Budapest 1989 - før "Mauerfall" (1. del)
God formiddag i forum,
I dagene 11. - 16.06.1989 afholdt UITP, den internationale organisation for kollektiv trafik, sin 48. kongres i Budapest. Heri deltog også danske privatbanefolk, bl.a. undertegnede.
Budapest havde været vært ved 7. kongres i 1893, og Warszawa ved den 22. i 1930. Ungarn var således den første østeuropæiske hovedstad, der påtog sig værtsskabet efter 2. verdenskrig, hvilket i sig selv var historisk. Jerntæppet og Warszawa-Pagten eksisterede jo stadig!
Kunstneren Hundertwasser havde tegnet plakaten til den 48. UITP-kongres (arkiv nm).
Den officielle åbningsreception fandt sted om aftenen den 11.06.1989 i Nationalgalleriet i bydelen Buda på vestsiden af Donau:
Borghøjen og Kongepaladset med bl.a. Nationalgalleriet set fra Pest med Donau-udflugtsbåde i forgrunden (nm).
Adgangen til Nationalgalleriet kunne bl.a. ske med kabelbanen fra 1870:
Budavári Sikló kabelbanen (nm).
Gorbatjov var blevet USSRs leder i 1985, og hans teser om glasnost og perestrojka prægede udviklingen i østblokken. Især i DDR var borgerne blevet trætte af ufriheden under Honeckers beton-kommuniststyre, og man benyttede de – fuldt legale – ferieophold i Ungarn til i stort tal at flygte over den sparsomt bevogtede grænse til Østrig.
Når vi om aftenen med de særlige BKV-shuttlebusser var kommet fra kongressen i Hungexpo udstillingsområdet til vore hoteller, kunne vi på østrigsk tv-avis (som vi kunne forstå) se dugfriske reportager om østtyskernes flugt over grænsen til de modtagelejre, østrigsk Røde Kors havde etableret.
Mellem kongresaktiviteterne havde vi mulighed for at være turister i Ungarns smukke og pulserende hovedstad, og nogle billeder af BKV-sporvogne smuttede nu og da med:
BKV-vogntog på linie 19 med 2 UV-vogne, bagerst motorvogn nr. 3261, har passeret Clark Adam tér (nm).
BKV UV-vogntog på linie 49 med bivogn i midten, forrest motorvogn nr. 3252, på Frihedsbroen (nm).
BKV UV-vogntog på linie 47 med bivogn i midten, forrest motorvogn nr. 3412, på Frihedsbroen (nm).
UV-typen er en 4-akslet to-retningsvogn, bygget af ungarske Ganz i 4 serie fra 1956 til 1965, og som afløste de ældre vogntyper.
Fortsættes .....