Kære Torsten
Igen tak for at vise de gamle billeder, der her lige får mig til at forklare for dem der ikke er helt dus med ”kogende vand” (citat James Steffensen), hvor man OGSÅ kan være med til at stedbestemme ud fra lokomotivets udseende. Her litra G.
På det øverste billede fra Fyn ser du en typisk 2. Distrikts (Jylland/Fyn) G´er (og ligemeget hvilken undertype) for tiden (efter 2. verdenskrig).
For det første har lokomotivet fået monteret en STOR dampdomen, hvor denne er sammenbygget med sandkassen. Sidstnævnte er altså flyttet fra under barrierepladen eller fodpladen om man vil, op på kedelryggen. Derved opnås bl.a. at bremsesandet har en bedre mulighed for at holde sig tørt og dermed ikke klumper i sandingsrøret når sanding aktiveres.
Den anden ting er ”manglen” på et advarselsskilt mod at komme i berøring med de elektriske køreledninger (S-tog), der kun fandtes i 1. Distrikt (Sjælland/Falster). Dette havde så godt som alle damplokomotiver i 1. Distrikt monteret på dampdomen (manuel betjening af låget på domen, altså man skulle OP på maskinen og derved en mulighed for at komme i berøring med eller i nærheden med værktøj af ledningerne). Yderligere havde tanklokomotiver (F, Hs og Q) det ligeledes normalt også bagest ved/på kulkassen. Tenderlokomotiver normalt også på den forhøjede kulkasse.
I 1. Distrikt fik litra G ikke monteret den store domen med den sammenbyggede sandkasse, men derimod to såkaldte ”Bolsje dåser”, en foran og en bagved domen. Man kan tydelig se dette på nederste billede. Årsagen herfor var, at de litra G der var i 1. Distrikt indledningsvis (også) var for anvendelse på den overtagne ”Slangerupbane”. Og da lokomotivet ikke kunne vendes i Slangerup (og senere Farum) måtte lokomotivet efter at have løbet om, køre med tenderen forrest. Og for at kunne sande hjulene, måtte man altså montere en yderligere sandkasse bag domen for dette formål. Og så fik flere G´er for anvendelse på Slangerup-/Farum-/Hareskovbanen monteret en træbeskyttelsesplade på tenderen med et par vinduer, for at beskytte personalet mod vejrliget under kørsel med tenderen forrest.
Men altså generelt og selvfølgelig var der sikkert en undtagelse eller to, men advarselsskiltet er en god indikator samt HELT SIKKERT de to bolsjedåser, samt ”ingen stor dampdomen” i 1. Distrikt.
Herunder to tegninger, begge ”de store” i 600 serien og begge med forhøjet vandindhold i tenderen.
G III med stor domen som for 2. Distrikt.
![[image]](images/uploaded/201807310846395b6021ef06ecc.jpg)
G III med ”bolsje dåser” og træbeskyttelsesplade på tenderen som for 1. Distrikt.
![[image]](images/uploaded/201807310847035b6022077a55a.jpg)
Begge tegninger Steffen Dresler©
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
NB: Om litra G specifikt, finder man yderligere information i Danmarks jernbanemuseums årsskrift ”Tog i tiden”, samt her på siderne under DSB Lokomotiver. Kan ikke lånes på biblioteket.
NB, NB: Ikke alle G fik efter krigen stor domen 2. Distrikt eller tilsvarende bolsjedåser i 1. Distrikt