Salonvognnostalgi for sande entusiaster

af Steffen Dresler, 21/5 2020, 14:28 (1696 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

God eftermiddag!
Som med alle andre efterkrigs videoproduktioner, skal man nok også her tage Mark Feltons produktioner med et vist gran salt og være kritisk. Især de viste filmoptagelser har ofte ikke noget med ”begivenheden” at gøre, men var tilrådighed og passede sådan nogenlunde. Når dette så er sagt, må man tage hatten af for de mange filmoptagelser, der er samlede sammen. De kommer bl.a. fra de ugentlige offentligt viste (dengang) ”Wochenschau”, propagandaoptagelser, undervisningsfilm mv.
De omtale ”Rigsregerings tog” var en meget stor samling af specialvogne byggede af de tyske rigsbaner, mere eller mindre tilpasset enkeltpersoner/ministres behov. De moderne stål salonvogne blev byggede fra midten af 1930´erne og frem til begyndelsen af krigen. De var Rigsregerings kørende repræsentantskabs faciliteter og kunne sammensættes efter behov. Dog fik selvfølgelig Rigskansleren (Adolf Hitler) og nogle få topministre deres egne salonvogne (tog), heriblandt Herman Göring, Ribbentrop, Himmler, Dr. Ley og sekretær Bormann, sidstnævnte kun en vogn (Hitlers sekretær). Det var rejsende hoteller, repræsentantskabs- og arbejdslokaler for de tilhørende stabe/ministerier med kontorer, kommunikation (radio, telefoni, telegraf), mødefaciliteter, spise- og overnatningsfaciliteter mm. Yderligere medbragtes ofte vogne med el-generatorer for togets uafhængige forsyning af strøm samt vogne for transport af køretøjer.
Da krigen startede sammensattes vognene til egentlige ”Kommandotog” for Føreren, CH for Luftwaffe (Göring), SS (Himmler) og ad hoc for værnscheferne, sidstnævnte kun i den første del af krigen. Hermed var man uafhængige af landevejs- og lufttransport og kunne transportere hele staben frem til det ønskede område på jernbanen og operative hele vejen. Altså kørende kommandostationer. Enkelte vogne blev også anvendt af chefer for inspektioner rundt om i Europa under krigen, bl.a. fik Feltmarskal Erwin Rommel en vogn (blandt mange andre) til sin inspektionstur rundt i Danmark.
INGEN af vognene var på nogen måde udstyrede med panserplader som sagt i filmen. Men den store vægt kom af byggemåden for de mere personlige salonvogne af enhver art. Der blev ikke anvendt letmetaller, men relativ kraftige stålprofiler i undervognen og pladetykkelser i vognsiderne og deres forstærkningslister. Hertil kom så selv apteringen i ædeltræ (ikke hverken finer- eller spånplader), tunge dagligstuemøbler og kontormøbler, tunge badekar- toilet- og sengeafdelinger, køkkener, bistroer, radioer, vandforsyninger og, og, og. Derfor kom vægten på et par vogne op omkring 70 tons tjenestevægt, hvorfor de måtte udstyres med 3-akslede bogier for ikke at ødelægge skinnernes overbygning.
Sluttelig byggedes et antal såkaldte ”FLAK-Wagen”, til sidst udstyrede med 2 cm maskinkanoner i enten tvillings- eller firlings affutager. En af disse blev efter krigen ombygget til ”film optage vogn” og bl.a. anvendt af DSB til filmen ”Fyn, sådan set” (kan findes på Jernbanearkivalier).
Ønsker man yderligere informationer om disse store og tunge salonvogne, kan bogen fra EK-Verlag i 2010, ”Reichsbahn-Salonwagen” af Walter Haberling anbefales. ISBN 978-3-88255-679-7. Heri kan man bl.a. læse om vognenes videre anvendelse efter krigen, bl.a. til den engelske dronnings besøg i Tyskland.
Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Tak for henvisningen.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak