Drejeskiver i Varde
Jeg sad for nogen tid siden og bladede i TEKNISKE ANLÆG og HJÆLPEMIDLER på stationerne og maskindepoterne fra 1955 og opdagede, at der dengang var en 18,3 m drejeskive i Varde. Det hørte ikke lige til min paratviden, at der havde været en så stor drejeskive i Varde, og ej heller hvor den havde ligget. Et kig på 1954 lodfotoene på www.krak.dk viser, at der dengang lå en temmelig stor drejeskive for enden af det spor, man skulle rebroussere i for at komme ind til statsbaneremisen.
Et kig i det tilsvarende dokument fra 1950 afslører, at Varde dengang kun havde en drejeskive på 13,1 m.
Jeg forestiller mig, at de to nævnte drejeskiver må have ligget samme sted, men at 13,1 m drejeskiven på et tidspunkt mellem 1950 og 1955 er blevet erstattet af drejeskiven på 18,3 m. Man kan undre sig over formålet med den pågældende udskiftning, som næppe har kunnet begrundes i dampdriften, for hvorfor skulle der være brug for at dreje f.eks. en PR-maskine i Varde? Monstro om etableringen af den relativt store drejeskive i Varde kunne have noget at gøre med ibrugtagningen af Varde kaserne i 1953 og et tilhørende muligt behov for at dreje vogne, der skulle til enderampen for at lastes eller losses med/for militære køretøjer?
Ud over de nævnte drejeskiver var der jo også privatbanedrejeskiverne. Ifølge den i Sinalposten 1985/3 viste DSB-sporplan fra 1949 var der dengang en 11 m drejeskive foran VaGJ-remisen og en 6,7 m drejeskive for enden af VNJ-perronsporet. Den pågældende sporplan viser desværre ikke stationens sydende med DSBs drejeskive.
Til de ovennævnte drejeskiver kommer ydermere drejeskiven på Varde Vest. Den eksisterer vel fortsat, men nu uden sporforbindelse til omverdenen.
Med venlig hilsen
Ole Lund Jensen