Privatbanerutebiler - Bornholm (9 fotos & lidt snak)

af Niels Munch, 24/11 2012, 17:23 (4383 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 24/11 2012, 17:57

God eftermiddag forum,

På denne halvsure november-lørdag vover jeg at scanne lidt videre af de fotos, der i årtier har henligget "i dybet", medens jeg havde andet at se til, - denne gang fra Bornholm.

Dér var jeg første gang på geologiekskursion i 1962, hvor vognmand Knud Jørgensen, Svaneke, kørte os rundt i sin fladnæsede, tristgrønne Triangel-bus, og hvor jeg kun fik tog-fotograferet lidt i Rabækkeværket. Det blev der rådet lidt bod på i 1963 og 1965, hvor jeg også stiftede bekendtskab med DBJs mærkeligt lakerede rutebiler.

Gennem halvtredserne var der hos store og små karossører bygget rutebiler på allehånde chassiser, og bus-kending blev en sport. Og ofte kunne man på fabriksskiltet i trinkassen checke, om man havde ramt rigtigt. Men denne:

[image]

.... havde intet byggeskilt, hvorfor JB-P og jeg - korrekt, viste det sig - gættede på "noget lokalt".

[image]
DBJ Bil 1 reg.nr. J 1727, Chevrolet QX/Aage Jensen Rønne 1950. Begge fotos Rønne 22.07.1965 (JB-P, arkiv nm).

DBJ Bil 14 (J 2499), også fra Aage Jensen, var magen til.

Samme sommer så vi også "Thyges grimmeste bus (billede 12)":

[image]
DBJ Bil 15 (JA 80.023) højrestyret Leyland PS 1/1 DAB-Silkeborg 1950, Rønne 22.07.1965 (foto: JB-P, arkiv nm).

Den havde øgenavnet "Hingsten" og vakte ikke udelt begejstring blandt DBJs chauffører. Den var mest reservevogn, men kørte i højsæsonen "hurtigture" på Strandvejsruten.

I en lang periode blev J. Ørum-Petersen i Herning leverandør til DBJ, her nogle eksempler:

[image]
DBJ Bil 22 (JA 81.002) Bedford SB/JØ-P 1953, Rønne 14.08.1966 (foto: NK, arkiv nm).

[image]
DBJ Bil 23 (JA 8057) Bedford SB/JØ-P 1953, Rønne 14.08.1966 (foto: NK, arkiv (nm).

[image]
DBJ Bil 26 (JA 8060) Bedford SB/JØ-P 1954, Rønne 14.08.1966 (foto: NK, arkiv nm).

En af DBJs tidligste vogne eksisterer som veteranbus på Bornholm:

[image]

[image]
DBJ Bil 12, Bedford OB/Aage Jensen Rønne 1948, Skjoldenæsholm sommer 1992 (nm).

..... her fotograferet ved et bustræf hos SHS, da ejet af STS-entreprenør Ole Kruse, Nakskov, der anvendte vognen til STS-turistruten "Veteranbussen" Rødby Færge-Bandholm.

DBJ Bil 18 - en "bispehuemodel" - er også bevaret.

Her ses også DBJs busfarver: Lys okkergul, brunt mavebælte, derunder gråbeige med antrasitgrå skærme. De "strømlinieformede skærme" holdt man længe fast ved, også efter, at de på nyere vogne "blot" var markeret med en pynteliste i facon. Ligeledes holdt man længe fast i den lille bagrude uanset, at JØ-P indførte hjørneruder på sit repertoire. Måske på grund af den megen trafik på bagagestigen til taget; de mange lejrskoler og andet gjorde, at flertallet af DBJs busser kørte på sorte plader (til turist- og bestillingskørsel). Sært nok købte man også længe benzinbusser.

Nå, jeg vil hilse af med et postkort:

[image]
DBJ Leyland Tiger Cub/DAB-Silkeborg bus på Serpentinvejen ved Rø (Stender 404/158, postgået 23.06.1969 - arkiv nm).

DBJ havde 3 busser af denne type (Bil 11 - 13), leveret 1960-61.

Og postkortet blev sendt fra ø-lejr til ø-lejr; fra JB-P, der var CF'er på Bornholm, til mig, der var FN'er på Cypern. Men det er ganske andre sager.

Bedste hilsener
Niels


PS: Meget mere om rutebilerne på Bornholm kan læses i Ove Nielsen m.fl.: "BAT - Historien om rutebilerne på Bornholm", BAT og Bornholms Tidendes Forlag 2007 (ISBN 978-87-7799-187-5).

Avatar

Privatbanerutebiler - Bornholm (9 fotos & lidt snak)

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 24/11 2012, 20:04 (4383 dage siden) @ Niels Munch

Jeg tror jeg har vist billedet før,men oppe på"Bornholms Tekniske Samling" står den her:
[image]

Den her er også fra Bornholm, men ikke tilknyttet banen derovre. Det var vognmand Brandt i Rønne der havde den og Børge Kaa og jeg fandt den da vii juni/juli 1973 var med DR's Sommerferiebus på Bornholm:
[image]
Chevrolet 1930 turistbil med karosseri fra Rønne Karosserifabrik

Privatbanerutebiler - Bornholm (9 fotos & lidt snak)

af Peter M. Thomsen, 24/11 2012, 21:41 (4383 dage siden) @ Michael Deichmann

Her er et billede af DBJ BIL 12, mens den var i drift.
[image]
DBJ Bil 12 fotograferet af Peter M.Thomsen, i 2007
Jeg har selv været chauffør på bussen, både på Bornholm og i Køge, med det bornholmske juleskib. Her kørte vi rundt mellem skibet, torvet, stationen og skibet.
Bussen har brug for en motorrestaurering samt nyt læderbetræk til passagersæderne.
Ellers en skøn bus at køre i, savner den
Peter

Privatbanerutebiler - Bornholm (9 fotos & lidt snak)

af gamle ole, 25/11 2012, 11:40 (4382 dage siden) @ Niels Munch

Nok engang fine fotos.
Det der slog mig mest ved DBJs rutebiler første gang jeg var på Bornholm som barn-omkring 65- var farverne på rutebilerne! Det var et rent kulturchock. Aldrig set sådanne farver (Kbh og omegn og Nordsjælland):-)


Hilsen Ole

-Privatbanerutebiler - Bornholm (9 fotos & lidt snak)

af gamle ole, 25/11 2012, 13:59 (4382 dage siden) @ gamle ole

-og lidt supplerende "snak".
Mener at DBJ muligvis som sidst anskaffet model dengang havde fået Leyland i den lidt "moderne firkantede" version, lidt i retning af KSs enlige forsøgssmodel 931- dog med enkeltdør/landevejsversion og lige ej skrå vinduer.
På lejerskolen omkring 65 i nSvanneke, kørte vi turistbus også med Leyland af den type som DSB og DBJ også havde, må have været en Leyland DAB Tiger Club- en slags landevejsversion af KS standardrype fra 50erne, og som afbildet i HHH fra 55 side 297 nererst th.
Turistbussen fra Svanneke var samme model i gulo med grønne skærme og mavebælte fra Knud Jørgensen.


Ole

Rutebiler/turistbusser - Bornholm (2 fotos)

af Svend, Storkøbenhavn, 25/11 2012, 14:45 (4382 dage siden) @ gamle ole

Jeg vil da lige supplere med et par billeder. Først et fra Rønne i 1968, hvor hovedmotivet var remisekomplekset, men med en rutebil som eneste DBJ-køretøj

Derefter et andet billeder af en turistbus, som transporterede skoleelever på ferietur rundt på øen i 1965, bl a 2. real fra Ulrikkenborgskolen.

[image]

©SBJ

[image]

©SBJ

Rutebiler/turistbusser - Bornholm (2 fotos)

af Niels Munch, 25/11 2012, 16:07 (4382 dage siden) @ Svend

God eftermiddag Svend,

Tak for billederne; bussen ved remisen er en Leyland/DAB, en af de nyeste, DBJ nåede at anskaffe, og netop en "bispehuemodel", af hvilken Bil 18 som tidligere nævnt er bevaret hos Bushistorisk Selskab.

Turistbusserne: Fladnæsen bagerst bærer umiskendelige J. Ørum-Petersen træk. Den foran er bygget på et af de i slutningen af fyrrerne "frigivne" Chevrolet QX chassiser, og er eksponent for den konkurrence, karetmagerne dengang udfoldede m.h.t. at bibringe turistbusserne moderne, futuristiske træk. Dog synes bagenden lidt bybusagtig, hvilket givet skyldes døren i baggavlen. Vognens træk kan give mindelser om Carlsen, Humlebæk; men andre karossører kan meget vel have været på spil .....

M.v.h.
Niels

Rutebiler/turistbusser - Bornholm (2 fotos)

af gamle ole, 25/11 2012, 16:49 (4382 dage siden) @ Svend

-og jeg tror netop det er den "moderne Leyland" jeg omtalte, skønt jeg ikke lige husker bagsmækken på modellen.


ole

Turistbusser - Bornholm (+1 foto)

af Niels Munch, 10/2 2013, 09:55 (4305 dage siden) @ Svend

[image]
©SBJ

God morgen Svend,

Én af Jean Henriks "ophavsmænd" har faktisk fundet din turistbus:

[image]
Kilde: http://mirefilm.eu/bus/dk/old1/34.htm .

..... i en noget bedrøvelig tilstand. Der er næppe fremstillet mere end én karosseri af denne slags. Gad nok vide, om Jean Henrik kender tid og sted?

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Turistbusser - Bornholm (+1 foto)

af Mire ⌂, København, 10/2 2013, 10:25 (4305 dage siden) @ Niels Munch

Vedr. Chevrolet vognen - kan kun siges at det er Bornholm og tiden er
omkring 1970 - 1972.

hilsen Jean Henrik

Indsend billeder
Billige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak