WT&Ks entreprenørlokomotiver TOVE og POUL (5 fotos)

af Niels Munch, 6/2 2015, 16:58 (3578 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 6/2 2015, 17:22

Kære Thomas Boberg og øvr. forister,

I denne tråd fik vi identificeret et brunkulslokomotiv til at være Wright, Thomsen & Kiers TOVE:
O&K Berlin 7086/1914 70 PS Bt 750 mm, Ramseyer & Brechtbühler, Rubingen [CH], 1915 Dänemark, 1923 WT&K.

[image]
"TOVE" Hornum Mergelleje (1925-26) for WT&K (arkiv Bent Hansen).

..... og sammenholdt med Bent Hansens optegnelser findes identifikationen at "holde vand". Tillige er et par brikker, jeg har puslet med, nu faldet på plads. Men lad os tage det fra en ende af:

WT&K købte i 1923 to loko af ing. Fraugde, Århus. Maskinerne stod ved Troldhede kulleje og skulle bruges i Ullids Mergelleje, hvor WT&K skulle køre for Vesthimmerlands Mergelsleskab. Inden de kom til Troldhede, havde de kørt mergel fra Ulstrup mergelleje.

Lokomotiverne var: O&K 3167/1909 POUL og O&K 7086/1914 TOVE. Navnene fik de hos WT&K. De 2 skulle vise sig at følges ad videre i livet, så lad os lige præsentere POUL:

[image]
WT&Ks "POUL", Farum - Kollekolle Vejudvidelse ca. 1931 (arkiv Bent Hansen).

Data: O&K Berlin D 3167/1909 80 PS Bt 750 mm, 03.1909 Otto Dietrich, Ketzin a/Havel, 1915 Dänemark, 1923 Wright, Thomson & Kier. - Læg mærke til frontpladen med pufferplanken.

Medens POUL var i Hareskoven, kørte TOVE mergel i St. Vildmose. Men i 1930'erne skulle de atter mødes og følges ad til Sverige:

[image]
WT&Ks TOVE udskibes fra Århus Havn februar 1934 (Åge Fredslund Andersen www.danskebilleder.dk - fil.nr. b775100-CD0550-131441.tif ).

Her skulle de 1936-1938 deltage i anlægget af "Marma Kanal" sammen med Såbye & Lerche, og gennem den målrettede, strategiske gurglen på nettet dukkede disse 2 fotos op:

[image]
www.digitaltmuseum.se - "Grävmaskin i Marma", Älvkarleby socken, Uppland 05-1938.

[image]
www.digitaltmuseum.se "Grävmaskin i Marma", Älvkarleby socken, Uppland 05-1938.

Tryk på linkene og find Marma-billederne i højere opløsning.

Der ses 2 O&K-maskiner. Det nærmeste lokomotivs signalement stemmer fint med TOVE, og det andet med den karakteristiske frontplade genkendes som POUL. Dampgravemaskinen er en Menck & Hambrock, og en sådan havde WT&K i gang ved Storstrømsbroen. Om det er den samme?

"Marma Kanal" viste sig at være en kunstig vandvej, en 16 km lang timmerflottningsränna i Uppland mellem Dalälven ved Marma by og Østersøen ved Karlholms Bruk, ibrugtaget 1939 som delvist gravet kanal, delvist støbt rende. Det meste af den er kastet til i nyere tid. Nederst på dette site findes bl.a. et kort over kanalens forløb: http://kanaler.arnholm.nu/skutskars.shtml .

Herfra fulgtes de 2 lok til arbejde i 1938-40 med anlæg af Rigsvej ved Stockholm for WT&Ks finske afdling Oy WETEK. Så hjem igen i 1941-42 til udbygning af Karlsgårde Vandkraftværk på Vardekanten.

Lokomotivernes sidste arbejdsopgaver var med overjords- og brunkulstransporter i brunkulslejerne frem til 1951. Thomas' billede i den indledningsvis nævnte tråd viser netop en noget træt og forslidt TOVE ved et brunkulsleje.

Hun meldes ophugget i 1954, POUL i 1955.

Tak til Bent Hansen for hjælp med brikkerne!


Bedste hilsener
Niels

Avatar

WT&Ks entreprenørlokomotiver TOVE og POUL (5 fotos)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 6/2 2015, 18:26 (3577 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Det er fantastisk, hvad I kan finde ud af.

Bedste hilsner

Thomas

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak