Ugens Triangel - GDS M 1 - 2 (5 fotos)
God middag i forum,
Forord (kan springes over): I tidens løb er jeg kommet til at fotografere en del Triangel'er. Enkelte kom med i Triangel-bogen (MM1), andre har salig Alkjær anvendt i sine fine motormateriel-artikler i tidsskriftet "Signalposten"; men de fleste fik jeg aldrig lavet ordentlige kopier af. Nu tager jeg så hul på dem her, hvor det er nemt og billigt. Der kommer nok én om ugen, men uden forpligtelse til at overholde nogen bestemt ugedag - eller takt.
I april 1927 leverede Triangel 2 ens motorvogne til Gribskovbanen, GDS M 1 og M 2. De var af DfA's "Model VII lang" og hver forsynet med en 100 hk Continental-benzinmotor, de beholdt til deres udrangering i 1961.
I sommeren 1961 havde JB-P og jeg bl.a. GDS som mål for vores cykelekspedition, og undervejs traf vi på denne:
GDS M 2 i Tisvildeleje, 05.08.1961 (nm).
Hvor M 1 gemte sig denne grålige sommerlørdag, har jeg ingen notater om. Men senere på året gik rygterne om, at begge vogne var på vej til Levin & Co. på Islands Brygge, og så var det jo bare med at få cyklet derind:
GDS M 1 og M 2 på Islands Brygge, 12.11.1961 (nm).
"Samlelisterne" på M 1's vognside skyldes den reparation, EVP omtaler på sin fine GDS-side.
GDS M 2 og M 1 på Islands Brygge 12.11.1961 (nm).
Til Michael D.'s orientering, så skinnede solen ej heller dengang altid, foruden at Islands Brygge kunne være et skummelt sted .....
De 2 søstervogne, som pænt fulgtes ad til skafottet, ankom også sammen i sin tid:
GDS M 1 og M 2, DfA fabriksfoto 1927 (arkiv: nm).
Jeg nåede aldrig at se vognene i drift, så jeg må henvise til litteraturen, herunder især MM1 og den ofte omtalte "store GDS-bog".
Bedste hilsener
Niels