Efterlysning sporplaner Godsforbindelsesbanen
Vi har i flere omgange drøftet sidesporene på fri bane mellem Københavns Godsbanegård og Valby Gasværk/Vigerslev - også kaldet Godsforbindelsesbanen.
Der var sidespor på fri bane fra højre spor i kørselsretningen Københavns Godsbanegård-Vigerslev/Valby Gasværk og der var sidespor på fri bane fra højre spor i kørselsretningen Vigerslev/Valby Gasværk-Københavns Godsbanegård.
Efter at gasværksbanen blev nedlagt, blev denne sat i forbindelse med Københavns Godsbanegård, og sidesporet/sidesporene på fri bane i højre spor i kørselsretningen Vigerslev/Valby Gasværk-Københavns Godsbanegård bortfaldt, idet disse nu blev betjent via sporet fra Københavns Godsbanegård.
Da jeg mest forsker i arkiverne fra 2. og 3. distrikt, er jeg endnu ikke stødt på sporplaner over sidesporene på Godsforbindelsesbanen. Det eneste, jeg hidtil er stødt på, er oversigterne i den glimrende bog "Byens baner" og en sporplan over Rangerstationen i Valby i et nummer af Jernbanen.
Så jeg efterlyser sporplaner over sidesporene i området mellem Københavns Godsbanegård og Valby Gasværk/Vigerslev.
Nedenfor et par "arkivalier" fra området. Klik på billederne for højere opløsning.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Jernbanehistorisk grundforskning - det nye sort
Skærmdump fra "Olsen-Banden på sporet" fra 1975. Til venstre sporene til Grønttorvet m.v. På dette tidspunkt er der ikke mere tale om sidespor på fri bane, idet sporene har sporforbindelse til Københavns Godsbanegård. Klik på billedet for højere opløsning.
Skematisk sporplan fra 2. oktober 2002. Sidesporene på "Valbysiden" (station 56 og 68) er væk (der ses dog visse "rester") og jernbanen mod Kalvebod er etableret. Det ser ud som om, sporforbindelsen til Grønttorvet m.v. nu igen ligger på fri bane (sporskifte 24a). Det er nyt for mig. Er der nogen, der ved noget mere herom? Klik på sporplanen for højere opløsning. Arkiv: www.banevagt.dk.