Sjællandsk kupévogn i Jylland
Blandt dagens billeder finder man DJ 92 i Aalestrup ca. 1920. Første vogn efter maskinen er en kupévogn med fem kupéer - og en åben dør, der viser en polstret sofa i den højre kupé.
Til venstre på vogntaget ses resterne af en "kalechebremse" af den type, der blev brugt på Sjælland. Det er typisk for kombinerede II & III kl. kupévogne af sjællandsk type, at de to II kl. kl. kupéer var placeret ved gavlene. Jeg gætter på, at der er tale om BE 486-511, bygget 1870-1879 forskellige steder. 13 af vognene havde skruebremse ved den ene gavl.
Sjællandske vogne var åbenbart mere på visit i det jyske, end jeg havde forestillet mig. Angivelser af vognene placering i værkstedsområde optræder først i driftsmaterielfortegnelserne fra 1923, så det hjælper os ikke ved billedet fra Aalestrup eller billedet i "Danske Personvogne", side 12, hvor en sjællandsk Ca indgår i et tog i Bramming omkring 1890. Er der andre, der har gjort tilsvarende iagttagelser?
Venlig hilsen
Jens