Sporveje i Moskva 1993-94

af HansA, 26/4 2020, 13:30 (1719 dage siden)

Goddag i forummet
I forbindelse med mit arbejde tilbragte jeg adskillige uger i Moskva i 1993 og 1994. Det meste af tiden gik selvfølgelig med arbejde, men jeg havde da også lejlighed til at se nærmere på byens offentlige transport. Mest kendt og berømt er selvfølgelig metroen, som med sine arkitektonisk enestående stationer er en turistattraktion i sig selv. Metroen blev påbegyndt i 1932, og den første strækning blev åbnet for trafik i 1935. I dag omfatter Moskvas metronet 15 linier med en samlet længde på 408 km. Da jeg var i Moskva, var de fleste metrotog af type E, som ses på billedet. De er sikkert siden da blevet erstattet af nyere typer. Udover metroen findes et sporvejsnet og et trolleybusnet, som begge i vid udstrækning fungerer som tilbringere til metroen, samt naturligvis almindelige dieselbusser.

[image]
Metrotog type E på stationen Bagrationofskaja på Filiefskaja-linien, 3. april 1993. En af de få ’overjordiske’ strækninger på Moskvas metro. Denne delstrækning er åbnet i 1961.

Sporvejene i Moskva har en lang historie: Den første hestesporvejslinie åbnede i 1872. Der var et par linier med dampsporvogne, som var i drift fra 1886 til 1922. Den første elektriske sporvejslinie åbnede i 1899.
I 1989 var sporlængden 458 km, og der var 1221 sporvogne i drift.
I forbindelse med udbygningen af metroen er sporvejene blevet fortrængt fra byens centrum og erstattet af trolley- og dieselbusser. Tidligere var der sporveje på alle store gader; det er der ikke mere.
Da jeg besøgte Moskva, var Tatra-vognene af typerne T-3 og T-R dominerende, men på nogle linier kunne man møde de mere moderne og meget kantede Ust-Katav-vogne af type KTM8.


[image]
På postkortet ses et sporvognstog med 4-akslet motorvogn af type KM, og, så vidt jeg kan se, 2 4-akslede bivogne af type KP, på linie 5 på Sadovaja-ringgaden. Vognene af disse typer blev bygget i perioden 1927-34. Postkortet er postgået i 1934. Sadovaja-ringgaden er i dag en udpræget ’motorgade’ uden sporvogne.


[image]
Vogn 5550 (Tatra type T-3) på linie 7 på Komsomolskaja Plosjad, 3. april 1993. Den karakteristiske bygning til venstre i billedet er Jaroslavl-banegården.


[image]
Vogn 1004 (Tatra type T-R, den specielle russiske variant uden midterdør) på linie 20 på Proljetarskaja Plosjad, 3. april 1993.


[image]
Vogn 5605 (Tatra type T-3, bygget i 1985) på linie 11, 30. maj 1994.


[image]
Vogn 8042 (type KTM-8, bygget i 1993) på linie 43 ved metrostationen Proljetarskaja. 4. april 1993.


[image]
Vogn 8034 (type KTM-8, bygget i 1992) på linie 37s østlige endestation Novogireevo, 30. maj 1994. Skiltet nederst i forruden angiver, at vognen skal i remise. Den flinke vognstyrerdame gav mig og min kammerat lov til at køre med til remisen ved Novokonnaja Plosjad og gennem vaskeanlægget. Ved remisen holdt flere snerydningsvogne, som efter vinterens hårde arbejde skulle have deres koste udskiftet.


[image]
Sneplov/kostevogn 3469. 30. maj 1994


[image]
Sneplov/kostevogn 3600. 30. maj 1994


[image]
Linie 28s vestlige endestation på Prospjekt Marsjala Sjukova i et ret typisk forstadskvarter. Vogn 0002 er den ene af Moskvas kun 2 vogne af type Tatra T-3M. Den er bygget i 1984. Vogntoget til højre med nr. 5498 er af type Tatra T-3. Også denne vogn er bygget i 1984. Foto 4. april 1993.


[image]
Arbejdsvogn nr. 3184 rangerer med Tatra-vogne foran værkstedet (Tramvajno-remontnij Zavod) i Valatjaefskaja Ulitsa, 9.april 1993.


[image]
Museumsvogn 164 af type F. Valatjaefskaja Ulitsa, 31. maj 1994. Vognene af type F blev bygget i perioden 1907-12.


[image]
Interiør af museumsvogn 164. 31. maj 1994.


[image]
Museumsvogn 934 af type BF. Vognene af denne type blev bygget i perioden1925-29. Foto ved værkstedet, 31. maj 1994.


[image]
Vogn 2309 af type MTB-82. Denne vogntype blev bygget i perioden 1947-61. Foto ved værkstedet, 9. april 1993.


[image]
Vogn 1278 af type MTB-82. Foto ved værkstedet, 9. april 1993. Jeg har set på YouTube, at denne vogn nu er flot restaureret.

Som nævnt har Moskva også et stort trolleybusnet. Den første linie åbnede i 1933, og nettet omfattede i 1993 1275 ’overledningskilometer’ og 1598 trolleybusser, som trafikerede 85 linier, heraf en ringlinie, linie B, på Sadovaja-ringen.


[image]
Moskvas trolleybusser er her repræsenteret af nr. 2615 (type ZIU10) på linie 45. Billedet er fra 2. december 1994.

Kilder:
Bernd Kuhlmann: Stadtschnellbahnen der Sowjetunion. Verlag Slezak 1981. ISBN 3-900134-25-1
Sergei Tarkhov: Empire of the trolleybus. Voulme 1 Russia. Rapid Transit Publications 2000. ISBN 0-948619-02-3
Strassenbahnatlas der ehem. Sowjetunion. Blickpunkt Strassenbahn 1996. ISBN 3-926524-15-4

v.h.
HansA


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak