Når man tænker på at alle ovnene til støbe hvidmetallejer med stadig var på Cvk i begyndelsen af 1980'erne.

Men tilbage til M 8. Skal dens ene motor have den helt store tur, altså en total hovedreparation, eller hvad?

Jeg kender ikke hele forhistorien ud over at den bankede en del.
Man har herefter adskilt motoren og bl.a. konstateret at et af plejllejerne er gået løst således at lejeskålene sidder fast på sølen og så kører rundt i plejlstangen. Der er også stempelpinde, der slubrer i enten plejlstngsbøsningen eller måske i stemplet (skalundersøges nøjere).
Hovedlejerne er ikke adskilt, men tolerancen/slid er udmålt med måleur ved at løfte krumtappen. Angiveligt ikke noget alarmerende.
Foringerne er udtaget og ser sådan set fine nok ud - en let honing burde kunne tage de ridser der kan ses i nogen af cylinderne. Jeg har ikke nærstuderet stemplerne endnu, men umiddelbart ser det ud som nogle stempler der er brugt, men ikke kvæstet.
Der er ikke lagt op til den store tur - for det er der ikke penge til, men mindre kan sikkert også gøre det.
Honing, nye stempelringe og nye plejlstangslejer og så bliver turboen renoveret (nye lejer), er det den står på lige nu.
Og så samling igen.

Hej Michael

Det lyder som et spændende arbejde - det er sådan noget, som jeg selv godt kunne tænke mig - engang.
Rigtigt nok, at det ofte er så lidt, der skal til. Vi må håbe at det også gælder i denne omgang - dog lyder det lidt betænkeligt, at lejeskålen har kørt rundt indeni udboringen i plejlstangen - det bliver "spændende" at se om den har taget skade.
Fra min tid på Alpha Diesel her i Frashawn kan jeg huske, at de skiftede fra traditionelle hvidmetalslejeskåle til både hovedlejer og plejlstangslejer, til en slags kompositleje, hvor hvidmetallet var indkapslet i en matrix, som jeg ikke lige kan huske hvad var lavet af, muligvis en bronzelegering.
Rillerne i matrixmaterialet var lavet som skrå noter, som blev bredere indad og dermed var smallest yderst - på den måde holdt de hvidmetallet bedre fast, selvom de måtte blive lidt varme, og hvidmetallet kunne stadig absorbere urenheder ligesom i traditionelle hvidmetalslejer, og - her var nemlig det smarte ved dem - så kunne kan med det blotte øje se, hvor slidt de var. Eller næsten - det krævede dog en lup og godt lys. I luppen var matrixmaterialet mørkt at se på, mens hvidmetallet var lyst, og ved at sammenligne bredden på de mørke riller, versus de lyse riller, så kunne man visuelt bedømme, hvor slidt de var, uden at skulle til at måle tykkelse eller ovalitet.
Jeg ved ikke, om Frichs er gået over til den slags lejer i deres motorer, og om de har nogle, der passer til en 6185-motor. Jeg ved kun, at skibsrederne var glade for dem (længere levetid = længere serviceintervaller og færre værftsophold) - og at skibsredere givetvis har flere penge at rutte med end en veteranjernbaneklub
Nå, det var bare lige en strøtanke, der lige poppede op på sådan en søndag aften - kan eventuelt ignoreres!