Ugens TRIANGEL - "DAVID" - Del 1 (2 fotos)

af Niels Munch, 19/6 2015, 14:54 (3476 dage siden)

God eftermiddag,

Som den opmærksomme læser husker, havde jeg på min Jyllands-odyssé 1961 en uges base i Møldrup, hvorfra bl.a. Silkeborg (ca. 65 km via Rødkærsbro og Kjellerup, hvor der i forbifarten ingen tog var) blev nået på trædecikel den 21. juli 1961. Kjellerupbanen (SKRJ) var ikke specielt materielrig; men i MODELBANE-Nyt nr. 8/1958 havde Sv.J. skrevet om fænomenet "DAVID", der heldigvis dukkede op med et lille godstog, netop som jeg havde trisset rundt i SKRJs remiseområde:

[image]
SKRJ M 4 DAVID med A-enden forrest, Silkeborg 21.07.1961 (nm).

[image]
SKRJ M 4 i Silkeborg 21.07.1961 (nm).

Som bekendt er køretøjet, som på dette tidspunkt kun var 4 år gammelt som DAVID, en Triangel-motorvogn, der futtede af ved branden den 21.02.1956 i remisen hos Hammelbanen (AHTJ) i Århus, hvortil SKRJ M 4 var udlånt.

Danske Privatbaners Gensidige Forsikringsforenings vurderingsmand, ing. C.V. Kier fra Odense rapporterede 23.02.1956, at AHTJs materiel (MT 1, Sm 1 og Sm2) var sluppet med nogle sprængte rudeglas, lidt buler i tagplader samt varmebobler m.v. i lakken, skader for i alt knap kr. 8.000,-.

Meget værre var det med den lånte motorvogn, SKRJ M 4, hvis vognkasse (med inventar incl. førerbord og 2 ildslukkere) brændte totalt. Hele undervognen incl. de ædlere dele (den ret nye Leyland-motor, gearkasse, transmission, køler, bremser, batteri og varmekedel) syntes dog uskadt. Disse tiloversblevne dele vurderedes til kr. 41.000. Da vognen på branddagen var forsikret for kr. 95.000, kunne Forsikringsforeningen udbetale kr. 54.000 til SKRJ, og det skete 28.03.1956 - i øvrigt uden betingelse om, at vognen skulle tilbageføres til oprindelig tilstand.

Det var i overensstemmelse med banens ønsker, idet M 4 (ligesom reserven M 3) efter skinnebussernes tilkomst udelukkende anvendtes til lettere godstog, og driften var besværet af, at motorvognene kun havde førerrum i den ene ende. Direktør M.K. Jensen R og værkmester H.E. Andersen udtænkte derfor, sikkert inspireret af "rulleskøjterne" fra 1953, en løsning med ét hævet førerhus, egnet til begge køreretninger. Så slap man også for problemet med at skulle ”fjernstyre” den mekaniske gearkasse fra et ”førerrum-2”.

På dette grundlag gik banen i dialog med Scandia i Randers om genopbygning af vognen. Samtidig søgte man at vinde Direktøren ved Tilsynet med Privatbanerne for idéen, hvilket lykkedes, selv om Tilsynet en overgang mente, at en vognkasse fra en anden Triangel-vogn, hvoraf der på tidspunktet var flere ledige, både ved DSB og privatbanerne (incl. SKRJ M 2), kunne være en løsning. Men banen fastholdt sit ønske om en to-retnings vogn, og Scandias forslag/tilbud viste sig at kunne holdes inden for den fra Forsikringsforeningen modtagne erstatning.

Efter Scandias besigtigelse af undervognen og drøftelser parterne imellem om mindre køberleverancer etc. fremkom Scandia den 12.10.1956 med et specificeret tilbud om ny vognkasse til M 4, der i den realiserede udformning (efter Tegn. 41812), som vi kender, ville koste kr. 45.700.

Det ophøjede førerrum skulle indrettes med instrumenter for 2 førerpladser, fra hvilke vognens ene gearstang kunne betjenes. Der skulle monteres køler i B-enden (pakrumsenden), hvor også en kontravægt på 2 m3 beton skulle placeres således, at vognens oprindelige akseltryk ca. kunne genskabes.


Læs videre i Del 2, herunder om Scandias alternative forslag!


Bedste hilsener
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" - Del 2 (3 ill.)

af Niels Munch, 19/6 2015, 15:15 (3476 dage siden) @ Niels Munch

Fortsat fra Del 1:

Som et alternativ havde Scandia tegnet en ”mere strømliniet udførelse” (Tegn. 41728), i øvrigt af tilsvarende leveringsomfang, men til kr. 57.900. Da dette forslag næppe tidligere har været omtalt, bør vi dvæle lidt det.

