Hej Erik,
Nu nærmer vi os - med forenede kræfter - en løsning:
1. Lokomotivet: Bent Hansen, IBKs forskningsafdeling, har leveret dette CV for YRSA:
Güstrow 153/1895. 785 mm. 10,3 m². 10 atm. Navn: YRSA.
1895 Leveret som ny til Hoffmann & Gunnerson.
1896 - 1897 Anlæg af RNB (udlånt til SFJ af Hoffmann & Gunnerson).
1897 Solgt til entreprenør Wätzold.
1898 Anlæg af OHJ for Wätzold.
1901 N. C. Monberg.
19?? Hadsund for N. C. Monberg.
1913 N. C. Monberg.
1916 - 17 Anlæg af VaGJ for Hoffmann & Sønner.
1917 Muligt arbejde ved anlæg af dok i Ålborg for N. C. Monberg.
Bem.: Byggenr. var 153, kedelnr. var 752.
Hermed skulle lokomotivet være behørigt identificeret.
2. Anlægsarbejdet: I mellemtiden har vi med stor hjælp fra din hjemmelsmand på Bjergsted Lokalhistoriske Arkiv (LHA) indkredset, hvor og hvornår fotografiet sandsynligvis er taget:
YRSA - Bjergsted LHA. Klik på billedet for højere opløsning.
I det store format ses tydeligt, at det drejer sig om et molearbejde (og dermed ikke anlæg af VaGJ). LHA påpeger, at molen ender som et "Y". På Y'ets højre gren står en rambuk drevet af en mobil dampmaskine med lodretstående kedel. LHA meddeler, at der på billedets bagside er skrevet "Vrøj", som er en lokalitet ved Saltbæk Vig nær Nekseløbugten ikke langt fra Havnsø, der netop i 1906 fik anlagt en Y-formet anlægsmole:
M/S "Sejerø-Havnsø" i Havnsø havn i første halvdel af 1940'erne (arkiv: Brian Jørgensen - LHA).
Anlægsmolens (udskibningsstedets) tragt- eller Y-form ses (ved Badehotellet) på dette 1920-kort:
Geodætisk kort over Havnsø-området 1920 (LHA).
På www.ing.dk/kulturarven/arkiv kan man under "Havnsø" finde, at N.C. Monberg i februar 2006 udbyder leverancen af tømmer til opførelse af en anlægsmole i Havnsø. N.C. Monberg er således hovedentreprenør på dette moleanlæg! I Ingeniøren af 14.03.1906 bekendtgør N.C. Monberg resultatet af licitation afholdt 27.02.1906 således, at tømmerleverancen er overdraget til grosserer Aug. Birch.
Det er givetvis bolværkspæle fra grosserer Birch, som rambukken på billedet rammer ned. Og det er N.C. Monberg, der i 1906 - jf. CV'et - ejer YRSA.
N.C. Monberg havde vundet anlægget af den gamle Hadsundbro, som var færdig 16. december 1904. Monberg har så i 1905 regnet tilbud på og er blevet antaget til hovedentreprisen i Havnsø. Måske YRSA er blevet sejlet direkte fra Hadsund (efter oprydning dér) til Havnsø?
Indicierne peger således stærkt på, at billedet af YRSA er optaget i Havnsø i 1906.
3. Færgefarten: Moleanlægget i 1906 har intet med færgebetjeningen af Sejerø at gøre; øen blev fra 31. august 1904 betjent fra Kalundborg. Først i 1930 blev der stiftet et aktieselskab, Sejerø-Havnsø Færgefart A/S, som 16. maj 1931 indsatte M/S "Sejerø-Havnsø", der ses på billedet ovenfor samt herunder:
M/S "Sejerø-Havnsø" Museet for Søfart, filnr. 000005937.
Bedste hilsener, samt tak til alle involverede
Niels