Toggalleriet på Østbanen 1992 (5 ill.)
God formiddag i forum,
Toggalleriet, som blev administreret af Ungdomshuset i Nakskov, havde som mobilt galleri til formål at sikre kunstnere og kunstforeninger i små lokalområder udstillingsmuligheder, der rakte ud over lokalområdets grænser.
Galleriet blev indrettet i 2 forhenværende DSB postvogne fra 1968 P 803 og P 810, som med støtte fra amt og kommune m.fl. blev sat i stand og registreret som privatvogne ved Lollandsbanen.
I forsommeren 1992 tournerede Toggalleriet med udstillingen "Ung Kunst i Storstrøms Amt", og nord for Storstrømmen blev Vordingborg, Næstved, Store Heddinge, Rødvig og Fakse Ladeplads besøgt:
Østbanens M 8 med Toggalleriet i Rødvig, som besøgtes 20. - 21. maj 1992 (nm).
LJ 84 35 935 0 301 og LJ 84 35 935 0 300 som Toggalleriet i Fakse Ladeplads, der besøgtes 22. - 23. maj 1992 (nm).
Forsiden af den trefløjede tournébrochure (arkiv: nm).
Interiør fra Toggalleriets ophold i Fakse Ladeplads (foto: EM, arkiv: nm).
I Toggalleriet var også indrettet en lille café og butik.
Til og fra Fakse Ladeplads befordredes vognene i Østbanens ordinære godstog.
Efter tournéen blev vognene benyttet til en udstilling 14. - 18. juni samt 23. juni - 11. juli 1992 på Nakskov Havn i anledning af 25-året for venskabsbysamarbejdet med Swinoujscie.
Hvorledes vognene siden blev anvendt, ved jeg ikke, bortset fra dette indslag fra 2011. De meldes ophugget i Nakskov i 2012.
Andre må have fotos fra vognenes tourné i Storstrøms Amt etc.?
Bedste hilsener
Niels