Hej Lollik

I SR (sikkerhedsreglementet) var (er) beskrevet diverse fløjtesignaler fra lokoføreren til togets personale, det kunne være bremsere på sådanne godsvogne eller når lokummet virkelig brændte, til alle i toget at tage fat i hvad der var af skruebremser i alle vogne.

Nold

Go´aften til Lolliken og andre sæ´følig!

I anden anledning fandt jeg et par sider af det første ”Almindeligt Signalreglement” for DSB, efter den endelige sammenlægning af de to Maskinafdelinger mv. til det ”ny” DSB i 1892.

Heri er der en mere specificeret anvendelsen af fløjtesignaler afgivet fra lokomotivet, for advisering af de manuelt betjente bremser, herunder også ”Tårnbremsen”.
Indledningsvis var der kun en skruebremse på tenderen af lokomotivet og ”Togsmeden”, der havde sæde oppe på en af vognene og så bagud, havde til opgave at tilse, at alle vogne kom med fra start eller ikke tabtes under kørslen. Når toget så skulle bremses, betjente fyrbøderen så skrubremsen på tenderen og lokomotivføreren kunne give ”Kontradamp”. Sagt på en pæn måde, sætte lokomotivet i bak!! Det var en vanskelig kunst og det lykkedes ikke altid at få bragt toget til standsning det rette sted. Især i højtiderne, hvor også Maskindirektørerne og reserverne måtte træde til, kunne det knibe. Busse den ældre havde ry for at køre hårdt og andre ældre førere kunne ikke se så godt og ja, så var der dem, der af anden årsag måske så dobbelt. Husk på at tiderne og dermed det normale, var fuldstændigt anderledes end nu om dage.
Efterhånden fik man skruebremser på de fleste af personvognene og de forskellige sikkerhedsreglementer begyndte nu at tale om, hvor stor en bremseprocent toget skulle have, for at måtte fremføres. Altså, hvormange aksler på toget skulle kunne afbremses, enten ved de håndbetjente bremser, de første vakuumbremser, eller en kombination af begge typer. Det vil sige, at togene, hvis ikke der kunne vakuumbremses helt, skulle medføre et antal ”Bremsere” afhængig af bremseprocenten for toget. På godstog, havde det normale været, at der ikke fandtes andet end en håndbremse. Derfor måtte man af sikkerhedshensyn indføre skruebremser, enten betjent fra ”Tårnbremsen”, fra en gavl eller i heldigste fald i en bremsekupé på en lukket godsvogn.
Og hér kom adviseringssignalerne fra lokomotivføreren ind. De var som følger:

Signal nr. 47, ”Togafgang” = en lang og en eller flere korte toner. Betød at bremsen skulle løses.
Signal nr. 48, ”Givagt” = en lang tone. Betød at man skulle være klar til at betjene bremsen.
Signal nr. 49, ”Brems alene med Skruebremsen” = en lang og 2 korte. Betød brems.
Signal nr. 50, ”Brems” = tre korte toner. Betød at togets fart skulle formindskes og at bremserne i toget skulle spændes. Ved gentagne korte toner betød det FARE og toget skulle stoppes og at Lokomotivføreren skulle have hjælp når toget var standset. Altså at togpersonalet skulle frem til lokomotivet.

De mere almindelige signaler var:

Signal nr. 51, ”Mandskab til Assistance” = to eller flere lange toner. Betød at togpersonalet skulle frem til Lokomotivet.
Signal nr. 52, ”Toget gaar frem” = en kort tone. Anvendtes ved rangering eller efter standsning på fri bane.
Signal nr. 52, ”Toget gaar tilbage” eller ”løs bremsen”, to korte toner.

Herudover var der et antal signaler, der anvendtes for at advisere stationspersonalet eller de tjenstgørende i Signalposter etc. (Kom nu med det indkørselssignal, jeg holder og venter herude………).

For bedre at få togpersonalet, herunder ”Bremserne”, til at kunne høre signalerne fra Lokomotivet, fik en del lokomotiver monteret an skærm foran og rundt om togfløjten, således at lyden kastedes bagud og ikke fremad eller rundt.
Nedenunder ses et udsnit af førerhuset på en litra A og hvor skærmen tydeligt ses.

Efterhånden som flere og flere vogne fik vakuumbremser, ledning og nogle også trykluftbremser, faldt anvendelsen af ”Bremsere”. Og med overgangen til Trykluftbremsen fra 1943, stoppedes anvendelsen af ”bremsere” i togene næsten.
For ”Bremserne” var der ikke anskaffet noget særligt udstyr ud over den reglementerede frakke, hat og træskostøvlerne. Alt andet måtte selvbeklædes. Men nogle steder lykkedes det at fremskaffe fåreskindsveste eller pelse og det hjalp. Nå, ja, der kunne tildeles ”Bremserne” både varmt øl samt snaps for at holde varmen.
Håber det gav en lidt bedre illustration af forholdene samt lidt historisk.

Fortsat god aften.

Steffen