Rheilffordd yr Wyddfa - Rheilffordd Llyn Padarn (11 fotos)
God eftermiddag,
Ved en tidligere lejlighed omtalte jeg en B&B-ferie i Wales i juli 1997. Det var dengang, man kørte bilen ombord på DFDS i Esbjerg og næste morgen kørte i land i Harwich. Herefter gik turen via Shrewsbury til Aberystwyth på den walisiske vestkyst, derfra med uret rundt og tilbage til Shrewsbury.
Undervejs besøgtes borgene/slottene Harlech, Caernarfon, Conwy og Powis - der er ca. 400 at vælge imellem, ligesom man næsten ikke kunne undgå kontakt med et af The Great Little Trains of Wales .
Et af disse er den navnkundige tandhjulsbane, den eneste i UK: Snowdon Mountain Railway (SMR; walisisk Rheilffordd yr Wyddfa) i Snowdonia Nationalpark.
Med base i Porthmadog kunne vi være i Llanberis til ét af de tidlige tog, medens morgendisen så småt fortog sig:
SMR lok 4 "Snowdon" (Winterthur 988/1896) og lok 3 "Wyddfa" (Winterthur 925/1895) klargøres i maskindepotet til dagens drift. Llanberis 21.07.1997 (nm).
Vores tog køres til perron:
Vores togmaskine var SMR lok 5 "Moel Siabod" (Winterthur 989/1896), Llanberis 21.07.1997 (nm).
Herefter gik turen op til Mount Snowdon ad den schweizisk byggede tandhjulsbane (system Abt) med 800 mm sporvidde.
Vort tog på krydsningsstationen Clogwyn, 21.07.1997 (nm).
Udsigt oppefra over Clogwyn med 2 stammer i samme spor: Personvogn+damplok, personvogn+diesellok, 21.07.1997 (nm).
Clogwyn krydsningsstation; samme "dobbeltstamme" igen, damploket er nr. 5, 21.07.1997 (nm).
Efter 7,6 km nås Summit Station (1.085 m), hvor et 2-vogns dieselelektrisk tog er klar til "nedturen", 21.07.1997 (nm).
Dieseltoget er afgået fra Summit, 21.07.1997 (nm).
Disse lokalt byggede tandhjulsmotorvogne fra 1995, hvoraf banen havde 3 (nr. 21-23) blev allerede udrangeret 2001-03. De var bygget af HPE Tredegar og kørte altid parvis (og én i reserve).
Det klarede op, medens vi var "på toppen", og da vi var nede i Llanberis igen, var der kun 1 km over til det seværdige National Slate Museum, hvor endestationen for Llanberis Lake Railway Rheilffordd Llyn Padarn er beliggende:
Llanberis Lake Railway lok 2 "Thomas Bach" med stamme, Llanberis 21.07.1997 (nm).
Lok 2 "Thomas Bach" (Hunslet 894/1904), 21.07.1997 (nm).
Denne lille saddeltank med 597 mm sporvidde var opr. bygget til skiferindustrien i det nærliggende Dinorwic Quarry. Banen, der løber langs nordsiden af søen Llyn Padarn, er 4 km lang.
Da vi nu var på de kanter, var det nærliggende at køre over på øen Anglesay og besøge denne ikke ukendte station på banen til Holyhead:
I kort udgave "Llanfair", 21.07.1997 (nm).
Selve stationsbygningen var et veritabelt supermarked for jernbanesouvenirs .....
Tilbage til Porthmadog passerede vi Caernarfon Castle, hvortil Welsh Highland Railway endnu ikke var nået i 1997.
Bedste hilsener
Niels