Pinzgauer Lokalbahn (PLB, 1. del) 1977 (9 illustrationer)
God aften i Forum,
Som jeg røbede i indlægget om Heeresfeldbahnlok HF 130 C, var familieferien i Østrig i juni 1977 henlagt til et hotel i Schüttdorf, 750 m fra Pinzgauer Lokalbahn's depot Tischlerhäusl i Zell am See's sydlige udkant.
Det er godt 40 år siden, og da banen 3. januar i år fyldte 120 år, har jeg scannet diapositiverne for at kunne vise dem her:
ÖBB dieselhydraulisk 760 mm lok 2095.01 (Waggonfabrik Simmering 77664/1958 ved remisen i Tischlerhäusl 19.06.1977 (nm).
ÖBB Reihe 2095, hvoraf der i alt blev bygget 15 stk. til ÖBBs 760 mm baner, forestod den daglige trafik på PLB, der rådede over 2095.01, 02, 03 og 11. Se også denne "skæbneoversigt": http://www.pospichal.net/lokstatistik/15206-bb2095.htm .
ÖBB 2095.02 (WLF 18127/1960) med "strømliniepersonvogn" B4ip 3062 i Tischlerhäusl 20.06.1977 (nm).
Denne bogievogntype, bygget af Simmering 1940 i en ren personvogns- og i en kombineret person- og pakvognsudgave, var grundstammen i persontrafikken:
Kombinerede "strømlinievogne", forrest BD4ip 4265 (Simmering 1940), Tischlerhäusl 19.06.1977 (nm).
"Strømlinievognene" blev i øvrigt moderniseret, først med polstrede sæder i 1950'erne, så i årene 1961-67 med Webasto-oliefyr og delte vinduer.
I remisen fandt vi yderste reserve (som vist næppe var helt køreklar, og veterantogskørsel tænkte ingen på):
ÖBB dieselelektrisk Gepäcktriebwagen 2091.03 (Simmering/ÖSSW 65689/1936) 20.06.1977 (nm).
ÖBB Reihe 2091 blev bygget i 12 eksemplarer, se også "skæbneliste": http://www.pospichal.net/lokstatistik/15203-bb2091.htm .
Da vi ikke kunne fotografere den udendørs, må jeg supplere med denne skitse:
ÖBB 2091.01-12.
Bemærk 2 faste aksler - med hver sin banemotor - flankeret af énakslede bisselbogier; og t.h. et pakrum.
Samme akselanordning havde de første 6 "strømlinievogne" fra 1937 (!); men de viste sig at have dårlige løbeegenskaber og blev siden ombygget med traditionelle bogier.
ÖBB 2095.03 (WLF 18128/1960) i Tischlerhäusl 20.06.1977 (nm).
Ved overkørslen i Schüttdorf persontog fra Krimml:
ÖBB 2095.11 + BD4ip + 3 B4ip, ank. i Zell am See kl. 14:10, Schüttdorf 20.06.1977 (nm).
Sådanne 2 stammer var i dagligt løb. Og inden vi forlader depotområdet i Tischlerhaüsl et kig på vinterberedskabet:
ÖBB Klima-Schneepflug Nr. 98506 (omb. 1959 af Hw Knittelfeld) 19.06.1977 (nm).
Jeg må bryde her og fortsætte i 2. del.
Bedste hilsener
Niels