LB nr. 3 (midlert. AB nr. 4) - 2 fotos og lidt snak

af Niels Munch, 18/11 2012, 12:25 (4388 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 18/11 2012, 12:46

God søndag middag,

På ukristelig vis har jeg benyttet kirketiden til at vende tilbage til Sveriges Järnvägsmuseums dragende fotosamling, hvor jeg så skrev "Amagerbanen" i søgefeltet og straks fik ABs Nydquist-lokomotiver at se, plus dette:

[image]
Bildnummer JVM.KBIA04293: Amagerbanen lok 4, Köpenhamn - Fotograf: H. Bech.

Selv uden anlagt kendermine udbrød jeg; "Det er da en Henschel, ikke en Nydquist". Men "AB 4" står der altså på det karakteristiske, runde bronzeskilt.

Og en "gammel kending" var det, nemlig:

[image]
LB 3 i remisen i Rudkøbing, 25.07.1962 (nm).

Man ser stadig de 3 bolte, hvor ABs bronzeskilt sad, da den i 1946 var udlejet til AB*), som under krigen og frem t.o.m. august 1947 havde genoptaget persontrafikken.

En kopi af mit foto fra Rudkøbing (taget godt 2 måneder før Langelandsbanens lukning, uden stativ eller trådudløser og mens jeg langsomt talte til 3), sendte jeg til den venlige mekaniker Christoffersen, der viste mig rundt i LBs remise. Han var en af dem, der holdt skansen til det sidste. I et brev af januar 1963 berettede han om de omvæltninger, nedlæggelsen havde betydet, men var dog glad for sit nye job på DSBs rutebilværksted i Svendborg.

Om LB nr. 3 berettede han, at den var blevet hugget op. Desuden, at motorerne var blevet taget ud af M 3 og M 4 og solgt til GDS, og vognene ophugget ligesom M 2 og M 5. Endelig, at M 1 var solgt til DJK Museumsbanen, 1 skinnebus til GDS og 1 skinnebus til Danske Privatbaners Forsikringsforening G/S.

Nyttige oplysninger i en tid, hvor vi togtosser ikke vidste sådan noget "automatisk".

Jeg forstyrrede vel ikke søndagsfreden?

Bedste hilsener
Niels


*) Tante Edit tilføjer, at "Damptog til Dragør" (bane bøger 1986) kun omtaler leje af SKRJ 2 og HFHJ nr. 4.

LB nr. 3 (midlert. AB nr. 4) - 2 fotos og lidt snak

af Lars Viinholt-Nielsen, 18/11 2012, 21:49 (4387 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels
Ja vi nåede både højmessen kl. 10, og jeg når at svare dig inden midnat. Også jeg fotograferede LB 3 i remisen (8.august 1960), men negativet blev voldsomt underbelyst. Hvis man ser på det sådan lidt skråt i den rette belysning, ser det nu meget godt ud!
Langelandsbanens lokomotiver under og efter 2. Verdenskrig:
Banens noget diffuse arkiv giver følgende:
Nr. 1-3 (Henschel 1911) alle driftsklare i 1939.
Nr. 4 (Nydquist 1914) hensat maj 1934, men repareret og atter sat i drift 3. juli 1940.
Man havde højest brug for 2 lokomotiver selv, især efter M 3 og 4 fik generator i september henholdsvis marts 1941.
Nr. 2 udlejet til Odense Sukkerkogeri 1941 og herefter til HJJ (Horsens-Juelsminde)
indtil 1946.
Ikke en dyt i arkivet om nr. 3 og Amagerbanen, men Hesselink har fotograferet "AB 4" på Amagerbro station 19.oktober 1946, og andre har altså også været på færde.
Lokomotivet udlejes til SFJ i januar 1948, men såvidt jeg kan se, har det ikke været i drift på Sydfyn som togmaskine, men det er muligvis blevet brugt til rangering i Odense.
søndagshilsen
Lars

LB nr. 3 (midlert. AB nr. 4) - 2 fotos og lidt snak

af Niels Munch, 19/11 2012, 17:23 (4387 dage siden) @ Lars Viinholt-Nielsen

Kære Lars,

Mange tak for de uddybende informationer!

Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak