SNCV/NMVB Oostende 1982 (7 fotos)

af Niels Munch, 2/8 2015, 16:53 (3429 dage siden)

God eftermiddag i Forum,

Efter HansA's fyldige indlæg fra Knokke og Oostende om de Kusttram er det svært at bibringe noget nyt, men I skal alligevel ikke snydes for mine oplevelser dér.

Ferien i Belgien 1982 var en familie- og ikke en jernbaneferie, så turen fra Visé og vestpå gik først til den maleriske by Brugge:

[image]Poortersloge - Jan van Eyck Plein fra Spiegelrei Canal, Brugge 19.07.1982 (nm).

..... hvor vi oplevede byen fra kanalbåd, hestevogn og til fods. Anbefales. Fra Brugge gik turen videre til Oostende, hvor jeg dvælede lidt ved de Kusttram's depot:

[image]SNCV motorvogn SO nr. 9000 og standardbivogn 9536 i Oosteende, 19.07.1982 (nm).

Motorvognen er en enkeltrettet type SO ("O" for Oostende), en version af den dobbeltrettede type "S", som blev bygget i en antal af i alt 200 stk. mellem 1953 og 1959, overvejende med elektriske dele m.v. fra ældre standard-mellemkrigsvogne, hvis vognkasser ofte blev bivogne.

Vognen ses fra sin venstre side (uden døre), og i bagenden ses overgang til bivogn. Jeg troede, at jeg med nr. 9000 havde fanget prototypen, men så heldig var jeg ikke. Den hed oprindelig nr. 9818, men ved omnummeringen i 1976 "rykkede man numrene sammen" for at "dække" hullerne efter udrangerede/solgte vogne.

Bivognen, nr. 9536, type "Destelbergen" (ex nr. 19541) var bygget i 1953 af SNCV Destelbergen med stålvognkasse til Oostende.

Motorvogne type "SO" kørte ofte med 2 bivogne af type "N" plus type "standard Oostende".

[image]SNCV bivogn 9538 (ex 19544) type Destelbergen i Oostende, 19.07.1982 (nm).

[image]SNCV S-motorvogn nr. 9115 og SO nr. 9009 i Oosteende, 19.07.1982 (nm).

Den dobbeltrettede S 9115 (ex 10261, oprindelig bygget 1938 af Braine-le-Comte) var øjensynlig "rangervogn" (rotorblink). Den enkeltrettede SO 9009 (ex 9948, opr. bygget i 1932 af Familleureux) er kendetegnet ved grønne "knurhår" (whiskers) på fronten (som man også brugte på S-vognene med klaptrin i Charleroi).

I 1982 var SO-vognene m.fl. under udfasning til fordel for de 6-akslede ledvogne:

[image]SNCV 6-akslet dobbeltrerret ledvogn nr. 6131 med ukendt makker i Oostende, 19.07.1982 (nm).

..... der på dette tidspunkt ofte kørte i dobbelttraktion. T.h. bivogne af type "N" hhv. type "Destelbergen (standard kyst)".

De dobbeltrettede ledvogne af 61xx-typen blev bygget i et antal af 55 (6100-6154) af La Brugeoise et Nivelles (BN) i 1981-1982 og blev indsat på de Kusttram. Men i f.m. leveringen af de enkeltrettede vogne af i øvrigt samme type, nr. 6001-6049 i 1982-83, blev de overført til Charleroi, hvor de i f.m. ommaling i TEC-farver efter 1991 har fået numre i 74xx-serien. Se Lars Hennings udmærkede reportage her.

Jeg var således heldig at komme til Oostende i det korte interval, hvor 6100-vognene rådede.

Heldig var jeg også at få et billede af denne:

[image]SNCV 8-akslet, dobbeltrettet ledvogn nr. 6102 i Oosteende, 19.07.1982 (nm).

Denne 3-leddede vogn var bygget af BN på eget initiativ i 1981 som en demo-vogn - og på et tidspunkt søgt afsat til Manila. Den kom imidlertid i drift som ekstra- og forstærkningsvogn på de Kusttram, i hvilken egenskab jeg fotograferede den. SNCV kunne imidlertid ikke forlige sig med den 3-ledede, men overtog dog ejerskabet fra BN efter nogen tid. Vognen blev siden overvejende anvendt som ranger- og bjergningsvogn - "Sleeptram". Pudsigt er det, at de enkeltrettede 6000-vogne under De Lijn-regi er blevet forsynet med midterled og dermed blevet 8-akslede - tillige med andre ombygninger og moderniseringer.

Oostende er i øvrigt en moderne og pulserende by, der måtte indkassere omfattende ødelæggelser under 2. verdenskrig. Undervejs på vor sightseeing stødte vi på det tidl. ekspeditions- og skoleskib:

[image]Museumsskibet "Mercator" i lystbådehavnen i Oostende, 19.07.1982 (nm).

Ungerne nåede også et bad i den sydlige del af Nordsøen, og på hjemturen til Visé besøgte vi Manneken Pis i Bruxelles.

Så mine 15 min. med de Kusttram var ikke liiige det, der overskyggede denne 1-dags udflugt ;-) .


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • SNCV/NMVB Oostende 1982 (7 fotos) - Niels Munch, 2/8 2015, 16:53 [*]

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak