"YRSA", løsningen - formentlig (5 ill.)
Hej. Lidt data om lokomotivet YRSA's arbejde ved Hadsund og Havnsø:
15-11-1902 - AALBORG STIFTSTIDENDE
Notits: – Fra Hadsund skrives til os den 13. ds.:
Med brovejen på nordre og søndre side af fjorden går det rask; det milde vejr bidrager sit til, at arbejdet stadig kan fortsættes med held, og hvis vinteren vedblivende ikke lægger hindringer i vejen, forventes det meste af jordarbejdet at blive tilendebragt inden årets udgang.
På søndre side af fjorden trækkes tipvognene af et lokomotiv, og ca. 30 mand er i fuld aktivitet med opfyldningsarbejdet på brovejen dér.
På nordre side er dæmningen nede ved fjorden færdig på amtslandevejen. Dæmningen er ca. 7 fod høj over daglig vande og opdæmmet med rør, sten og grus for at modatå vinterens tryk og ødelæggelse af is og vand.
For tiden arbejdes der på jernbanesporet, der skal gå fra amtslandevejen til Hadsund-Århus banegård. Fylden hertil tages fremdeles i købmand Sørensens bakke, der nu svinder stærkt i størrelse.
19-2-1904 - RANDERS DAGBLAD
Notits: Broen over Mariager Fjord.
Med broarbejdet ved den under arbejde værende bro over Mariager fjord er det siden jul kun gået langsomt fremad. Den største og besværligste del af jordarbejdet blev tilendebragt lige før jul, efter hvilken tid de fleste af mandskabet fik deres afsked. Tilbage blev kun stenhuggerne, smedene og enkelte jordarbejdere, hvilke sidste i den senere tid har været beskæftigede på søndre side af fjorden med at køre grus på den ny anlagte brovej fra Søndre Hadsund Kro ned til jernbanebroen. Banesporet fra Randers–Hadsund jernbanestation ned til broen er omtrent færdig. Ved gruskørselen, der foregår med tipvogne, fra hvilke gruset bliver kørt på trillebør ud på vejen, har den sidste måned 6 mand været beskæftiget. Om ca. 8 dage vil dette arbejde være tilendebragt, og grusarbejdet skal da tage sin begyndelse på nordre side, hvor hverken vej eller jernbanespor er påbegyndt. Tipvognene bevæges nu fremad med håndkraft. Lokomotivet, der tidligere anvendtes dertil, er der ikke mere brug for, hvorfor det er returneret til København. .....
12-6-1906 - KALLUNDBORG AVIS
Notits: Til havneanlæget ved Haunsø er der iflg. 'Holb. Dbl.' i den sidste tid ankommen en stor mængde forskelligt materiel. Navnlig er der i de sidste dage ankommen adskillige jernbanevognladninger tipvogne og nu i lørdag et lokomotiv, som det voldte adskillig vanskelighed at få anbragt så sikkert på blokvognen, at det kunne tåle den lange kørsel fra Jyderup station til Haunsø. Lokomotiv og blokvogn vejede 14,000 pd. og blev trukket af 6 heste.
31-7-1906 - KALLUNDBORG AVIS
Notits: Havne-anlæget ved Haunsø er ifølge 'Holb. Dbl.' nu skredet godt frem. Tømmerkonstruktionen til den T-formede mole er godt på vej til at blive færdig. Molen går så langt ud (ca. 200 alen), at der ved den yderste ende er 12 fod vand. Der arbejdes for tiden med en styrke på ca. 30 mand. Anlæget er overtaget af det store ingeniørfirma C. Monberg, København, der bl. a. også har uddybningen til den ny flydedok i København i entreprise. Til at transportere fyld benyttes et lokomotiv og en snes tipvogne.
Hvad der voldte nogen vanskelighed, var transporten af alt dette materiel. Det blev nemlig sendt pr. jernbane til Jyderup og derfra pr, vogn ad landevejen. Denne transport fra Jyderup til Haunsø har alene kostet ca. 1000 kr. Anlæget ventes færdigt i ooktober måned. Arbejdet ledes af formand Johansen.