Jeg har søgt at scanne alternativet fra Tegn. 41728, Scandias oversigtstegning i skala 1:20:

[image]

[image]
Scandias alternative forslag efter Tegn. 41728.

De afrundede kanter på såvel førerhus som ender ses tydeligt; førerhusets øverste sider er skrå, og førerhusfronten mod motorenden er ”knækket” i 3 planer. Pakrummet er 2010 mm bredt (mod 1600 mm i den udførte), og motorhjelmen er kun 1300 mm bred (mod 1600 mm i den udførte). Endelig giver barrierepladens udformning en totalbredde på 3000 mm mod 2700 mm på den udførte, mere kantede DAVID.

SKRJ meddelte den 26.10.1956 Scandia, at man fandt den strømliniede ”særdeles tiltalende”, men at man af økonomiske årsager så sig ”nødsaget til at rette opmærksomheden mod forslaget efter Tegning 41812” til kr. 45.700.

Pr. 30.11.1956 forelå Tilsynet med Privatbanernes endelige godkendelse af ombygningsforslaget, idet man dog gjorde bemærkninger om dagsignalholdere, førerhusvarmeapparat, defrosteranlæg og solskærme, som ikke fandtes i Scandias oprindelige detailspecifikation.

Herefter sattes ordren i gang. SKRJ søgte at skaffe førerbremseventiler hos H.I. Hansen i Odense, evt. fra udrangeret AHTJ-trækkraft, men det ”var allerede ophugget og videreleveret”. Ordren blev alt i alt forøget med kr. 700,- for nye Knorr bremsedele samt i øvrigt med kr. 170,- til revision af fjederbukkene, hvoraf én var knækket, og andre manglede nitter.

Broncebogstaverne til ejendomsmærke og litra/nr. blev genanvendt, hvorimod 2 sæt ”DAVID” i tilsvarende udformning skulle nyleveres.

Scandia meldte den 12.06.1957 DAVID klar til levering, og overdragelsen fandt sted den 19.06.1957. Dog havde Scandia p.g.a. lange leveringstider ikke kunnet skaffe spedometerdynamo og -instrumenter til den stipulerede levering, men Ministeriet for Offentlige Arbejder tillod i brev af 01.06.1957, at M 4 kunne sættes i drift, ”uanset at de i henhold til §23 pkt. 2 d i ordensreglementet for privatbanerne påbudte hastighedsmålere på førerpladserne ikke er installerede”. Ministeriet meddelte dispensation fra nævnte bestemmelse, ”indtil levering af hastighedsmålere har fundet sted og på betingelse af, at M 4s maksimalhastighed i samme periode sættes til 45 km/t”.

Ud over det nævnte havde banen brugt kr. 3,500,- til ”at bringe undervognen i orden”, ligesom transporten til og fra Scandia i Randers skete for banens regning. Overskydende beløb i f.t. erstatningssummen posteredes på banens ”Fond for lokomotivreparationer og nyanskaffelser”.

DAVID gjorde god fyldest på SKRJ indtil banens lukning i 1968, hvorefter den pr. 02.01.1969 solgtes til A/S Det Østsjællandske Jernbane-Selskab, som døbte den ”M 1”.

[image]
ØSJS M 1'" DAVID i Hårlev, august 1969 (nm).

Her er DAVID nylig istandsat i grøn lak med "bøffelhorn". Østbanen solgte køretøjet i 1981 uden motor og gearkasse til privat.

Som tidligere berettet i disse fora eksisterer DAVID endnu og vil måske en dag fremstå i restaureret stand.


Kilde: SKRJ-arkivmateriale i Østbanens arkiv.


Bedste hilsener
Niels
(nm)

Flere Triangel'er *her*.

Ugens TRIANGEL - "DAVID" - Del 2 (3 ill.)

af hansenph, 19/6 2015, 15:40 (3476 dage siden) @ Niels Munch

Tak for beretningen.

Her er 2 billeder mere fra tiden hos ØSJS taget i 1976.

[image]

Ved Klippinge

[image]

I Store Heddinge

Med venlig hilsen
Poul Henning Hansen

Ugens TRIANGEL - "DAVID" - Del 2 (3 ill.)

af re20000, 19/6 2015, 20:21 (3476 dage siden) @ hansenph

Det kunne være spændende at høre fra de nuværende ejere om hvordan det går med restaureringen, der må være temmelig krævende, så vidt jeg kunne bedømme i forhold til da jeg så resterne af den i Gedser i 2011. Da tænkte jeg at det da var trist som den så ud og den nok aldrig mere kom ud at køre.

Nold

Ugens TRIANGEL - "DAVID" - Del 2 (3 ill.)

af tybalt, 19/6 2015, 22:53 (3476 dage siden) @ re20000

Det kunne være spændende at høre fra de nuværende ejere om hvordan det går med restaureringen, der må være temmelig krævende, så vidt jeg kunne bedømme i forhold til da jeg så resterne af den i Gedser i 2011. Da tænkte jeg at det da var trist som den så ud og den nok aldrig mere kom ud at køre.

Nold

Sikkert endnu værre end da jeg så den i 2006.
Der så den således ud:

[image]

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos)

af Niels Munch, 20/6 2015, 09:13 (3475 dage siden) @ Niels Munch

Tak til Poul H. for fotos!

Poul A. bragte i sine mandagsbilleder fotos fra SKRJ, herunder også af DAVID ved en DJK-udflugt i 1968.

Fra selvsamme udflugt kan jeg bringe disse:

[image]
SKRJ M 4 - HBS C 223 - C 225 - C 224 (for DJK) i Silkeborg 17.03.1968 (foto: Søren Jørgensen).

[image]
SKRJ med udflugtstoget ved Sjørslev 17.03.1968 (foto: Søren Jørgensen).

Tak til Søren for billederne! Selv var jeg på dette tidspunkt optaget af min værnepligt.

Det ville glæde mig at se flere driftsfotos af DAVID ved såvel SKRJ som ØSJS, gerne i denne tråd.

PS: Husk også EVPs fine sider om banen: http://evp.dk/index.php?page=skrj---rullende-materiel .


Bedste hilsener
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos)

af UTJ, 20/6 2015, 16:20 (3475 dage siden) @ Niels Munch

Fra selvsamme udflugt kan jeg bringe disse:

[image]

SKRJ M 4 - HBS C 223 - C 225 - C 224 (for DJK) i Silkeborg 17.03.1968 (foto: Søren Jørgensen).

Og hele toget eksisterer skam endnu - vognene på Bryrup-Vrads og David i delvist opløst tilstand på vej mod mulig genopstandelse.

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos)

af carl otto, 24/6 2015, 09:25 (3471 dage siden) @ UTJ

hej

interesserede kan bese david i vsvt´s vognhal i Høng på lørdage mellem 09.00 og 15.00 eller på en af de dage, hvor vsvt kører på hjemmebane.
sæsonen starter søndag 28/6.

se køreplaner på vsvt.dk

venlig hilsen Carl otto

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos mere)

af Niels Munch, 23/5 2018, 09:04 (2407 dage siden) @ carl otto

Lidt update om DAVID:

[image]DAVIDs næser i Gørlev, 28.04.2018 (nm).

[image]DAVID under renovering hos VSVT i Høng, 28.04.2018 (nm).

Glæder mig, til den bliver køreklar; det skal nok lykkes!


M.v.h.
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos mere)

af Finn A, 23/5 2018, 10:23 (2407 dage siden) @ Niels Munch

Måske har jeg misset noget... men er der en forklaring på hvorfor lokomotivet blev døbt "DAVID"? (ud over den naturlige, at det jo i sagens natur ikke er verdens kraftigste lokomotiv)

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos mere)

af Niels Munch, 23/5 2018, 12:17 (2407 dage siden) @ Finn A

Måske har jeg misset noget... men er der en forklaring på hvorfor lokomotivet blev døbt "DAVID"? (ud over den naturlige, at det jo i sagens natur ikke er verdens kraftigste lokomotiv)


Hej Finn,

Den naturlige - eller bibelsk inspirerede - forklaring er den, der har rådet gennem årene. Men en egentlig dokumentation har jeg ikke set.

Til gengæld er navnetrækket "DAVID", påsat begge ender af lokomotivet og udført med samme slags metalbogstaver som banens initialer, en del af Scandias samlede leverance.

Scandia har angivet navnets placering på en tegning nr. 41812-A, som banen godkender skriftligt 2. maj 1957.

Idéen til navnet er således fostret under lokomotivets tilblivelse.

M.v.h.
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos mere)

af UTJ, 24/5 2018, 06:25 (2407 dage siden) @ Niels Munch

Den naturlige - eller bibelsk inspirerede - forklaring er den, der har rådet gennem årene. Men en egentlig dokumentation har jeg ikke set.

Til gengæld er navnetrækket "DAVID", påsat begge ender af lokomotivet og udført med samme slags metalbogstaver som banens initialer, en del af Scandias samlede leverance.

Scandia har angivet navnets placering på en tegning nr. 41812-A, som banen godkender skriftligt 2. maj 1957.

Idéen til navnet er således fostret under lokomotivets tilblivelse.

.
Genopbygningen er aldeles udokumenteret. Det var vistnok et projekt ledet af "KBA" på Scandia. Der var formentlig tale om et projekt hvor mundtlig kommunikation var det gennemgående middel til specifikation og udførelse og hvor det som andre steder beskrevet var økonomien som satte begrænsningerne.

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 3 scans)

af Niels Munch, 24/5 2018, 11:37 (2406 dage siden) @ UTJ

De centrale dokumenter i ombygningen af SKRJ M 4 er Scandias hovedtegning i 1:20 nr. 41812 samt et skematisk opført leveringsomfang på 3 sider:

[image]
[image]
[image]

Herudover rummer den sag, SKRJ i f.m. salget af DAVID til ØSJS medsendte, kun en begrænset korrespondance mellem SKRJ og Scandia. Det fremgår bl.a., at meget er aftalt på møder hos Scandia, hvori banens direktør og/eller værkmester deltog.

Det er lige før, at banens korrespondance med Direktøren ved Tilsynet med Privatbanerne er mere omfattende, selv om den - set især med nutidens øjne - forekommer overraskende beskeden .....


M.v.h.
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 3 scans)

af LBC, 24/5 2018, 13:22 (2406 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels

I forhold til den aktuelle genopbygning af David er dokumentet super interessant.
Det er ikke lykkedes ejerne at finde billeder fra førerrummet indvendigt før ødelæggelserne satte ind.
Men dokumentet nævner hvilket dele der har siddet i førerrummet, så det hjælper jo ganske gevaldigt.

Har du adgang til brevvekslingen med tilsynet og står der noget interessant vedrørende indretning af førerrummet?

Med venlig hilsen
Lars

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 3 scans)

af Niels Munch, 24/5 2018, 13:59 (2406 dage siden) @ LBC

Har du adgang til brevvekslingen med tilsynet og står der noget interessant vedrørende indretning af førerrummet?


Hej Lars,

Ud over de tidligere nævnte bemærkninger om førerhusvarme (varmtvandsradiator og fodvarmer tilsluttet motorens kølevandsanlæg) samt defroster og solskærme (ved førervinduerne), som ikke fandtes i Scandias oprindelige detailspecifikation, har Tilsynet med Privatbanerne ikke nævnt noget om førerrummet eller dets instrumentering etc.


M.v.h.
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 1 foto mere)

af Niels Munch, 25/5 2018, 14:02 (2405 dage siden) @ LBC

Men man havde en drøftelse med Scandia om udstødningsrørets placering - underud eller ovenud. Scandia påpegede, at myndighederne ikke ville acceptere en føring indeni førerhuset, og man enedes om en udvendig langs førerhusets venstre, skrå forhjørne, som det ses på dette foto:

[image]SKRJ M 4 med godstog i Kjellerup 1966 (Preben Nørgaard).


M.v.h.
Niels

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 1 foto mere)

af LBC, 25/5 2018, 20:11 (2405 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels.

Tak for hjælpen.

Mvh Lars

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 1 foto mere)

af Freja, 26/5 2018, 19:03 (2404 dage siden) @ LBC

Hej med jer DAVID fans.
Jeg har kendt DAVID, som den første i Silkeborg - idet min søster og jeg legede på godsbaneterrænet ud for krydset Grønnegade / Drewsensvej , da DAVID kom rullende ind på vognvægten og blev vejet sikkert af SKRJ-banefolkene.
Min far fortalte mig at navnet DAVID - kom sig af - en af lokomotvførerne ved SKRJ havde en søn, der hed David!
Siden den tid fulgte jeg DAVID, idet min bedsteforældre boede på Frydensgade 5 og SKRJ-remisen lå længere nede af gaden.
Jeg fortalte en ældre kammerat , der boede nede ved remisen, om den fantastiske DAVID. Han havde kun hån tilovers for DAVID , for den firkantede FRICHS, som kørte ovre på Bryrupbanen - var et rigtig diesellokomotiv.
Bl. a. undrede det mig at DAVID af og til stod i længere tid ved DSB-sporet mod Herning ved siden af træremisen. Så har de kørt godstogene med SKRJ M3, som skulle vendes i Rødkærsbro.
Jeg har taget fotos med et 30-kroners blikkamera af DAVID i slutningen af 50'erne, som jeg vil forsøge at finde frem og scanne. Desværre udlånte jeg negativerne til På Sporet og de forsvandt.
I øvrigt kom interessen for tog pga. mine bedsteforældres udsigt til godsbaneterrænet og SKRJ 4-ulykken ved Hinge med fotos på forsiden af J-P's søndagsavis, samt de kæmpestore N-maskiners brunkulstog.
Hilsner Peter
Freja Modeltog

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 1 foto mere)

af Freja, 27/5 2018, 09:43 (2403 dage siden) @ Freja

DAVID
foto fra slutningen af 1950'erne.
Hilsner
Peter

[image]

[image]

Ugens TRIANGEL - "DAVID" (+ 2 fotos)

af Georg Schmidt, 26/5 2018, 23:08 (2404 dage siden) @ Niels Munch

[image]
David i Kjellerup 1968.
Foto: Fredslund.

[image]
David i Hårlev 4/3 1973.

M v h
Georg

Danske privatbaner

Læs historien om:
Vodskov - Østervrå

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak