Hej Steff,
Spændende kratluskeri, du har bedrevet på Udkantsamager!
Det kan nævnes, at stationsbygningen i Store Magleby stadig eksisterer, endskønt vanskelig fotograferbar som tilgroet privat ejendom. Til gengæld er såvel Kastrup som Dragør stationer ret velbevarede:
Stationsbygningen i Dragør i svalt outfit, 31.01.2010 (nm).
En spadseretur på Dragør Havn er altid en god oplevelse, især nu, hvor caféerne er i gang igen, og hvis man har hang til ældre jern og gammel kærlighed, og damplokomotiverne er udsolgt, er denne slæbebåd til salg p.t.:
Slæbebåden "ALTE LIEBE" ved færgepieren i Dragør Havn, 14.06.2020 (nm).
Til nummermænd og nittetællere har jeg gravet bådens data frem:
Name: Alte Liebe
gemeldet in: Cuxhaven
Nationalität: D
Europanummer: 05108130
Länge: 23,00 m
Breite: 7,10 m
Tiefgang: 2,50 m
GT: 89,78
Maschinenleistung: 441 kW
Maschine: Deutz SBV 6M 536
Baujahr: 1966
erbaut in: D
Bauwerft: Mützelfeldtwerft Cuxhaven
Bau-Nr.: 170
Båden har sejlet som tugboat i Cuxhafen hele sit liv, indtil hun i 2016 blev sat til salg af sin ejer Niedersachsen Ports GMBH. I 2016 søgtes hun erhvervet som museumsskib i Cuxhafen, hvor man dog ingen liggeplads kunne tilbyde. Af dette link: http://repairyard.dk/referencer/referencer%202017.html fremgår, at hun var på værft i Marstal i juni 2017. Herefter dukkede hun op i Dragør. Et nyttigt link: http://www.tugboatlars.se/AlteLiebe.htm .
Hun har næppe noget med den p.t. indstillede cykelfærge til Limhamn at gøre. Og nej, det er ikke mig, der har hende til salg; dette er kun et "anonymt tip".
Og endnu et tip: Syd for havnen ligger det militærhistorisk interessante Dragør Fort (opført 1910-14), fra hvis krone der er en super udsigt til byen, lufthavnen, Peberholm, Øresundsbron og Drogden Fyr m.m.v.
PS: "Den Store Havfrue" blev i 2018 flyttet til Dragør Fort:
"Den Store Havfrue" på Dragør Fort, 14.06.2020 (nm).
Enhver lighed med forsvarsministeren er absolut utilsigtet.
Bedste hilsener & go' weekend
Niels