Middelfart - hvad sker der i OMBs spor?

af Hans-Henrik Landsvig ⌂ @, Amagerbro, 5/5 2018, 03:05 (2471 dage siden)

I min søgen efter svar på mysteriet om den fastkørte tankbil, stødte jeg på et billede af Middelfart Station, hvor det hele umiddelbart ser ganske hyggeligt og uskyldigt ud, mens et tog venter på afgang ad Nordvestfyenske Jernbane - OMB - mod Brenderup.

Se selv på: http://www.kb.dk/danmarksetfraluften/images/luftfo/2011/maj/luftfoto/object217568

Den officielle datering er 1946 til 1969.

1-C-1-maskinen, som holder i pakhussporet, siger ikke så meget, for OMB var længe om helt at opgive dampen.

MEN: Jeg bemærker, at trafiktavlerne på forpladsen er fra den ældre skiltealder, og at de få biler sammesteds kan interessere enhver, som kan lide veteranbiler.

Det var der, mine alarmklokker begyndte at ringe, for OMB og OKMJ fik først deres fælles skinnebustog i 1961, og i 60erne herskede der altså ikke denne Morten Korch-stemning ved stationen og posthuset i Middelfart. Jeg færdedes selv regelmæssigt på stedet i hine tider.

Indzoomning på billedet viser da også, at der ikke står OKMJ og OMB i to linjer på siden af køretøjerne i OMBs perronspor, men der kunne godt stå NFJ.

Og så sidder jeg her og undrer mig over, om Sylvest Jensen ved et helt fantastisk tilfælde har fået leveringsturen af et skinnebustog til NFJ med på filmen, eller om firmaet måske har været hyret til at fotografere vidunderet på Lillebæltsbroen og så har skudt et ekstra billede, mens toget ventede i Middelfart på at komme videre til Bogense via Brenderup.

Det var jo helt almindeligt at fotografere skinnebusser under levering på Lillebæltsbroen, men det skete fra sporet eller fra vejkanten under et kort stop.

Har i andre set luftfotos af skinnebusser på Lillebæltsbroen i forbindelse med levering?

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak