Noget om skiltefarver og togenes karakter 1954-1955
Efter læsning af Thomas´s udmærkede start på en tråd om, at de forskellige togarter havde hver sin farve på togviserskiltene på stationerne, kom jeg i tanker om, at dette dejlige og nørdede emne kunne nedbrydes yderligere.
Det forholdt sig nemlig sådan, at indenfor togarten LYNTOG fra 1935, blev farven så at sige ”nedbrudt” yderligere i forbindelse med fremkomsten af 4-vognssættene i 1937. Foruden at ruten (lyntoget) fik et eget navn, fik det tillige fra 1937 ved meddelelse 250 også en tilhørende farve. Altså genkendeligheden, nok mest hos de tjenstgørende, for publikum lagde måske ikke altid mærke til dette.
Jf. meddelelsen skulle vognskiltene og belægningskortenes farve have en bestemt farve afhængig af hvilket lyntog således:
KRONJYDEN HVID
ØSTJYDEN GRØN
VESTERHAVET GRÅ
ENGLÆNDEREN BLÅ
NORDJYDEN RØDBRUN og
MIDTJYDEN GUL.
Det var bundfarven, men skriftfarven er jeg ikke sikker på.
Vognskiltene sad ved siden af indgangsdørene på lyntoget og passede så farvemæssigt til de købte belægningskort. Groft sagt Grøn til Grøn, Blå til Blå etc. for publikum og Tgf. hhv. Tbt.
Jeg har MEGET senere købt et skilt på ”brugttogsmarkedet” tilhørende lyntoget KONGEÅEN og dette er RØDT med HVID skrift. Går stærkt ud fra at det er et 60´er skilt. Men så om også de andre lyntogsnavne havde andre farver, har jeg ikke undersøgt.
Om andre kan bruge denne information ved jeg ikke, men det kunne da være at MJ-folket på deres modeller kunne eller nu havde mulighed.
Fortsæt god weekend
Steffen Dresler