Nye dieseltog til privatbanerne - IC2 (11 ill.)

af Niels Munch, 24/2 2015, 14:57 (3492 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 24/2 2015, 15:54

God eftermiddag,

Under trafikminister Helge Mortensen (S) blev der indgået en økonomisk rammeaftale for privatbanerne for perioden 1993-1996 (incl.), parallelt til en tilsvarende DSB-aftale. I rammeaftalen blev der afsat midler til investering i 15 nye privatbanetog, naturligvis under forudsætning af, at de i privatbanerne interesserede amter og kommuner ville finansiere deres andel.

Fra begyndelsen af 1990'erne havde privatbanerne interesseret sig for, hvilken togtype der kunne afløse de meget vellykkede Y-tog. En "materielbande" med repræsentanter for de tidligste Y-togsbaner LJ, GDS og HFHJ (samt OHJ, der ville af med de loktrukne tog, og HHJ, der var i materielnød) vurderede sammen med Tilsynet med Privatbanerne og Danske Privatbaners Fællesrepræsentation, hvad der på kort sigt kunne erstatte de snart 30 år gamle Y-tog.

Indledningsvis så man bl.a. på et "P-90" forslag fra Scandia, de tyske NE81 og VT 628.4. Fabrikkerne "bed på", og Scandia præsenterede et IC2 uden lavtgulv (P93); Düwag et stærkt moderniseret Y-tog med Jacobs-bogie kaldet "L-tog" samt RegioSprinter; AEG sit LVT 220; LHB sit "LNT" (en RegioSprinter lignende ting, der aldrig blev realiseret), samt en FIAT en motorvogn i traditionelt tilsnit.

Udviklingen i Tyskland, herunder VDV's idéer om tog med delvist lavtgulv, bragte IC2 med lavtgulvsstyrevognen på banen, og da privatbanerne i december 1994 kunne skrive kontrakt med ABB Scandia om de nu kun 13 IC2-tog, som bevillingen rakte til (hvorefter HHJ "faldt af"), var IC2 den eneste løsning med rimelig størrelse og leveringshorisont, der kunne opfylde ønsket om delvist lavtgulv.

[image]
ABB Scandia IC2-prospekt november 1994 (klik på billedet for større udgave, arkiv nm).

NærumBanen fik, også under rammeaftalen, som "forsøg" sin RegioSprinter i 1996, og i 1997 kunne IC2-banerne modtage deres tog, og det gik ikke stille af.

GDS fik sit første i april 1997, og HFHJs kom i maj (i h.t. leveringsplanen, hvis den holdt). HFHJs togsæt, MF 1044 - FS 1144 blev på NJS' sommerudflugt 1997 præsenteret på bl.a. NærumBanen:

[image]

[image]

[image]

[image]

[image]
GDS-HFHJ MF 1044 - FS 1144 i Nærum, 30.08.1997 (alle fotos nm).

På Lollandsbanen blev toget introduceret med en særtogstur Nykøbing F. - Nakskov 19.09.1997 for indbudte gæster:

[image]

[image]

[image]
LJ MF 1002 - FS 1102 som særtog i hhv. Nykøbing F. og Nakskov 19.09.1997 (nm).

Processen omkring disse tog var omgærdet med en del politik - og lobbyvirksomhed, bl.a. fra Randers' daværende borgmester, fordi ABB Scandia netop havde mistet ordren på nye S-tog til DSB. Ligeledes var ABBs vicedirektør "på banen". Men undervejs i forløbet, nærmere pr. 01.01.1996, solgte ABB Scandia sig til ADtranz-koncernen, som besluttede vognkasserne produceret på deres tidligere BREL-fabrik i Derby, England. Så meget for danske arbejdspladser ..... Færdigmonteringen skete dog i Randers.

[image]
Regionstog sæt 43, 46 og 42 i Nakskov, 30.08.2014 (nm).

Jeg har ingen fotos fra de tidlige IC2-dage på OHJ-HTJ, så dette må række:

[image]
Regonstog LINT og IC2 sæt 41 i Tølløse 06.09.2014 (nm).

Men måske andre læsere kan bidrage med fotos fra IC2 premieren i Holbæk?

ABB Scandia forpassede regionaliseringskonferencen i Karlsruhe marts 1995, og IC2 blev ej heller bygget videre; ADtranz havde andre idéer. Efter overtagelsen af Henschel fik man jo RegioShuttle på programmet, og inden den af kartelretslige årsager blev "overdraget" til Stadler Rail, havde man påbegyndt en 2-vogns udgave, som blev til Bombardiers ITINO.

Men det er en anden historie, som jeg kan vende tilbage til, hvis I orker at læse mere om udviklingen af de "lette dieseltog".


Bedste hilsener
Niels

Nye dieseltog til privatbanerne - IC2 (11 ill.)

af Poul Andersen, 24/2 2015, 19:18 (3492 dage siden) @ Niels Munch

Tak Niels, for din spændende gennemgang af de togsættyper som blev "efterset" af privatbanefolkene i 90´erne.

I foråret 1997, var der åbent hus for privatbanerne på fabrikken i Randers, hvor man kunne fremvise tre generationer privatbanetog.
At togtypen længst til højre (MY) sidenhen kom til privatbanerne, vidste ingen på dette tidspunkt.

[image]

ETJ Sm 1, HHJ Ym 33-Ys 44, HFHJ-GDS MF 1041-FS 1141, DSB MY 1105.

Mvh.
Poul.

Nye dieseltog til privatbanerne - IC2 (11 ill.)

af re20000, 24/2 2015, 19:26 (3492 dage siden) @ Poul Andersen

Personligt synes jeg det var synd IC2 (altså de rigtige) ikke blev mere udbredt. Det er et lækkert tog at sidde i, måske det eneste af de forskellige lokaltog, der ikke smager af sporvogn men af rigtigt tog. Hvor dyrt/ billigt er det i drift i forhold til de andre typer, er der nogen der ved det?

Nold

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak