Sporvogne i udlandet - Rom (5 fotos)
God eftermiddag i Forum,
På tjenesterejser, hvor der ofte deltager flere, og hvor man med sine pakkenelliker farer ud af lufthavne/banegårde/taxier, kan det være ret svært at få fotograferet tog.
Men er man heldig at havne i en sporvognsby, skal man sjældent så langt fra hotellet, før der er "bid". Og sporvognene er i mine øjne med til at give den by, de betjener, et "ekstra præg".
I Rom er der ikke sporvogne i den klassiske del; men man skal ikke langt fra Forum Romanum, Colosseum og Constantins triumfbue, før der er:
Arco di Constantino og Colosseum, Rom 30.09.1995 (nm).
For enden af Via di San Gregorio kunne jeg stille mig på trappetrinene til Casina "La Vignola" og fotografere sporvogne, der kørte til/fra en dedikeret bus- og sporvognsgade, uforstyrret af biltrafik:
Tram ATAC serie 2000 nr. 2203 på linie 13, 30.09.1995 (nm).
Typen, der er serieproduceret fra 1928, blev udfaset i perioden 1993-2002. Bemærk lyrebøjlen.
Fra sporvognsgaden (Celio) kom:
Tram ATAC serie 9000 nr. 9031 på linie 307, 30.09.1995 (nm).
Typen, der er to-retnings og har étbenet pantograf, blev idriftsat i 1990-91.
Sydfra kom derefter:
Tram ATAC serie 7000 nr. 7037 på linie 30, 30.09.1995 (nm).
Denne ledvognstype, der idriftsattes 1948-49 og blev moderniseret i firserne, findes efter det foreliggende stadig i drift. Læg mærke til strømaftageren, der nærmest er en mellemting mellem lyrebøjle og pantograf (de har senere fået den étbenede).
Fascinerende på kun få minutter at blive mødt af 3 generationer sporvogne! Men tiden var knap, og tilbagetoget foretoges via Piazza Venezia:
Palazzo Venezia set fra Via del Teatro di Marcello, Rom 30.09.1995 (nm).
Som det også ses på de karakteristiske FIAT-bybusser, faldt vort besøg i den "orange epoke", der varede fra begyndelsen af 1970'erne til år 2000, hvor man vendte tilbage til de oprindelige, grønne nuancer.
Der er flere udenlandske sporvogne i skuffen (også fra nord for Kongeåen), hvis det har interesse.
Bedste hilsener
Niels