Dagens postkort - Rudkøbing havn
Langelandsbanen og Sydfynske Dampskibsselskab (SFDS) blev i 1911 enige om at anlægge et trollispor på midtermolen i Rudkøbing havn, så bagage kunne transporteres ind til banens havnespor. De delte anlægsudgifterne. SFDS skulle vedligeholde de 2 trollivogne og banen vedligeholde sporene. I 1926 blev der indsat jernbanefærge fra en nyanlagt færgehavn syd for den eksisterende havn. SFDS´s færger flyttede til den nye færgehavn, hvor der senere blev udbygget med endnu et færgeleje.
SFDS´s kontorbygning/pakhus (bindingsværk) der ses nærmest blev nedrevet og materialerne anvendt til opførelse af en beboelse på Bellevue i Rudkøbing. Den bagerste bygning har stået på havnen til engang sidst i 50erne og har senest været anvendt til beboelse.