Nørresundby Havnestation-Vodskov (FFJ) i dag
Alle oplysninger i nedenstående er "efter hukommelsen" og ikke tjekket. (Rettelser og tilføjelser er velkomne).
Strækningen Nørresundby-Sæby blev nedlagt 31. marts 1968. Strækningerne Nørresundby-Fjerritslev, Aalborg-Hadsund Nord og Svenstrup Jylland-Hvalpsund først året efter 31. marts 1969.
Grunden til, at Nørresundby-Sæby blevt nedlagt et år tidligere end de tre sidste strækninger, skyldtes, at den lå i vejen for motorvejsanlæg m.v. i forbindelse med Limfjordstunnellens anlægarbejder på nordsiden af Limfjorden:
Kortet her viser meget godt, at motorveje og jernbane ligger i vejen for hinanden og kortet er da også en form for hybrid, idet motorvej og jernbane ikke har eksisteret i drift samtidig. Pudsigt nok er kortet ikke at finde på "Historiske kort på nettet" (https://hkpn.gst.dk/). Kortet kan til gengæld findes på "Historisk Atlas" (https://historiskatlas.dk/@57.0640703,9.9324131,14z?m!38).
Et næsten samtidigt luftfoto (1968) kan ses her:
http://www5.kb.dk/danmarksetfraluften/images/luftfo/2011/maj/luftfoto/object335157
På et tidspunkt undersøgte man mulighederne for, hvorledes tingene kunne samordnes, hvis jernbanen ikke blev nedlagt og det kom der en lang række projektforslag ud af med diverse omlægninger af jernbanestrækninger, vejover- og underføringer, jernbane over- og underføringer m.m. Jeg stødte tilfældigvis på dem på Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg og de roder rundt et eller andet sted i den usorterede del af mit arkiv.
I dag travede jeg en tur på jernbanetracéen langs med de tre søer nordligt på kortet. Hele området er tilvokset og man skal vide, at der har gået en jernbane på stedet, for at kunne "se" den:
28. september 2020: Del af FFJ ved Nørre Uttrup mellem Nørresundby Havnestation og Vodskov. Set fra syd mod nord. Der kom aldrig nogen station i Nørre Uttrup (den lå for tæt på Nørresundby). Bortset fra et trinbræt Engholm Strand (1931-1949) tættere mod Vodskov, forblev strækningen "øde". Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.
Jeg har ikke kunnet finde nogle gode luftfotos af området .
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen