Torsdagsbilleder - LB - Rudkøbing Station, en kulb (del 2/2)

af Steffen Dresler, 3/8 2017, 21:47 (2646 dage siden) @ Holger Sørensen

En dejlig ting ved HBDS billeder, er at gå på opdagelse og ofte finder man ting, der tidsmæssigt faktisk ikke burde eksistere mere, taget optagetidspunktet i betragtning.
Se nu på billede nr. 8 i dagens serie herunder:
[image]


Tilsyneladende en trævæg ved et tankanlæg med "noget" bagved. Men ved nærmere eftersyn ses jo så tydeligt, at det faktisk drejer sig om maskindepotets kuludleveringsanlæg med kulgård, vandkran og askegrav. Og så er det SJÆLDENT at se billeder af selve kulgården. Og nej, den lille opbygning med "tag" er ikke et tag, men en høj kulbænk. Til venstre for denne ses den såkaldte "Kulvippe" med tovværk. Til højre for sidste (højre) olie/benzin tank ses et trægelænder og ved foden af dette en kurv.
Ideen var så denne, at når et lokomotiv skulle have tenderen/kulkassen fyldt med kul og vand kørtes til "Kulgården". Inde bag plankeværket lå kullene/briketterne for lokomotivernes fyrkasser. Kul/briketter fyldtes så med skovle op i en "Kulkurv" fremstillet af fletværk. Kulkurven blev så hejst op på kulbænken ved hjælp af kulvippen, alternativt båret op af en trætrappe fra kulgården og til kulbænket. Herfra blev kul/briketter direkte løftet over på tenderen/kulkassen og dumpet ned i tenderens kulkasse.
Samtidig hermed kunne lokomotivet vandpåfyldes af vandkranen til højre i billedet, der blev svinget ind over vandtragten på enten vandkassen eller tenderens vandpåfyldning. Samtidig hermed kunne så fyrkassens askekasse tømmes ned i askegraven.
Herunder en Kulvippe (De Danske Statsbaner, Vejledning i banernes bygning og udstyrelse, side 100, København 1920).
[image].

På større maskindepoter fandtes, eller kom, så den senere kendte "Kulkran", hvor kulkassen indledningsvis blev hejst op af lokomotivet selv ved kørsel frem eller tilbage. Se herunder:
[image]
(Samme ref som ovenstående, side 101).
Det var hvad jeg fik ud af HBDS billede, tak for visningen (som sædvanlig).

Med venlig hilsen

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak