Zillertalbahn 1977 (12 fotos)
God middag i Forum,
Da jeg fornemmer en vis veneration for østrigsk smalspor, skal jeg i fortsættelse af mit indslag om Zillertalbahn 1968 vise mine egne fotos fra en ferie i juni 1977, hvor vores base var Zell am See (og det er ingen tanketorsk ).
Onsdag, den 22. juni 1977, hvor skyerne lå og rullede og ikke rigtig kunne komme "over kanten", besluttede vi at kigge over i Zillertal i vores lejede VW Polo. Det skete via Krimml:
Krimmler Wasserfälle er alpernes største med et fald på 300 m. Faldene er en del af Salzach-floden, hvis vande via Inn føres til Donau.
..... og ad Gerlos Alpenstraße via Gerlospass, hvor man dumper lige ned i Zell am Ziller:
ZB D 8 (O & K/Jenbach 26615/1967) rangerer i Zell am Ziller, på vej mod Jenbach.
Persontog mod Mayrhofen: ZB D 9 (O & K/Jenbach 26616/1967) - Gw 167 - 3 B4iph - B4i 30 ell. 31.
Der afventes krydsning med:
Damptog mod Jenbach: Lok 2 ZILLERTAL med 2 af banens 3 "panoramavogne", 6 to-akslede personvogne og 1 pakvogn.
Panoramavognene er B4iph 32 og 34, ombygget fra åbne ZB-godsvogne Ol 200 og Ol 202 i 1956 af Karosserifabrik Karl Schreiner & Söhne, Wien. ZBs 3. panoramavogn, AB4iph 32 (ex Ol 201), har 1. & 2. kl. Den 2-farvede vogn i toget er Kioskwagen Ci 19 (bygget 1903).
ZB lok 2 ZILLERTAL (Krauss-Linz 4506/1900) og "panoramavogn" i Zell am Ziller.
Herefter fortsatte vi bilturen mod Jenbach:
ZB dieselelektrisk togsæt VT 1, ex DBs eneste sporvej Ravensburg–Baienfurt, ex RTM Rotterdam (hvor generatorvognen blev tilføjet), og nu atter i Holland hos Museumsbahn Stichting voorheen RTM.
Hos RTM blev de dobbeltrettede Düwag-vogne enkeltrettede, og diesel-generatorvognen, som ikke er selvkørende, tilføjet. Den har imidlertid selv 2 førerrum således, at den kan køre i 2-vognstog med enhver af motorvognene. Generatorvognen fik 1972 Düwag bogier fra Kölner Verkehrsbetriebe.
ZB D 9 med sit persontog i Jencach. De 3 høje vogne er ex Lokalbahn Payerbach-Hirschwang, hvortil de atter er hjemvendt og én (nr. 36) ombygget til ET.
I 1968 var alle bogievogne blå, men i 1970'erne introduceredes den creme/blodorange æra, hvilket efter min ringe mening pyntede. De højbenede LPH-bogievogne var, da de blev leveret i 1926, Østrigs største 760 mm personvogne.
ZB dieselhydraulisk rangerlok D 11, bygget O & K 25965/1960 til Rhein-Sieg Eisenbahn. En søstermaskine er D 10 (O & K 25923/1959 ex RSE).
ZB dieselelektrisk lok D 7 (Gebus 429/1939, ex Lammingtal Schleppbahn).
ZB lok 2 ZILLERTAL i Jenbach.
T.v. dieselstammen og t.h. dampstammen i Jenbach; pakvognen bagerst er F 52 (ex DF 52 bygget 1900).
Alle fotos er fra 22.06.1977 (nm) og optaget på AGFA CT-18 diapositivfilm, monteret i anti-Newton rammer, hvis glas jeg har pudset som en gal .
Så har jeg "skudt tom" f.s.v.a. Zillertalbahn for 39 år siden. Der skjuler sig supplerende oplysninger i de "indbyggede" links.
En samlet oversigt over ZBs trækkraft findes her: http://www.pospichal.net/lokstatistik/16601-zb1.htm .
Ellers må jeg henvise til bibelen: "Schmalspurig durch Österreich", Verlag Josef Otto Slezak, Wien 1975.
Bogen om Jenbach: "Drei Spurweiten, ein Bahnhof: Achenseebahn - ÖBB - Zillertalbahn" kan findes i Google Books.
Bedste hilsener
Niels