Jernbaneentusiasmens fremtid?

Hvordan ser fremtiden ud for vore jernbane museer, klubber osv?

Befolkningen bliver ældre, og alle dem der kan huske tiden med damp, dem der arbejdede med det, dem der havde det indgående kendskab, falder væk. Dermed vil befolkningen med tiden kun have 2. hånds kendskab til den tid.

Det vil sikkert ramme de forskellige jernbanemuseer osv med tiden - at de folk der kan huske tiden med damp, falder væk, og dem der kan huske da der gik spor overalt. Dermed falder den personlige interesse også, og publikums årsag til at besøge museerne ændres. Fra at besøge samlingerne for at se de tog de selv kørte med som barn, til blot at se fortiden.

Jeg gør selv i veteranbiler, og der er en tydelig tendens: Interessen for førkrigsbiler, og biler op til 1950'erne er vigende, og det er nu mere 1970'er og 1980'er biler der er trendy. Fordi folk kan forbinde dem med deres barndom og ungdom! "Sådan en kørte min far i", "det var min første bil".

De helt gamle biler falder i pris, fordi ingen har et personligt forhold til dem - tror i også det går sådan med jernbaneinteressen? Vi ser jo også at antallet af jernbaneklubber falder, at dem der arbejder med det gamle materiel bliver aldre og ældre?

Min egen interesse bunder i at jeg selv har arbejdet ved DSB i mange år, og derfor kender jernbanedriften indefra. Men jernbanen i dag er ikke omgærdet af romantik, tværtimod. Hvetfald ikke i den brede befolkning. Der ses nærmere ned på togdriften som noget klodset, dyrt og overflødigt.

Hej Niels

Tror desværre du har ret i dit indlæg, jernbaner interessere ikke ret mange unge mennesker mere. Om det er på grund af alt den dårlige omtale, eller jernbanen bare ikke er interesant længere, skal jeg kunne sige.

De fleste der kommer på jernbanemuseet i Odense, kommer der kun for børnens skyld, så de kan lege i legelandet og en tur i det lille IC3-tog. De kommer der ikke for at beundre/studere de gamle lokomotiver og vogne.

Men det bliver absolut ikke nemmere i fremtiden med at bevare de nyere typer af togsæt, der er bunker af elektronik og andre komplicerede elementer i disse togsæt.
Og er der nogle klubber der har økonomi eller lyst til at bevare en IC3er, MQer eller Lint-tog i køreklar stand for fremtiden.

Hvad med det nye signalsystem det giver også sin begrænsning på det offentlige jernbanenet i fremtiden. Klubbernes lokomotivfører skal jo også uddannes i det nye system, selv om der er lods med.
De klubber med egne baner er nok der, der i fremtiden er størst chance for at opleve ældre tog, så længe der er folk til at holde dem i drift.

Tja, når man nu er ”Confined to quarters”, får man lidt mere tid til også eftertænksomhed vedr. dit spørgsmål.

Jeg tror det korte svar er et rungende JA, det er uundgåeligt, et naturlig forløb, ligesom i tusindvis af andre områder går i glemmebogen på den ene eller anden måde (gørtler, kirkeklokkestøbning, tømmerarbejder, brolægning, vævning og farvning etc.)

Du har helt ret i, man ”man” nok skal have oplevet/kunne huske sine barne- og ungdomsoplevelser som p.t. med Jernbanehobbyen.

Der vil dog ALTID være nogen der interesserer sig for jernbanen i den brede forstand, men det nok mere på et specialiseret plan i og med at ”Statsbanerne” (og selvfølgelig Privatbanerne) ikke er den faktor det var i samfundet før, hvor etaten var med i næsten alt, Politiet, Militæret, Statsbanerne, Postvæsenet mv. Man rejste med banerne, man sejlede med banerne, banerne byggede broer, man så nyhederne om banerne i biografen, man hørte om banerne i radioen og man læste om banerne i aviser, ugeblade og de yngre samlede mærker til samlehæfter (RICHS).

Tiden har ændret sig, bilen er kommet, flyrejser, elektronikken og kommunikationen kommer ikke mere fra ”Her er Danmarks Radio, København-Kalundborg” eller hvad der nu blev indledt med. Vi har fået en anden måde at kommunikere på og andre mere nutidige interesser. Vi har kort sagt ikke mere den samme brug for banerne, mulighederne er blevet mere mangfoldig og dermed også interessen.

Jeg opdagede det først ved bladvirksomhed og andre skriverier, at interessen for ”dampen” og tiden omkring den aftog og det sikkert af mange årsager. Pionerende indenfor jernbanehobbyen, der jo faktisk først startede rigtigt op efter den 2. verdenskrig, er blevet gamle og de første har været døde i mange, mange år. Tilbage er nu dem der husker ”dampen” og også her trykker alderen. Selvfølgelig er der kommet yngre til, der interesserer sig for nutidens jernbaner – som vi gjorde for vore tidsperioder – men bl.a. p.g.a. ovenstående ikke så mange. Det betyder jo også, at økonomien bag jernbaneinteressen er dalende, da man nu får informationerne via de elektroniske medier. Bøger er efterhånden et ”no go”, al for stor kostpris og dem der GIDER og har LYST til at skrive bliver også færre.

Så man skal vel være egoistisk og NYDE hobbyen så længe man kan.

Ad åre en lille hobby/interesseområde på lige for med alle andre; ”det var sq da noget skægt noget at interesserer sig for”, kan man næste høre en sige, der møder en, der interesserer sig for jernbaner.

Det samme gælder nok også specialmuseerne, Sporvognsmuseet, Danmarks Jernbanemuseum, Gedser remise samt alle veteranklubberne og hvad ved jeg. Hvis ingen har en personlig oplevelse bliver det nok ligesom mine første og kedelige erindringer med Nationalmuseets pilespids samlingen, laaaaaaangt og kedeligt.

Vil ikke her nævne et barnebarn, hvor morfar slæbte knægten til Odense for at køre med S-maskine; ”Morfar jeg keder mig”!

Med venlig hilsen og NYD det vi har og hjælp med

Steffen Dresler

Ja her i hjemmefængslet selvom jeg heldigvis er hjemmearbejdende, får man som sagt også lidt mere tid til at filosofere over en del af tilværelsens forunderlige emner og gåder.
Og den der nævnes her er vel om ikke en gåde så et emne som alle vi Jernbanens læsere forholder os til på den ene eller anden måde. Jeg må desværre også tilslutte mig de tidligere ret dystre indlæg om at vi jernbaneentusiaster er en uddøende race. Selvom jeg desværre ikke oplevede dampen herhjemme med et kamera i hånden, kan jeg dog se tilbage på de oplevelser man stadig kunne få i 70erne og 80erne når man besøgte privatbanerne og så en Triangel motorvogn, en Scandia skinnebus eller en firkantet Frichs med et rigtigt godstog. Eller man tilbragte lørdagen inde på Dybbølsbroen over rangerterrænet og fulgte med i MHernes emsige bevægelser mens der passerede det ene lokomotiv trukne tog efter det andet. Dengang tænkte man ikke på at det også ville blive historie.

Der vil selvfølgelig altid være nogle personer der interesserer sig for jernbaner så længe de eksisterer men romantikken og mangfoldigheden er pist væk.

Det samme gør sig gældende for modelbane hobbien. Da jeg var dreng havde alle drenge Mærklin tog. Jeg var i Rødovre hallen fornyligt til tog messe sikkert ligesom mange af jer, og selvom der var mange mennesker var det tydeligt at stort set alle havde som jeg passeret deres bedste alder. Det er sjældent man ser et ungt menneske interessere sig for model tog. Det sidste sted jeg boede var i udlandet og der havde jeg en ret stor indendørs LGB bane som selvfølgelig altid tiltrak sig stor opmærksomhed når vi havde gæster. Det var betegnende at de ældre besøgende kunne stå og kigge på togene i meget lang tid og der kom erindringshistorier frem og nærmest våde øjne når et damplokomotiv højlydt og med røg tøffede rundt, mens de unge mennesker tabte interessen efter 5 minutter og forlod togværelset.
Sic transit gloria mundi :-(

Mvh
Steen

Vil ikke her nævne et barnebarn, hvor morfar slæbte knægten til Odense for at køre med S-maskine; ”Morfar jeg keder mig”!

Du skal bare give ham et trainsim program på Ipad'en, så "kører det". Det skal være noget med "kompjuter", ellers har det ingen interesse for unge mennesker :-|

Jeg synes, at man glemmer at tænke veteranbanerne ind i oplevelsesindustrien.

Min fornemmelse er, at det handler meget om at restaurere materiel og så køre nogle ture for at tjene penge til at restaurere for. Der er ikke noget galt i at restaurere, selvfølgelig skal det være i orden, men hvad med det uden om? Det giver for mig ingen mening at stige på et sted, hvor der ikke kan sandsynliggøres et stationsmiljø for at blive kørt - ganske få kilometer - ud i "the middle of nowhere". Det giver ikke mening, at der ikke er en fungerende til at sætte signal for udkørsel og stå med spejlægget.

Man skal nok tænke over, om man har noget at byde på ud over en tur med en skinnebus eller en Triangel. Er der noget i den anden ende, der er værd at køre efter?

Der er efter min mening brug for, at samle kræfterne omkring de baner, der giver mening. Det kommer til at koste nogle livet

Jo Steff, at stå ved jernbaneoverskæringen og have lugten af en E-maskine i næsen, det følger en resten af livet, men det forhindrer ikke, at - nogle af - veteranbanerne ikke kan overleve.

Kære Ivar

BINGO! Det er nemlig lige det der bl.a. også skal til. Der skal ske noget, der skal fortælles noget, der skal være noget at se på (sanserne) og det skal være professionelt. Ellers bliver det Nationalmuseets daværende flinte pile samling om igen, lang, støvet og kedelig. Det kræver mange steder nytænkning, ”nu har det jo kørt sådan i ……..år, så hvorfor ændre noget der virker”? Og det er netop bl.a. denne tankegang der kan ødelægge, fordi de mennesker der benytter dette kan huske hvordan det var (næsten), har minder og kan drømme lidt. For øjeblikket er det jo dem der slæber børnebørnene afsted (morfar jeg keder mig). Men når de er væk ad åre, hvad så?

Altså nytænkning og samspil med også andre, biler, hestevogne, busser, både (flyvemaskiner) folklore, andre udstillinger, traktor træf (gud forbyde det bliver med Teslaligende køretøjer), sightseen o.s.v.
Jeg VED godt at dette sker af og til (årligt) på f.eks. Græsted marked, Sporvejsmuseet og selvfølgelig Danmarks Jernbanemuseum. Og så må man vende sig til, at der skal tjenes penge og at man derved gør noget, som den selvbestaltede garbadinebukseklædte ”eneretsbruger” af museerne ikke synes om. F.eks. Thomas tog på DJM. For børn ja, noget med museet at gøre, næppe, men det er tog og det skæpper bandeord i kassen, så alt det andet de garbadinebukseklædte synes om den (måske) ene gang de besøger, kan bevares og bruges.

Så ja, det kommer nok til at koste en klub eller to/tre i fremtiden, hvis de ikke har noget at byde på andet end ”frem og tilbage” (ellers udmærket i gamle dage ;-) ) . Samarbejde og så kræver det FORMIDLING over norm.

Med venlig hilsen og god weekend i 2 meters afstand

Steffen Dresler

Så det vil sige at de klubber der kører på deres egne baner, er de eneste der overlever i fremtiden. Da de jo er i stand til at frembringe de miljøer der efterlyses da de har deres egne stationer.

Hmm nok ikke helt forkert, når nu det nye signalsystem engang med tiden kommer på alle de offentlige jernbaner. Er det vel helt slut med veterantog på de lange skinner.

Der er en der skriver at der ikke er ret mange drenge i dag der leger med modeltog en meget stor grund er nok også priserne. Det er sindssygt dyrt sådan noget tog bare en bette godsvogn koster hurtigt 3-400 kr.

På ingen måde, og uden at nævne navne, er der heldigvis mange rigtigt dygtige til at kombinere "gamle tog" med alt andet interessant og det er vel det, der er fremtiden. Men uden mål og bare kørsel går den nok ikke. Der skal mere til at fange folks interesse. Men husk på at det jo er MIN mening!

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Hej "Lanterne"

Indslaget passer måske bedre i modelbaneforum men jeg bringer det alligevel her i forlængelse af denne tråd.

Jeg giver dig ikke helt ret mht at modelbanehobbyen er blevet dyrere. Men det er naturligvis subjektivt hvad der er dyrt.
Jeg har regnet ud hvad f.eks. en Mærklin MY, som jeg kan huske kostede 111 kr i 1970, ville koste idag. Med Danmark Statistiks årlige inflationsrater i årene 1970-2019 ville den koste idag ca 850 Kr.
Når vi samtidigt fra samme kilde ser at en gennemsnitlig lønmodtagers realindkomst i samme periode er steget ca 80% (uden inflation) er vi vel ved at have ekstrapoleret til de aktualle priser.
Vi må også huske på at mange modeller bliver mere og mere sofistikerede og detaljerede, så det får vi også med i prisen.
Og man kan såvidt jeg er orienteret købe et Mærklin HO startsæt digitalt for under 2000 Kr.

Mvh
Steen

Der er en der skriver at der ikke er ret mange drenge i dag der leger med modeltog en meget stor grund er nok også priserne. Det er sindssygt dyrt sådan noget tog bare en bette godsvogn koster hurtigt 3-400 kr.

Modeltoget er også i hård opmærksomheds- og tilgængelighedskonkurrence i “børneværelset”.
Til trods for, at jeg har alt tænkeligt udstyr til rådighed, ikke var bleg for at lade ungerne lege, røre og pille, hjalp og støttede, så tabte modeltoget alligevel til udendørsleg (heldigvis) og computerspil.

I min barndom (‘75- ‘90) var modeltoget, racerbanen og fjernstyrede biler noget af det mest avancerede legetøj. Idag er det computere (i mange forskellige former)

/ Anders

Opfattelsen af modeltog som børne- og ungdomslegetøj er helt forfejlet. Det har det ikke været i de sidste 30. Der er langt større omsætning i samlerartikler til voksne, der dels bruger mere pr forbruger, dels forbruger over en længere årrække. Det som kan være et problem er tilgængeligheden til jernbanehistorien, for informationssøgning flytter i stor udstrækning over på digitale medier og dér er jernbaneinteressen slet ikke ordentlig med.

Linket er fascinationen, nysgerrighed og så opsøgning af viden som udgør interessen. For 40 år siden kunne man på velassorterede folkebiblioteker stort set finde al litteretur om jernbaner, mend det i den digitale tidsalder er ganske meget sværere og når det gælder ikke-digitaliserede kilder mv er tilgængeligheden snævret væsentligt ind.

Modeltog har en væsentlig betydning for jernbaneinteressen som er visuel. Billeder for nogle, tredimensionelle modeler for andre. Endnu andre som interesserer for sammenhænge i teknik, logistik mv. Men det hele udspringer af iagttagelsen og den medfølgende undren over hvordan det foregår og hvordan det foregik. Det omsættes i modelverdenen til drømme om at gestalte noget iagttaget eller genfortalt.

Hvordan det ser ud med jernbaneinteressen i fremtiden er vanskeligt at spå da den hele tiden ændrer form og fokus. Der er vist ikke mangel på tilgang af 30-40 årige til modelbaneverdenen og man kan ikke se på salgstallene på mldeltog at interessen svinder ind. Man skal i den forbindelse huske på at det store forbrug i de sidste 20 år i Danmark i høj grad har været opkøb af forlængst ønskede modeller til beredsskabslageret/samlingen. Det fader selvfølgelig ud i takt med at mange stort set har fået det de som drenge gik rundt og drømte om.

RSS Feed af emne

Jernbanehistorisk forum