Auf Schienen an die dänische Riviera - Von Insel zu Insel
Jeg er lidt i tvivl om, hvor nedennævnte indlæg skal placeres, men nu ligger det altså her.
Den 1. marts kl. 14.15 sender den tyske tv-station Südwestdeutsche Rundfunk (SWR) i serien "Eisenbahn-Romantik" en film om togturen Oldenburg-Holbæk i IC3-tog. Herfra går det videre med Lint til Nykøbing Sj. og derfra med taxi til et sommerhus i Rørvig.
De overordnede temaer er "Kan tyskere overhovedet forestille sig at rejse på ferie med tog?" og "Hvordan klarer danskerne at rejse rundt i et land, der stort set kun består af øer og de dermed forbundne besværligheder?". Her skal man tænke på, at tyskerne overvejende bor langt fra havet og i reglen kun skal krydse floder, kanaler og enkelte søer for at komme rundt i landet.
Filmen skildrer væsentlige punkter og seværdigheder undervejs - færgerne på Femernbælt, udgravningerne i Rødby, brovagten på Guldborgsund, "Rampen" i Næstved, Rislev Kirke, den "døde" superjernbane ved Ringsted osv.
Jens Bruun-Petersen og undertegnede er på slap line i Roskilde Domkirke, passiarer om vikingeskibene og småsludrer på Roskilde banegård. På sushi-restauranten kigger vi bl.a. på de medbragte modeller af C- og K-maskinerne. Turen fortsætter op i Odsherred, hvor Ole-Christian Munk Plum viser rundt på Trafikmuseet i Hørve, og vi ser hele Odsherred og den inddæmmede Lammefjord fra et af de højeste punkter på egnen. Som nævnt slutter turen i Rørvig. En utraditionel jernbanefilm, der viser mere end blot togene.
Hejsa,
Tak til jer alle for underholdende og professionel medvirken. I gjorde en god figur (undskyld mig udtrykket) og gav programmet en folkloristisk stemning, så det ikke bare var "rapportering på tysk". Det er jo svært at vurdere, hvorvidt Danmark som jernbaneland overhovedet er en attraktion for udlændinge i vore dage, men nu er det i hvert fald forsøgt beskrevet som sådan. Og dejlige steder uden for banerne har vi da i hvert fald.