Østrig 1988, Montafonerbahn-II (4 illustrationer)
Kære Forum,
Via egenproduktion på det lille togværksted i Schruns skaffede Montafonerbahn (MBS) sig i 1965 en moderne to-systems motorvogn ET 10.103 (900V/15kV, Bo'2', 380 kW og 100 km/t), og medens man "samlede kræfter" til en tilsvarende ombygning af den næste, udrangerede DB-motorvogn VT63 907, fortsatte man planlægningen af banens omstilling til 15kV 16,7 Hz ~.
Nedlæggelsen i 1966 af den tyske privatbane Bad Eilsener Kleinbahn GmbH (BEK) gav MBS mulighed for at anskaffe en elektrisk motorvogn derfra. Det drejede sig om den i 1950 af Waggonbau Graaff, Elze og AEG leverede BEK ET 204:
Bad Eilsener Kleinbahn BEK ET 204 (arkivfoto).
MBS værkstedet i Schruns modificerede vognen fra 600V= til 800V= og gearede den om fra 40 km/t til 75 km/t. Desuden forsynede man den med en "last mile" benzingenerator til kørslen ind på/ud af Bahnhof Bludenz. I f.m. omstillingen af MBS til 15kV vekselspænding i 1972 indbyggede man en transformator-siliciumensretter-gruppe (samme type som i ET 10.103), og som ET 10.101 gjorde (1A)'(A1)' vognen med sine 184 kW udmærket fyldest på Montafonerbahn.
Ex BEK ET 204 i sin skikkelse som Montafonerbahn ET 10.101 (MBS).
Det var i den skikkelse, jeg traf vognen under sommerferien 1988:
MBS ET 10.101 i Bludenz, 18.07.1988 (nm).
I forbindelse med, at MBS i 1990 anskaffede schweiziske NPZ-Pendelzüge, kunne ET 10.101 i 1991 afhændes til Stern & Hafferl Verkehrsgesellschaft, der vel er Østrigs største besidder af brugt jernbanemateriel. Her kørte vognen i moderniseret stand på "Haager Lies" som StH ET 24.104 indtil nedlæggelsen i 2012, og vognen ophuggedes.
Stern & Hafferl StH ET 24.104 på Bahnhof Haag am Hausruck, 30.07.2009 (foto: Hufi, Wikimedia Commons).
Desværre har jeg aldrig besøgt nogen af StH's strækninger, hvorfor jeg m.h.t. foto ovenfor måtte låne mig frem. Det hører desuden med til fortællingen, at Montafonerbahn på et af sine ældre websites havde indlagt de materielskitser, jeg her viser i mine indlæg, som pdf-filer, og som jeg i 2002 var "heldig" at downloade.
Bedste hilsener
Niels
1988 Østrigsferien:
Vorarlberg med Seilbahn og MBS Traditionszug
Besøg i Innsbruck, Bregenz og Feldkirch
Montafonerbahn-I, ET 10.103