og beplantning af vaden. Det kan dog sagtens lade sig gøre for beboerne at bruge banen på hverdage, de skal blot ringe og aftale det med Landesbetrieb für Küstenschutz.

Alle kender hinanden på øerne, og der samarbejdes godt med at få koordineret brugen af banen. Eksempelvis kom der en Lore fra fastlandet hver morgen kl. 7.30 med et par tækkere, der skulle arbejde på Oland, hvorefter Loren fortsatte til Langeness med en murer, der havde opgaver der.

Selve turen ud over vadehavet er fantastisk. Turen fra Dagebûll indledes på ”smalsporsstationen”, hvor banen passerer et pensioneret fyrtårn, der i dag kan bookes som ferielejlighed med en fantastisk udsigt. Loren kører op over dæmningen i en lang og svag stigning. På vej ned ad dæmningen er der et stikspor lige inden banen drejer ud over vadehavet. Dette stikspor blev anvendt af den tidligere købmand på Langenees til at henstille vogne, der skulle læsses.

Hastigheden er beskeden, så man kan fint nyde turen på vej til Oland. 3 kilometer ude i vadehavet er der opstillet et 3000 meter mærke til venstre for sporet. Det har den betydning, da banen er enkeltsporet, at den Lore, der først når 3000 meter mærket, har forkørselsret, og modkørende skal så bakke til det nærmeste vigespor. I praksis er der normalt god sigt, og førerne er gode til at vurdere, om de skal anvende et af de vigespor, der findes undervejs.

Umiddelbart efter 3000 meter mærket er skinnerne placeret på en stolpekonstruktion henover et lille vandløb, der skal fungere som rævefælde. Der er et fantastisk varieret fugleliv på Oland, og det vil man gerne beskytte, så ræve er absolut uønskede. Når man nærmer sig Oland møder man et kæmpestort græsområde, hvor en række bønder fra fastlandet har kvæg til at græsse. Der er et sidespor i dette område, og først efter yderligere en kilometers kørsel kommer man til bebyggelsen, der er omkranset af et stort dige. Alle husene indenfor diget ligger optimalt, så de beskytter hinanden mod vinden.

Banen fortsætter på en lang dæmning til Langeness (besøgt i 2018), og der er lagt nyt spor for nogle år siden, efter at det tidligere spor blev skadet af vandmasserne. Det nye spor er bygget ved siden af det tidligere, så man samtidig får øget højden og bredden af dæmningen i forhold til vandmasserne.

Vi stod af Loren på Oland. Familien havde nogle pragtfulde dage, hvor vi organiserede os med liggestole, medbragt mad og vin på diget og kunne følge hele trafikken med Lorer dagen igennem.

Mange af Lorerne er bygget i ”Sportsvognsudgaven” uden tag og vinduer. Jeg har længe undret mig over det og i vinterperioder iagttaget, hvordan førerne var iklædt røde overlevelsesdragter på den barske og vindomsuste tur til fastlandet. Jeg fik fortalt, at det er af hensyn til støjen. De lukkede udgaver har et stort resonansrum, der forøger larmen betydeligt. Samtidig bliver Loren også tungere, og da man i praksis bare fjerner sin Lore fra sporet, når man når sin destination på Oland, så betyder vægt også noget.

Jeg håber, at dette indlæg kan tjene til inspiration til et besøg på Oland. Det kan varmt anbefales.

Venlig hilsen

Flemming Høj Petersen
[image]
Rævefælden
[image]
3000 meter mærket
[image]
Sporfornyelse
[image]
Oland forude
[image]
Indenfor diget
[image]
Vigespor vest Oland
[image]
Åben Lore
[image]
Dæmningen til Langeness
[image]
Fruen nyder naturen
[image]
Retur til Dagebûl
[image]
Sidespor øst på Oland
[image]
Sporforskydning
[image]
Ned ad diget
[image]
Dagebûll - Rejsen er slut

En rejse fra Dagebûll til Oland og Langeness

af Flemming, 8/12 2020, 18:11 (1447 dage siden) @ Flemming

I 2018 besøgte jeg Langeness og vil lige supplere med nogle bemærkninger.

På Langeness fortsætter banen en lille kilometer frem til endestationen. Der er lavet mulighed for, at beboere med egen traktor og frontlift kan løfte loren eller vogne af sporet, og køre dem hjem til egen bebyggelse. Banen er på et tidspunkt blevet forkortet med omring 500 meter på Langeness.

Den tidligere købmand på Langenees måtte indstille sin virksomhed for nogle år siden, og han har i stedet påtaget sig post- og pakkebefordringen til øerne med sin Post-Lore. Jeg mødte ham på et tidspunkt på Oland, hvor han klagede højlydt over, at mange tyske gæster brugte den fidus, at lade kufferterne transportere til øerne som pakkepost med det resultat, at han som postmand måtte slæbe utallige tunge kufferter op til de pensionater, hvor gæsterne så ankom senere i ro og mag.

Efter en forespørgsel til min vært om, hvordan man sikrer sig et tilstrækkeligt indtægtsgrundlag om vinteren uden turister, fik jeg oplyst, at indbyggerne på øerne får tildelt EU-midler svarende til det beløb, som de græske bjergbønder får tildelt. Dette for at sikre befolkningen på øerne.

Banen anvendes også til transport af syge ikke-livstruende transporter til fastlandet. Ellers er det lægehelikopteren fra Niebôll, der klarer de alvorlige tilfælde.

Langeness er en meget aflang ø, hvor færgelejet er placeret i den østlige ende af øen, og Lore-banen befinder sig naturligt i den østlige del, så der er et stykke vej. Min egen vurdering er, at Oland er mere charmerende end Langeness, og der er også mere Lore-aktivitet, da mange lorer kun befarer strækningen fra Oland til Dagebûll.

Venlig hilsen

Flemming Høj Petersen
[image]
Dæmningen fra Oland, der kan skimtes i baggrunden
[image]
Endestationen på Langeness
[image]
Lorer på stribe
[image]
Åben udgave
[image]
Åbne udgaver præger stationen
[image]
Sportsvognsudgaven
[image]
Arbejdstog
[image]
Aflæsningsplads

En rejse fra Dagebûll til Oland og Langeness

af Niels Munch, 8/12 2020, 18:16 (1447 dage siden) @ Flemming

Kære Flemming,

Mange tak for en indlevet og smittende beretning fra dette vadehavsfænomen med individuel, sporbunden trafik.

Det er intet mindre end mageløst, og jeg forstår også godt, hvorfor Bent Hansen "hænger ved" halligbanerne, hvilket ud over 2 kalenderlåger her tillige fremgår af hans website: http://bentsbane.dk/tyske-baner-til-landvinding-og-kystbeskyttelse-i/ .


Bedste hilsener & tak
Niels

En rejse fra Dagebûll til Oland og Langeness

af Flemming, 9/12 2020, 02:22 (1446 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels

Tak for din positive respons på beskrivelsen af min rejse med Lorenbanen i Dagebûll.

Det er meget værdifuldt for mig at vide, at oplevelserne kan tjene til inspiration for andre og dermed få en dynamisk værdi for ”herreværelsets” læsere.

Venlig hilsen

Flemming

En rejse fra Dagebûll til Oland og Langeness

af Niels Munch, 9/12 2020, 09:10 (1446 dage siden) @ Flemming

Kære Flemming,

Det var en fornøjelse. Selv er jeg endnu ikke nået længere end til digekronen på fastlandet, hverken her eller i Lüttmoorsiel.


Bedste hilsener
Niels

En rejse fra Dagebüll til Oland og Langeness (+14 fotos)

af Niels Munch, 16/7 2024, 18:32 (131 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 16/7 2024, 19:15

Det var en fornøjelse. Selv er jeg endnu ikke nået længere end til digekronen på fastlandet, hverken her eller i Lüttmoorsiel.

Det lykkedes så forleden, hvor vi blev afhentet i Dagebüll til 2 overnatninger på Hallig Oland ude i Vadehavet:

[image]
Dagebüll Lorenbahnhof. Frau Claudia Nommensen afhenter os med Lore nr. 4, 10.07.2024 (nm).

[image]
..... og så går turen ud i Vadehavet, 10.07.2024 (nm).

[image]

[image]

[image]
Warft Oland er nået, og Lore nr. 4 rangeres bort fra "hovedsporet", 10.07.2024 (nm).

[image]
"Lorenparade" Hallig Oland, 10.07.2024 (nm).

[image]
Trafik på "hovedsporet", Lore nr. 37 "Plop" ræser forbi, 10.07.2024 (nm).

[image]
Det stråtækte fyrtårn på Hallig Oland, 10.07.2024 (nm).

En "særtogstur" til Hallig Langeneß tillyses:

[image]
Undervejs mellem Oland og Langeneß, 11.07.2024 (nm).

[image]
Lorenbahnhof Langeneß, 11.07.2024 (nm).

[image]
Arbejdstog med Schöma lok nr. 3, Langeneß 11.07.2024 (nm).

[image]
Retur, Hallig Oland i sigte, 11.07.2024 (nm).

Trods lavt aktivitetsniveau gik tiden "for hurtigt":

[image]

[image]
Vemodig tilbagerejse til det gamle fyrtårn i Dagebüll, 12.07.2024 (nm).

En yderligere skildring af "fænomenet" Halligbahn kan I finde her: https://www.jernbanen.dk/forum/index.php?id=36083 .

Også jeg kan anbefale et ophold i absolut fred & ro derude i Vadehavet.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

En rejse fra Dagebüll til Oland og Langeness (+14 fotos)

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 16/7 2024, 19:22 (131 dage siden) @ Niels Munch

Jeg kan se i en af de andre tråde at der er "krydsningsstationer", men er der overhovedet nogen styring af togfølgen, ud over en spærretid, hvor kystbeskyttelsesvæsenet har banen for sig selv?
Er sigtbarheden normalt så god, at hvis to private tog kører imod hinanden kan de se hinanden så betids at den der først kommer til en krydsningsstation venter til den anden har passeret?

--
Venligst

Michael Deichmann

[image][image][image]

En rejse fra Dagebüll til Oland og Langeness (+14 fotos)

af Niels Munch, 16/7 2024, 19:51 (131 dage siden) @ Michael Deichmann

Jeg kan se i en af de andre tråde at der er "krydsningsstationer", men er der overhovedet nogen styring af togfølgen, ud over en spærretid, hvor kystbeskyttelsesvæsenet har banen for sig selv?
Er sigtbarheden normalt så god, at hvis to private tog kører imod hinanden kan de se hinanden så betids at den der først kommer til en krydsningsstation venter til den anden har passeret?

Ja, jeg kender kun det, som Flemming har beskrevet tidligere i tråden:

"Hastigheden er beskeden, så man kan fint nyde turen på vej til Oland. 3 kilometer ude i vadehavet er der opstillet et 3000 meter mærke til venstre for sporet. Det har den betydning, da banen er enkeltsporet, at den Lore, der først når 3000 meter mærket, har forkørselsret, og modkørende skal så bakke til det nærmeste vigespor. I praksis er der normalt god sigt, og førerne er gode til at vurdere, om de skal anvende et af de vigespor, der findes undervejs."

De private Loren er alle forsynet med kraftige lanterner, hvidt lys fremover, rødt lys bagtil, hvilket er én af forudsætninger for godkendelse.

M.v.h.
Niels

Avatar

En rejse fra Dagebüll til Oland og Langeness (+14 fotos)

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 16/7 2024, 20:48 (131 dage siden) @ Niels Munch

Tak Niels,

den passage havde jeg misset da jeg browsede igennem de gamle tråde. Det giver jo god mening.

Og jeg bemærkede straks den voldsomme og højt placerede lygteføring. :-)

--
Venligst

Michael Deichmann

[image][image][image]

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak