Torsdagsbilleder - Sammenhængende kollektiv trafik
Nostalgi og minder. Som dreng med kommunalt betalt KS kort til fire linjer (og dem der kørte på samme strækning), bosiddende i Husum og skole i Fredericia-/Hindegade, rammer du med dine billeder lige ind i to daglige linjer, nemlig 5 og 7. Da Degnemosen lukkede, blev 7´s endestation også Nørrebro station, hvorfor skiftet blev ved remisen til linje 5 vejen hjem. Linje 7 fik så endelig sløjfen i Husum fra midt i 1960´erne, men – skamme, skamme – var den ny buslinje 8 faktisk det nemmeste alternativ. Nok ikke fordi det længere ind i byen var hurtigere, men ”Lille Hanne” skulle den vej! Ak, ja.
Linje 2 var til morfar (de 3 til 4 pligtbesøg om ugen) og linje 8 et alternativ når der var god tid på vejen hjem, skift Degnemosen. Linje 6 blev kun benyttet fra Fredericia-/Hindegade til Kgs. Nytorv (linje 7), hvis man da ikke løb. Og var man heldig, var det ens ”private” vognstyre og konduktør med nr. 617, der havde trykknapbetjente døre. http://www.vognstyrer.dk/Sporvogne/KS/Vogne/Lundingvogne/617/KS617.htm . Hold da op, hvor har man næsten taget livet af forskrækkede pensionister, der blev ”lidt klemt” af dørene p.g.a. en for ivrig drengs for tidlige betjening! Dette absolut ikke ønskede møde mellem pensionister (hjem fra Magasin inden kortet udløb) og os skoleKNÆGTE, var nok anledningen til vor tids lørdagsprograms titel, ”Og SÅ har vi balladen”.
Senere blev Godthåbsvej station et hyggested for nogle ”medkombattanter”, da faren til en kollega, var ”stationsforstander”. Så der blev fortæret mange bøffer og drukken megen limonade i den lille have nede ved ”F mod Hellerup” siden.
Hvad man ikke lige måske ved, men på billedet fra Fuglebakkens station ses S-banens bro. Og umiddelbart bag denne (højre side) lå der i sin tid et spor, hvor alle sporvejenes rensevogne tømte deres beholdere ned. Så fundamentet til det der idag hedder Bisbeengbuen er opfyld (slam) fra Københavns skinner!
Tak for billederne og anledningen til en lille nostalgitur.
Fortsat god aften
Steffen